Det skal være sjovt at gå på arbejde

Foto: Per Morten Abrahamsen

Tast lægemidlet Enbrel ind på søgemaskinen Google, og frem på skærmen popper historier om gigtplagede patienter, der fra den ene dag til den anden kan forlade kørestolen. Enbrel er et af de nye biologiske lægemidler, der har revolutioneret behandlingen af leddegigt.

Enbrel er også en af grundene til, at den 40-årige markedschef og tidligere sygeplejerske Ole Stids-Jønsby er stolt af sit arbejde i medicinalindustrien.

"Når jeg ser mig selv i spejlet om morgenen, så er det ikke sådan, at jeg tænker: "Nu skal jeg ud i medicinalindustrien og tjene en masse penge."

Jeg har lyst til at gå på arbejde, fordi jeg er med til at gøre en forskel for en masse mennesker. Ligesom penicillinen og mavesårsmedicinen har revolutioneret behandlingen, så betyder den nye biologiske medicin, at leddegigtpatienter får hæmmet betændelsesprocessen
og mange gange kan fungere normalt," siger Ole Stids-Jønsby.

Siden 2004 har han været markedschef for den danske afdeling af medicinalfirmaet Wyeth - en amerikansk medicinalgigant med 50.000 ansatte over hele kloden.

Wyeths danske afdeling holder til i en anonym gul murstensbygning fra 70'erne i et industrikvarter i Glostrup. Atmosfæren er uformel. Det er fredag eftermiddag, og der grines og pjattes helt ud i receptionen, da en gruppe ansatte holder møde for åben dør.

Den uformelle stemning er en fordel, mener markedschefen: "Det er ikke noget krav at det skal være sjovt at gå på arbejde men det gør det hele lidt nemmere. Der er en del ansvar og alvor i mit job, men det skal ikke blive for selvhøjtideligt. En god portion humor fremmer arbejdsglæde og innovation.

Hovedparten af Wyeths 40 danske medarbejdere er sælgere og tilbringer en stor del af deres arbejdstid på landevejen. Markedschefen tager imod i et mødelokale med kaffekrus i hånden. Han er klædt i mørke bukser og sweater og taler stilfærdigt og jordnært. Det er 14 år siden, at Ole Stids-Jønsby forlod sit job som sygeplejerske på en travl hjertemedicinsk afdeling på Århus Amtssygehus og blev sælger i medicinalindustrien. Han startede som lægemiddelkonsulent for Glaxo, blev siden produktchef i bl.a. Pharmacia & Upjohn og Ferrosan. For fem år siden blev han salgschef i Wyeth, og i 2005 blev han forfremmet til markedschef med ledelsesansvar for 20 medarbejdere.

Krumtappen i karrieren har ikke været de lange forløb på skolebænken, men derimod praksiserfaringerne som salgskonsulent og sygeplejerske kombineret med en række salgskurser i Bruxelles, Wien og København samt en diplomuddannelse i medicinsk ledelse.

"Som sygeplejerske lærer du mange kompetencer, der kan bruges i et lederjob. F.eks. at planlægge og arbejde hen mod bestemte mål. Via min professionelle baggrund som sygeplejerske har jeg fået en god indsigt i det kvindelige univers, og det er også en stor fordel som leder i et firma, hvor der er mange kvinder ansat," fortæller Ole Stids-Jønsby.

Omsorgen for akademisk

Det var ikke "vildt gennemtænkt," da Ole Stids-Jønsby i 1988 søgte ind på sygeplejeskolen i Århus.

Efter gymnasiet arbejdede han på et gerontopsykiatrisk plejehjem i Århus. Han elskede at pleje og passe gamle mennesker.

"Sygeplejerskerne på plejehjemmet havde prøvet rigtig mange forskellige ting. Jeg tænkte, at det kunne være en spændende uddannelse, der åbnede mange muligheder, når man ikke var helt fiks på, hvad man ville bruge sit liv til," siger Ole Stids-Jønsby, som på det tidspunkt havde en forestilling om, at han skulle være plejehjemsleder.

I starten var de to mænd i klassen, men den ene holdt hurtigt op. "Det generede mig ikke at være den eneste dreng i klassen. I begyndelsen tænkte jeg på uddannelsen som noget, der skulle overstås, så jeg kunne komme i gang med at arbejde. Men halvvejs inde i uddannelsen begyndte jeg at brænde for faget og omsorgen for patienter. Jeg blev sygeplejerske med hjertet," fortæller Ole Stids-Jønsby.

Allerede dengang var han stærkt kritisk over for den stigende akademisering af omsorgen i sygeplejen.

"På Århus Amtssygehus hænger et motto: "Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste." For mig er sygeplejen et omsorgsfag, og jeg var skeptisk over for den teoretisering, der skete af omsorgen. På den måde var jeg en gammeldags sygeplejerske."

Mange år senere besøgte Ole Stids-Jønsby et hospital, hvor han fik bekræftet sin fornemmelse af, at den basale omsorg for patienterne er blevet unødvendig teoretisk.

"Jeg mødte en vejleder for de sygeplejestuderende, som havde fået kritik af en censor i en eksamenssituation. En sygeplejeelev havde holdt en patient i hånden, og censor bemærkede, at vejlederen ikke havde spurgt eleven, hvad det var for en sygeplejeteori, der gjorde, at hun holdt patienten i hånden. Det er lige præcis essensen af den akademisering, der er sket af omsorgen. Jeg ved ikke, hvor mange patienter der er blevet lykkeligere af forskningen i omsorg. Hvis man bruger sin empati, så kommer man utrolig langt i sygeplejen."

Ud til arbejdsløshed

Da Ole Stids-Jønsby blev færdig i 1991, var der stor arbejdsløshed i faget. I første omgang kun den dygtigste pige i klassen, der fik job.

Men det lykkedes Ole Stids-Jønsby at få ansættelse på det gerontopsykiatriske plejehjem, hvor han tidligere havde været ufaglært. Senere fik han vikaransættelse på en hjertemedicinsk afdeling på Århus Amtssygehus. Sygeplejerskerne havde travlt, og patienterne lå ofte på gangen på grund af overbelægning.

Ole Stids-Jønsby kunne godt lide kontakten med patienterne, men følte, at han brugte for meget tid ved skrivebordet. Ofte gik han hjem med fornemmelsen af, at han havde spurtet ud og ind af stuerne uden ordentlig tid til at snakke med de syge.

"Jeg spurgte mig selv, om det nogensinde ville blive anderledes. Når jeg kiggede på mine kolleger, så var der mange 45-årige, som bare sad og brokkede sig," fortæller Ole Stids-Jønsby og fortsætter:

"Så længe du har tid til at få den gode respons fra patienterne, så er det jo lidt lønnen i sig selv. Så lever man med, at man skal arbejde hver anden weekend, og at lønnen ikke er så høj. Når du så lige pludselig sidder inde på kontoret og ikke har tid til at få god kontakt med patienten, så får man ikke længere den positive tilbagemelding."

Sygemeldt på grund af en kat

Ole Stids-Jønsby gjorde status og stillede tre muligheder op for fremtiden. Han kunne gå aktivt ind i fagpolitik og ændre tingene. Eller han kunne vælge at acceptere og holde kæft. Sidste mulighed var at søge helt væk.

"Jeg fandt frem til, at det ville være virkelig meget op ad bakke at tage kampen. Jeg ville gerne være leder, men ikke under de vilkår. Som afdelingssygeplejerske skulle du f.eks. motivere folk til at arbejde juleaften. Lige præcis juleaften burde systemet bare give den største julegave til politi, brandvæsen og sygeplejersker, der er nødt til at være på job. Det holder ikke, at det offentlige er så karrige over for mennesker, der måske skal være væk fra familien hver anden jul. Og det at være leder i et sådant system er ikke særlig attraktivt, når man faktisk ikke har midler til at motivere medarbejderne," siger Ole Stids-Jønsby.

Han følte det også demotiverende, at det ikke kunne betale sig at gøre en ekstra indsats.

"Jeg oplevede lidt, at det var ligegyldigt, om man var en topmotiveret, superdygtig sygeplejerske, eller om man var vrissen og inkompetent. Jeg havde f.eks. en kollega, der var sygemeldt tre uger, fordi hendes kat døde. Det er kun i det offentlige, at man kan komme af sted med at opføre sig sådan. Når man går på arbejde, skal man brænde for det, man gør. Men det gjorde ikke nogen forskel, om sygeplejersken var en ildsjæl og en god kollega, eller om hun var uengageret - i hvert fald ikke på lønsedlen."

Efter to år som sygeplejerske uden udsigt til fast arbejde søgte Ole Stids-Jønsby job i et medicinalfirma.

Han kørte rundt i Jylland for at markedsføre astmamedicin for praktiserende læger: "Jobbet som lægemiddelkonsulent er en spændende blanding af salg og information. Sygeplejersken har mange kvalifikationer, der kan bruges i salgsbranchen. Inden for salg er det første møde med kunden meget afgørende, og sådan er det også for sygeplejersken. Sygeplejersken skal i virkeligheden "sælge" hver eneste dag. Man skal aftale en bestemt behandlingsplan med overlægen, man skal tale med patienten, der ikke vil have den nødvendige medicin."

Anerkendelse er guld

Som lægemiddelkonsulent blev Ole Stids-Jønsby belønnet med bedre løn, julegaver og frynsegoder.

"Men jeg fandt lynhurtigt ud af, at f.eks. det med julegaver ikke var alfa og omega. Det, der betød noget, var, at det blev belønnet, hvis man havde gjort noget godt. Så tænker man, hvor ville det bare være skønt, hvis arbejdsgiverne i det offentlige kunne sige: "Nu giver jeg lige en sandwich eller en øl, fordi vi har fået tingene til at hænge sammen på trods af to langtidssygemeldinger." Jeg oplevede, at der manglede en løbende påskønnelse af en god indsats i det offentlige. Det virker adfærdsregulerende, hvis det bliver påskønnet, når man gør noget godt."

Ole Stids-Jønsby er i dag i en branche, hvor den enkelte medarbejders resultater og salgstal løbende bliver gjort op. Det er et system, der lægger op til konkurrence mellem de ansatte, og det ser han ikke noget problem i, så længe der er tale om "sund" konkurrence. Men han føler sig stadig som sygeplejerske, og drivkraften i jobbet er, at han er med til at hjælpe syge mennesker.

"Sidste år var Wyeth f.eks. med til at lave en depressionskampagne sammen med Psykiatrifonden. Det er kun halvdelen af alle danskere, der rammes af depression, som får stillet diagnosen, og kun ca. halvdelen af dem, der får diagnosen, får behandling. Lige så vel som man kan få målt sit blodtryk, så kan man få målt risikoen for depression. Det gik vi ud og fortalte om. Det kan godt være, at slutmålet for mit firma er profit, men når vi er bedst, er vi også med til at formidle den nyeste viden om medicin, sygdom og forebyggelse."