Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Vild med dansk

”Det er dejligt at gumle på besynderlige ord og vendinger, og enhver familie med respekt for sig selv har nogle faste standarder.”

Sygeplejersken 2007 nr. 24, s. 74

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

For to år siden blev en læser meget vred på mig og kaldte det en provokation, at jeg anbefalede en stak bøger til juleferien. Vreden skyldtes, "at hovedparten af Dansk Sygeplejeråds medlemmer overhovedet ikke har juleferie." Svadaen sluttede med en bemærkning om, at "skrivebordssygeplejersker burde tvinges ud i en sengeafdeling, så de ikke skriver sådan noget vrøvl."

Men nu gør jeg det igen. Anbefaler nogle bøger til de sure, mørke vintereftermiddage og aftener. Bøger om eller med effekt på den sygepleje, som læserne udøver i en eller anden form.

På årets Bogforum hørte jeg sygeplejersken Kim Leine tale om sin meget roste debutroman, erindringsbogen "Kalak." Jeg købte den og må sige, at det er svært at stoppe læsningen, når klokken bliver mange. Kim Leine fortæller i rask tempo om sit liv og sit arbejde som sygeplejerske i Grønland. Om at blive misbrugt, om at have et misbrug og om sine mange kvinder. Sygeplejen i Grønland er han vild med, og det er interessant at læse om, hvordan han diagnosticerer, suturerer, gipser, tager vare på fødsler og konstaterer, at døden er indtrådt hos et udvalg af patienter. Her er tale om opgaveglidning i den helt store stil. Leine tegner et billede af Grønland, der både nuancerer forståelsen af grønlændere og bekræfter de store sociale problemer, der bliver diskuteret i Danmark efter DR1-dokumentaren "Flugten fra Grønland," vist på DR1 den 31. oktober 2007.

En ganske anden opfattelse af sygepleje og sygeplejersker står Majgull Axelsson for. I bogen "Aprilheksen" lyder det: "De havde alle opmuntrende fuglestemmer, og de opførte sig alle som gadepiger. De smilede og kvidrede og kærtegnede mod betaling. Men deres hænder var iskolde, og prisen, de krævede, var urimelig. En glorie."

Kvinden, der siger sådan, har levet hele sit liv afhængig af andre mennesker. Hun har en hjerneskade, er spastisk lammet og lider af svær epilepsi. Kvinden er ganske vist en fiktiv person, men beskrivelsen af hende og hendes iagttagelser er overbevisende og billedrig.

I Christian Jungersens roman "Krat" fra 1999 får læseren indblik i, hvordan en 82-årig mand opfatter verden, og i korte glimt også beskrivelser af, hvordan det er at være afhængig af hjælp til personlig pleje. Gamle mennesker er ikke i høj kurs, heller ikke blandt sygeplejersker, så bogen er en god øjenåbner til et univers, der for mange er ukendt.

Men hvorfor bruge tid på at læse"

Skønlitteratur er en gave, fordi læseren får udvidet sin horisont, udfordret fasttømrede opfattelser af sammenhænge, nye tanker og ikke mindst ord og udtryk ganske gratis.

Det er dejligt at gumle på besynderlige ord og vendinger, og enhver familie med respekt for sig selv har nogle faste standarder. F.eks. denne, som min tidligere chef fortalte. Hun havde holdt frokost, og en af gæsterne forlod ud på eftermiddagen selskabet med bemærkningen: "Tak for en penibel frokost." Hvad hun præcist ønskede at sige, står hen i det uvisse, men udtrykket overlevede og bliver den dag i dag brugt af familien ved passende lejligheder.

Et andet udtryk, som vil overleve hos mig, blev præsenteret af venindens lille dreng, Pelle, som gerne ville indvi sin mor i noget, han havde hørt i skolen. Det drejede sig om Europas Vidner.

Savner man flere ejendommeligheder, kan de findes på morfarudtryk.dk. En anden mulighed er at slå op på den mere seriøse hjemmeside, www.sproget.dk hvor både professionelle sprogbrugere og almindeligt sproginteresserede kan finde oplysninger om det danske sprog og sprogforhold i Danmark.

God læselyst fra skrivebordssygeplejersken.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.