Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs boganmeldelserne fra blad nr. 24, 2007.

Sygeplejersken 2007 nr. 24, s. 70-73

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Tager forskeren den alternative behandler alvorligt?

Lars Ahlin

Krop, sind - eller ånd?

Alternative behandlere og spiritualitet i Danmark
Forlaget Univers 2007
216 sider - 199 kr.

SY-2007-24-70aLars Ahlin, lektor i religionssociologi ved Aarhus Universitet, har undersøgt, hvad der karakteriserer de alternative behandlere i religiøs henseende.

Undersøgelsen er egentlig startet lidt bagvendt, idet den er en del af et projekt, som har til formål at beskrive det religiøse landskab i Danmark lokalt og nationalt, Det Danske Pluralismeprojekt. Da man kom til en beskrivelse af spiritualiteten i Danmark, havde man imidlertid ikke en kirke eller et trossamfund at henvende sig til, hvorfor man i stedet valgte at undersøge en gruppe mennesker, for hvem spiritualitet kunne tænkes at have stor betydning, nemlig de alternative behandlere.

Ahlin baserer sin undersøgelse på spørgeskemaer, som angiveligt er blevet til i et tæt samarbejde med henholdsvis brancheorganisationer for alternative behandlere og ViFAB (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling). Man har tilstræbt at sende spørgsmålene ud til samtlige alternative behandlere i Århus og er endt op med en svarprocent på 44, svarende til 170 personer.

Det interessante ved bogen er imidlertid ikke selve undersøgelsen, men en mængde vigtige baggrundsinformationer, både i selve teksten og i bilagene. F.eks. beskrives den historiske udvikling af religiøsiteten i Danmark i et kapitel, mens tre kapitler beskriver alternativ behandling mht. definitioner af begrebet, den samfundsmæssige udvikling og en karakteristik af de alternative behandlere.

De mange fakta og begrebsdefinitioner gør bogen interessant både for den, der søger oplysninger om

 religiøsitet og spiritualitet i dagens Danmark, og for den, der søger baggrundsviden om alternativ behandling.Der kræves nu ikke en særlig indsigt i komplementær og alternativ medicin (CAM) for at spørge, om en alternativ behandler mon har hjertet på rette sted og er ved sine fulde fem, hvis vedkommende kan svare "helt enig" til så ekstreme udsagn som: "Alle, som ønsker det, har mulighed for at få succes og rigdom," eller "Hvis man tænker positivt, udvikles livet i den retning, man ønsker det."

Måske er det ikke helt tilfældigt, at bogens forside prydes af en hekseagtigt udseende ung kvinde med en udstråling af selvhøjtidelig frelsthed. Trods sin forskerobjektivitet fornemmer jeg alligevel, at Ahlin i bund og grund ikke kan tage den alternative behandler alvorligt.

Læs bogen og døm selv!

Af Bodil Gyllembourg Lissau, sygeplejerske på det kommunale rehabiliteringstilbud Strandhøj i Skodsborg. Bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab til fremme og integration af komplementære terapier i sygeplejen.

div class="Brodtekst">

Hvordan er det nu lige med min pension?

Marianne Zerlang og Kenneth Handgaard

2007 - Råd og fakta om økonomi og jura

Forlaget Jurainformation
166 sider - 149 kr.

SY-2007-24-70bBogen er for dem, der planlægger et seniorliv, og den gav mig sved på panden. For hvordan er det nu lige mine pensionsforhold er, og hvordan er mine muligheder for et aktivt seniorliv" Det er ikke så langt ude i fremtiden, som det har været.

Det er nok lidt sent at starte på en pensionsordning, og dog ... Og hvordan er det lige at være enlig i den sammenhæng" Der er mange gode råd at hente i bogen, men det er om at holde tungen lige i munden. Det er en seniorhåndbog, men yngre må gerne være med. Det kan være sundt at vide, hvad der venter. Hvornår er man egentlig senior"

Hvornår tager man stilling til det liv, man gerne vil have som senior/pensionist? Først afliver bogen syv myter om pensionsplanlægning, og de er værd at starte med, men det er vigtigt at holde sig sin egen økonomi for øje. Det gælder også den økonomiske planlægning.

Jørgen og Lise planlægger deres seniortilværelse, eksemplerne er gode og kan give inspiration til, hvordan man selv kan tilrettelægge sin tilværelse. Mulighederne er flere. Jeg mener, at en sådan planlægning kræver mere hjælp, end bogen giver, når der tages udgangspunkt i egne forhold. Jeg synes, det er svært at overskue alle konsekvenserne af de valg, man måtte træffe i den forbindelse.

Bogen opererer med "magiske aldre," dvs. hvornår man kan få hvad i forbindelse med pension, f.eks. kan en ratepension løbe til det 85. år. Desuden omhandler bogen "bedste tidspunkt" for en række pensionsydelser, skat og efterløn.

Mulighederne vurderes, men man skal fortsat tage hensyn til egen økonomi og egne muligheder. Hele rådgivningsdelen giver råd om pension, efterløn, tilrettelæggelse af indkomst og forbrug, boligvalg m.m. En del af sociallovgivningen er med, ligesom lovgivning om arv, ægteskab og skilsmisse er med.

Faktadelen kan bruges som opslagsbog, og der gives en kort forklaring på de enkelte emner. Mange fakta er inden for det sociale område.Bogen har givet meget at tænke over. Hvornår bør og kan jeg gå på efterløn, og hvordan påvirkes min økonomi på alle fronter af det"

Den økonomiske del synes jeg er svær. Jeg vil ikke kunne lade bogens råd stå alene, men jeg er efter endt læsning bedre rustet til at søge råd vedrørende pension, efterløn og økonomi andre steder. På ovenstående grundlag kan bogen anbefales til alle, der gerne vil vide mere om mulighederne for en aktiv og god seniortilværelse.

Af Lene Gredal, specialeansvarlig sygeplejerske, cand.jur., ansat på Medicinsk afdeling P7, Regionshospitalet Horsens.

Husk de visuelt orienterede studerende

Anne Stokkebæk

Psykologi 1 - Udviklingspsykologi

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
2. udgave 2007
456 sider - 369 kr.

SY-2007-24-70c"Psykologi 1 - Udviklingspsykologi" er en lærebog for sygeplejestuderende. Den udmærker sig ved at give en grundig og fyldestgørende introduktion til udviklingspsykologiens teorier, begreber og pointer. Bogen er bygget op om E. Eriksons otte livsaldre: Spædbarnsalder (0-1½ år), småbarnsalder (1½-3 år), førskolealder (3-6 år), skolealder, pubertet og ungdom (13-20 år), tidlig voksenalder (20-50 år), senere voksenalder (50-65 år) og alderdom (65 år og frem).

Hver livsalder suppleres med kapitler, der tager centrale emner op i forhold til den pågældende livsalder. Således omtales tilknytning, fædre, søskende og sproglig udvikling i forbindelse med spædbarnsalderen og småbarnsalderen. Leg, opdragelse, kønsudvikling og seksuel udvikling i forbindelse med førskolebarnet og skolebarnet. Identitetsdannelse og selvet er knyttet til pubertet og ungdom. Eksistentielle udfordringer, tab og mestring introduceres i sammenhæng med voksenliv og alderdom.

En rigtig god ide, der i overensstemmelse med forfatterens hensigt, fremhæver relevante og vedkommende temaer i forhold til det pågældende udviklingstrin. Derudover er bogen forsynet med stikordsregister samt fyldige noter og litteraturhenvisninger, der fjerner enhver tvivl om, hvem der har sagt hvad og gør det klart, hvem ophavsmanden til den pågældende teori eller begreb er. Det er et plus, at forfatteren inddrager den kritik, der i tidens løb er fremsat af de store teorier. Det gælder bl.a. S. Freuds teori og behaviorismen.

Bogen er forsynet med få, velvalgte illustrationer. Sproget er klart og tydeligt, men alligevel fremtræder bogen noget teksttung. Der er ingen margentekst og meget få skemaer og andre grafiske fremstillinger, der letter overblikket og forståelsen for den mere visuelt orienterede studerende. Bortset fra det er der her tale om en lærebog, der absolut kan finde plads i sygeplejerskeuddannelsens pensum.

Af Birte Glinsvad, underviser ved JCVU - Sygeplejerskeuddannelsen Randers. 

Vellykket og relevant for professionen

Oluf Nielsen og Anne Springborg

Biokemi

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
4. udgave 2007
306 sider - 349 kr.

SY-2007-24-70dI den fjerde udgave af "Biokemi" er de væsentlige ændringer, at kapitlerne om cellen og immunforsvaret er skrevet om, samt at kapitlet om hormoner er udvidet med en del om nervesystemet. Der er mindre justeringer i kapitlerne om fordøjelse, lever og stofskifte.

Kapitlet om cellen fremstår klart forbedret med væsentligt indhold om cellens opbygning samt om cellulære processer som transport gennem cellemembranen og celledeling. Infektionsforsvaret er det nye navn til det reviderede kapitel om immunforsvaret.

Kapitlet giver et godt overblik over infektionsforsvaret på et fagligt relevant niveau. Nervesystemet med fokus på de processer, der sker på celleniveau, er nyt indhold i kapitlet, og nu kaldes det styresystemer. Der gives et godt grundlæggende overblik over de cellulære processer, så det er muligt at forstå principperne i nervecellernes funktioner og mulighed for at medvirke til styring af kroppen.

Kapitlernes rækkefølge er ændret, og det kan måske have betydning for tilgangen til bogen. Kapitlet om cellen var tidligere placeret umiddelbart efter det første kapitel om almen kemi, hvorved cellen og de kemiske processer i denne blev et konkret billede at hæfte biokemien op på. Nu er cellen placeret som kapitel syv, så de mere tunge kapitler om kemi, der af mange studerende kan opleves som vanskeligt tilgængelige og abstrakte, skal læses først.

Forfatterne nævner, at deres mål er at skrive en bog, der skal kunne læses og forstås ved selvstudium og uden særlige forudsætninger i kemi. Dette synes at være et urealistisk højt mål i et fag, som traditionelt opfattes som svært tilgængeligt af mange studerende. Det ændrer dog ikke ved, at forfatterne, med baggrund i deres mange års erfaring med undervisning af sygeplejestuderende i biokemi, med den fjerde udgave af "Biokemi" har skrevet en lærebog, der stadigvæk kan bruges som afsæt for undervisningen.

Samlet synes denne 4. udgave af bogen at være vellykket. Ud over de nævnte tekstmæssige forbedringer er dens omfattende illustrationer redigeret og fornyet, så bogen fremstår som opdateret, mere læsevenlig og indbydende.

Bogen afspejler med inddragelse af nye faglige områder, som ikke traditionelt har ligget i biokemien, at det er svært at adskille biokemi fra fysiologi. For den sygeplejestuderende er det nok heller ikke så vigtigt at kunne skelne mellem, hvornår noget er biokemi eller fysiologi. Det centrale må være, at den studerende lærer et naturvidenskabeligt indhold, der er relevant for professionen. Dette kunne tale for yderligere integration af fagene biokemi og fysiologi, både i undervisningen samt i fremtidig redigering eller skrivning af lærebøger.

Af Peter Errboe Jensen, cand.scient., ph.d., ansat på JCVU Sygeplejerskeuddannelsen i Århus. 

Ro på i en oprørt stund

Nethe Plenge

Hånd om konflikten

Børsens forlag 2007
133 sider - 199 kr.

SY-2007-24-70eBogen er en brugsbog og et opslagsværk tilegnet freelancere og andre personer, der arbejder i enkeltmandsvirksomheder. Udgangspunktet er forfatterens erfaring med konflikter opstået i forbindelse med konsulentarbejde og lignende virksomhed. "Hånd om konflikten" drejer sig om mellemmenneskelige konflikter, den type konflikter, som man selv umiddelbart har mulighed for at tage hånd om, skriver forfatteren, Nethe Plenge.

Med udgangspunkt i den erkendelse, at vi i mellemmenneskelige relationer ikke kan ændre på andre, men kun på os selv, leverer bogen en god og overskuelig gennemgang af, hvordan vi i en oprørt stund kan få ro på os selv, og på, hvordan vi kan få overblik over situationen. Det gennemgås systematisk, hvordan vi kan analysere os frem til, hvor betydningsfuld og hvor farlig konflikten er for os selv og for de andre. Hvad tyngden i konflikten er, hvilke følelser den består af samt, hvilke inter-esser og behov modparten og vi selv har.

Når vi har analyseret os frem til, hvad konflikten består af, kan vi hente hjælp til, hvilke metoder vi med fordel kan bruge i løsningen af konflikten. F.eks. hvordan vi med god samtalekunst og mægling kan komme godt igennem en konflikt og få en holdbar aftale i stand. Det kan umiddelbart se lettere ud, end det i virkeligheden er. Forfatteren gør da også opmærksom på de situationer, hvor den uerfarne med fordel kan søge hjælp hos mere erfarne.

I bogen beskrives endvidere en metode (tjekpunkter til en aftale), som kan anvendes til at forebygge konflikter i et kommende samarbejde. Bogen er let læselig. Der er god sammenhæng i bogens afsnit, hvor teorier fra tidligere afsnit inddrages i de efterfølgende. Efter hvert emne opfordres man til refleksion over egne oplevelser, og selv mere komplicerede teorier er beskrevet på en let forståelig måde. Det betyder, at man kan ligge på sofaen og hygge sig med bogen og samtidig lære noget uden at skulle sidde med diverse ordbøger ved sin side. Det er rent faktisk en fornøjelse at læse bogen.

Bogen er skrevet med eksempler fra en anden faglig verden end min, men jeg kan sagtens sammenligne og drage paralleller til min egen og andres verden både fagligt og privat. Bogen kan læses i sin helhed, og den kan bruges som opslagsværk. Men jeg tror, udbyttet bliver størst, hvis man starter med at læse bogen i sin helhed.

Selv om konfliktløsning kan være svær, mener jeg, at det gamle ordsprog "Hvo intet vover, intet vinder" er værd at huske. Konflikter er uundgåelige og løser ikke sig selv. Bogen kan være til god hjælp. Den er ikke større, end den kan ligge i tasken eller i en stor baglomme. Den vil komme til at ligge i min taske. Jeg har allerede bøjet æselører ved de punkter, jeg har brug for hjælp til.

Af Mette Christensen, afdelingssygeplejerske, ansat på Geriatrisk afsnit A, Nykøbing F. Sygehus.

Opgør med middelklassenormer

Bente Jensen, Kristian Larsen, Peter Koudahl og Gry Andsager

Ulighed i børn og unges sundhed - set i lyset af social kapital

Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag 2007
180 sider - 179 kr.

SY-2007-24-70fDet er velkendt, at der eksisterer ulighed i børn og unges sundhed, og at ulighederne er socialt bestemt, men hvordan kan disse forskelligheder forklares? Der savnes viden om hvilke sammenhænge, der er mellem børn og unges sociale forhold og deres sundhed. Især viden om hvordan den sociale ulighed påvirker børn og unges sundhed i negativ retning.

Forfatterne tager udgangspunkt i begrebet social kapital, som det bl.a. ses hos den franske sociolog Pierre Bourdieu. Inspireret af kapitalbegrebet undersøges hvordan især den sociale kapital opbygges gennem børns opvækst. Den sociale kapital ses som en ressource, som måske endda opbygges gennem generationer.

Den kvalitative del af undersøgelsen bygger på samtaler med 16 unge mellem 15 og 17 år, udvalgt så de repræsenterer en bredde i social baggrund. Ud fra den teoretiske model om social kapital belyses, hvordan børn og unge håndterer sundhed og sygdom, eller sagt med forfatternes ord, hvordan de opbygger sundhedskapital.

Bogen giver indtryk af at være en tung teoretisk sag, men dens lidt kedelige ydre skal man ikke lade sig narre af. Den rummer spændende læsning og er svær at slippe, når man først er begyndt. Undersøgelsen viser, at børn og unges sundhedsfremmende handlinger og praktikker er tæt knyttet til deres sociale position og dermed til den socialisering, de har gennemgået i deres opvækst.

Det her er vigtig viden, når der skal interveneres i forhold til børn og unges adfærd, og måske er det her, forklaringen på oplysningskampagnernes manglende effekt skal findes. Forfatterne skyder med skarpt på de individrettede kampagner, som forsøger at adfærdsregulere svage grupper med gode råd og opfordringer til at ændre adfærd, da denne form har en tendens til at give målgruppen dårlig samvittighed, hvilket ikke er hensigten.

Som i mange andre sammenhænge er der en tendens til, at forebyggelse og sundhedsfremmende tiltag bygger på middelklassens normer og værdier. På den måde kan en nok så velment indsats, der søges formidlet, medvirke til manglende anerkendelse af målgruppen og dermed en stigmatisering med negative sundhedsmæssige konsekvenser.

Endnu engang kan man således påvise, at de gode tiltag let får en anden virkning end den, der var tiltænkt, også når det gælder sundhed. Er man ikke til teoretiske værker, kan man nøjes med at læse bogens konklusioner. Her er gode forslag til, hvordan den sundhedsfremmende indsats kan udmøntes i praksis på en måde, så vi opnår de tilsigtede resultater frem for at medvirke til, at den sociale ulighed i sundhed skal vare i generationer.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske, cand.pæd. i pædagogisk sociologi, ansat som udviklingskonsulent i Aabenraa Kommune. 

Forslag til, hvordan ensomme unge kan hjælpes

Annette Wiborg (red.)

Der er bare ikke rigtig nogen - en antologi om unge og ensomhed

Ventilen Danmark 2007
205 sider - 199 kr.

SY-2007-24-70gMange unge har ikke rigtig nogen at snakke med om de ting, der fylder meget i deres hoveder og sind. Ensomhed er en subjektiv følelse, som kan vokse til afmagt, når den unge ikke kan finde nogen at dele oplevelser, sorger og glæder med.

Unge, som lever med ensomhed, bliver meget påvirket af det, hvorfor denne antologi forsøger at sætte fokus på problematikken, så den unge kan se, at der til trods for afmagtsfølelsen er noget at gøre, og de mennesker, der møder disse unge, kan forstå problemet og dets omfang.

Antologien indeholder 14 indlæg, som er skrevet af frivillige, professionelle og af de unge selv. Dette giver en god bredde i forhold til den bearbejdede problematik, og som læser får man et overblik over, hvordan de unge føler det, hvad forskningen viser på området, og hvordan det er muligt for professionelle, som er i kontakt med unge, at rådgive og dermed medvirke til, at problemet afhjælpes.

Antologien er udgivet af Ventilen Danmark, som er en frivillig organisation, der driver mødesteder landet over for unge mellem 15 og 25. Ventilen er et tilbud til unge, der har svært ved at finde venner og skabe netværk, og som føler sig ensomme og udenfor i deres hverdag. I mødestederne får de mulighed for at møde andre, der har det på samme måde, og hjælp til at komme ud af den isolation, som ensomhed er.

Derudover arbejder Ventilen Danmark med at skabe information og debat om ensomhed blandt unge, hvilket denne antologi er medvirkende til.

Bogen giver et nuanceret billede af livet for unge ensomme og kan anbefales til alle, som kommer i kontakt med disse unge, enten det er som privatperson eller som professionel. Det er sparsomt med undersøgelser og forskningsprojekter, som fokuserer på ungdomsensomhed, men bogen giver mange forslag til, hvordan arbejdet med ensomme unge kan udvikles, så den unge hjælpes ud af ensomheden og ind i fællesskaber med jævnaldrende.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske, cand.pæd. i pædagogisk sociologi, ansat som sundhedskonsulent i Aabenraa Kommune.