Sladderen fik lov at ulme i krogene

Foto: Søren Holm

En god og attraktiv arbejdsplads med gode kolleger og uden nattevagter. Mange af sygeplejerskerne på Rigshospitalets Dialyseafdeling 5102 har lang anciennitet på stedet og er glade for deres arbejdsplads, men i foråret 2006 begyndte brok og sladder at eskalere i en grad, så nogle endte med at gå grædende hjem fra arbejde. Der blev sladret om dem, som gjorde tingene på en anden måde end den, man selv syntes, var den rigtige.

Dialyseafdeling 5102 har tre behandlingsstuer, og tidligere arbejdede sygeplejerskerne fast på en stue. Hver stue havde sin særlige måde at fungere på. Afdelingssygeplejerske Karin Bjerre kom tilbage til afdelingen efter to barselsorlover i forlængelse af hinanden, og hun kunne tydeligt mærke, at noget var forandret. Sygefraværet var vokset, og arbejdsmiljøet måtte betegnes som psykisk dårligt.

"Små ting blev meget hurtigt store. Man brugte meget tid på at snakke om, hvad andre ikke havde fået gjort," siger Karin Bjerre, som forklarer ændringen i arbejdsmiljøet med nogle store forandringer i økonomi, arbejdstid og ledelse.

"Mange sygeplejersker kom herind på mit kontor for at brokke sig over, hvordan andre sygeplejersker gjorde deres arbejde. Når jeg spurgte "har du prøvet at sige det til hende selv"" så var svaret typisk nej," siger Karin Bjerre.

"Jeg flytter ikke rundt på medarbejdere, blot fordi de siger, at de ikke kan arbejde sammen," siger afdelings-sygeplejerske Karin Bjerre.
Foto: Søren Holm

Negativ brainstorm

Sygeplejerskerne Käte Jensen, Birthe Kramer Larsen og Eva Hallberg har alle været på afdelingen i flere år og kan godt huske, at sladder og brok en overgang fyldte rigtig meget.

"Der blev sladret på kryds og tværs af stuerne, og alle deltog i det. Det gik ofte på, at "den stue hjælper aldrig," og "nu har hun igen lagt lagenerne på den forkerte hylde." Man kunne godt finde på at vrisse ad hinanden, hvis man mente, at nogen havde glemt at fylde op efter sig af klude eller lagener. Der var meget lidt tolerance med hinandens forskellige måder at gøre tingene på," siger Käte Jensen.

Det var tydeligt, at der skulle gøres noget ved problemet med sladderen og det dårlige psykiske arbejdsmiljø, der ulmede i afdelingen. Karin Bjerre valgte at bruge nogle redskaber, hun havde lært under sin merkonomuddannelse.

"Jeg indkaldte til en negativ brainstorm, hvor det gjaldt om at komme med input til, hvad der skal til for at skabe det dårligst tænkelige psykiske arbejdsmiljø. Man skulle ikke skele til, om det var noget, der gjaldt her på afdelingen.

"Ingen konfliktløsning." "Manglende dialog." "Sladder." "Manglende ærlighed." Det var blot nogle få af de mange overskrifter med rødt.

"Bagefter vendte vi de negative sætninger til positive, så vi så på, hvad der skal til for at skabe det bedst mulige arbejdsmiljø," fortæller Karin Bjerre, som efterfølgende havde alle sygeplejersker til individuelle samtaler for at høre deres version af det dårlige arbejdsmiljø på tomandshånd.

"Ofte hørte jeg forskellige versioner af historien, afhængigt af hvilken part der fortalte den. Jeg brugte bl.a. samtalerne til at coache sygeplejerskerne i, hvordan man kan konfrontere en kollega med konstruktiv kritik," fortæller Karin Bjerre.

Sygeplejerske Käte Jensen henvendte sig til Sygeplejersken, fordi hun godt ville fortælle den gode historie om, hvordan hendes afdeling vendte et dårligt psykisk arbejdsmiljø til et godt. Foto: Søren Holm

Større accept af hinanden

For at ruske op i fastlåste arbejdsgange blev der indført systematisk rotation imellem stuerne. Hver tredje måned er der 5-6, der rykker, og i løbet af et år har alle 28 sygeplejersker prøvet at arbejde sammen.

"Man skal kunne arbejde sammen, hvis man vil arbejde på denne afdeling, jeg flytter ikke rundt på medarbejdere, blot fordi de siger, at de ikke kan arbejde sammen," siger Karin Bjerre, som beklager, at der var enkelte sygeplejersker, der valgte at rejse fra afdelingen i forbindelse med indførelsen af rotation.

Når hun skal forklare, hvad der er sket på afdelingen i det sidste halvandet år, mener hun, at især rotation har afhjulpet en del af problemet.

Derudover har det haft stor betydning, at afdelingen har haft fokus på problemerne og har diskuteret dem på afdelingsmøder, på daglige møder og ved at arrangere gruppearbejde på tværs af stuerne med fremlæggelse i plenum. Prioritering og fordeling af arbejdsopgaver er noget af det, afdelingen har talt om på morgenmøder, og i dag giver det ikke længere anledning til konflikter.

"Når vi sidder sammen, er der ikke nogen, der er i tvivl om, hvordan vi skal prioritere rækkefølgen, som opgaverne skal gøres i. Men der er nogle mennesker, der er meget hurtige og godt vil have en masse praktiske opgaver fra hånden i en fart, mens andre gør tingene i et langsommere tempo og tager én ting ad gangen. Der skal være plads til, at vi er forskellige, og der er blevet større accept af hinandens forskelligheder," mener Karin Bjerre.

"Jeg kan mærke 100 pct., at stemningen på afdelingen er blevet bedre," siger sygeplejerske Birthe Kramer Larsen. Foto: Søren Holm

En god stemning

Solstrålehistorien er, at da afdelingen gennemgik og evaluerede øvelsen med brainstorm på det negative og det positive arbejdsmiljø et år efter i juni 2007, var der kun en enkelt rød overskrift mod hele 32 året før. "Dårligt fysisk arbejdsmiljø" stod stadig tilbage med rødt, og det er slemt nok, men det psykiske arbejdsmiljø var blevet markant bedre. Et par enkelte overskrifter er gule, og det betyder, at der stadig er noget at arbejde med. Sygeplejerskerne siger selv, at sladderen er forstummet.

"Når jeg kommer ind i mødelokalet, er her ofte en rigtig god stemning. Der er latter, og der er mange, der spørger til, hvordan det går med et eller andet. Tidligere havde jeg kun det forhold til mine tætteste kolleger," siger Käte Jensen.

"Jeg kan mærke, at jeg har en meget mere positiv fornemmelse, når jeg skal på arbejde, og jeg bruger ikke længere så meget energi på at være irriteret," siger Eva Hallberg.

Käte Jensen og Eva Hallberg er to af de sygeplejersker, der har prøvet at konfrontere hinanden med kritik frem for at sladre bag den andens ryg.

"Jeg kan huske en travl vagt, hvor vi havde fået nogle nye patienter på en stue. Käte startede med at sige: "Jeg tager den og den patient, så kan du tage den og den." Hun var meget sammenbidt og koncentreret. Jeg fornemmede, at hun gerne ville være chefen. Jeg tænkte, "det var da fandens til måde at hilse på mig på." Jeg besluttede, at jeg ville sige det til hende direkte," fortæller Eva.

"Vi fik talt om det på en rigtig god måde, hvor vi bl.a. talte om, hvilken måde Eva ville have gjort det på. I dag har vi et langt bedre samarbejde," siger Käte.

"De konflikter, jeg har oplevet med kolleger, som ikke er taget op med det samme, dem kan jeg huske næsten til mindste detalje. Men når det bliver taget op med det samme, så glemmer man hurtigt situationen," mener hun.

De negative udsagn om afdelingen er afløst af positive værdier som "Ærlighed," "Tryghed," "Humor" og "God dialog." Sygefraværet er nedbragt ret betydeligt, og sygeplejerskerne synes selv, at Dialyseafdeling 5102 igen er blevet en attraktiv arbejdsplads.

"Det er ikke, fordi der aldrig mere er nogen, der brokker sig, men det er ikke længere det, der fylder. Vi sladrer også, men det er ikke negativ sladder bag om ryggen på hinanden. Hvis man har et problem, tager man det op f.eks. ved morgenmødet og taler konstruktivt om det. Det handler ikke længere om små ubetydelige detaljer," siger Käte Jensen.

"Vi er blevet bedre til at behandle hinanden med respekt," siger sygeplejerske Eva Hallberg.
Foto: Søren Holm