Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Har du talt om din kollega i dag?

Brok, brok, brok. Hvis sladder og skyllerumssnak fylder meget på din arbejdsplads, kan det være tegn på, at arbejdsmiljøet har det skidt. Det kan være sundt at få luft for sine frustrationer, men det er vigtigt at få problemerne frem i lyset.

Sygeplejersken 2007 nr. 23, s. 16-17

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Læs artikel som PDF - gå til side 16

SY-2007-23-21axFoto: Søren Holm

Social- og sundhedssektoren ligger på en tredjeplads over de arbejdspladser, hvor sladder og bagtalelse fylder meget, kun overgået af transport- og engrosbranchen og den grafiske branche. 41 pct. af de ansatte i social- og sundhedsbranchen oplever, at der bliver talt negativt om tredje person.

De to andre brancher ligger et par procent over, hhv. 44 og 45 pct. Det viser en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Sladder kan både være godt og ondt. Godt, når det handler om at vise interesse og omsorgsfuldhed for hinanden og viderebringe vigtige nyheder. Dårligt, når det handler om at bagtale.

"Den negative sladder, hvor to parter samler hære, som skal støtte op om det ene eller det andet synspunkt, er problematisk. Man taler om hinanden i stedet for, at man klarer diskussionen med rette vedkommende, fordi man måske ikke tør stå ved sine meninger i det fælles offentlige rum," siger arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland, Kirsten Holmboe.

Diskutér problemer åbent

Når sladder og bagtalelse fylder meget på arbejdspladsen, kan det være tegn på, at det er galt med det psykiske arbejdsmiljø. Fordi der for sjældent bliver talt om det psykiske arbejdsmiljø, man får ikke luft.

"Jeg får henvendelser fra sygeplejersker, som er trætte, udbrændte og kede af det. Når vi taler om plusser og minusser, kommer det altid op, at i en periode, hvor man har det dårligt, bliver der mere sladder og mere snak. Hvis det psykiske arbejdsmiljø og trivslen er i orden, så er der positiv interesse for hinanden.

Men så snart der kommer uoverensstemmelser, så bliver det nemt til sladder, for så skal man ud og samle ind og se,
om andre mener ligesom mig. Så risikerer man både at få sin egen og andres frustration. Det er naturligt, at man har lyst til at dele sin frustration med andre, men sladderen skal stoppes ved hjælp af kollegiale spilleregler, inden den løber af sporet," siger Kirsten Holmboe.

Hun råder til, at lederen, sikkerhedsrepræsentanten eller medarbejderne tager initiativ til, at problemerne kommer frem på bordet og bliver diskuteret åbent. Man kan enten gøre det selv, eller man kan få hjælp af en konsulent udefra. Kirsten Holmboe har været med i flere processer som konsulent.

"Det er ikke klaret med en peptalk, det er et forløb, der skal køre over lang tid, hvor arbejdspladsen nedsætter en arbejdsgruppe, som arbejder med problematikken og laver oplæg til spillereglerne," siger hun.

Kulturen spiller en rolle

Arbejdsmiljøforsker, cand.psych. Annie Høgh fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø råder til, at man bruger de lovpligtige Arbejdspladsvurderinger, APV´er, til at sætte fokus på sladder, hvis det er et problem. Hun mener ikke, at sladder er et særligt problem på sygeplejerskers arbejdspladser, derimod har arbejdspladsens holdning til sladder stor betydning.

"Der bliver sladret på alle arbejdspladser, men der er forskel på kulturen, hvilken holdning man har til, hvordan man omgås hinanden og håndterer uenigheder. Sladder kan være symptom på mange ting, bl.a. at man har for travlt og derfor ikke får håndteret konflikter i situationen. Det kan være svært at gå tilbage og sige, "jeg bryder mig ikke om, når du gør sådan og sådan." Det er her, kulturen i afdelingen spiller en rolle," siger Annie Høgh.

FARESIGNALERNE

Sladder kan være første fase i mobning. Sladder og mobning er nogle af faresignalerne om, at det psykiske arbejdsmiljø er ved at blive dårligt. Hold øje med, om:

  • sladder er almindelig udbredt og accepteret blandt dine kolleger
  • nogle på arbejdspladsen har skjulte dagsordener og laver intriger
  • udsatte kolleger bliver udsat for mobning fra chefen eller kolleger.

Kilde: www.arbejdsmiljoweb.dk