En ufrivillig pause fra stofferne

Afdelingssygeplejerske Mie Bertelsen: ”En urinprøve er også patientens mulighed for at sige: Der tog du fejl Mie! Jeg er clean, og det skal stå i mine papirer.” Foto: Morten Nilsson

Afdelingssygeplejerske Mie Bertelsen har ingen illusioner om, at patienterne i afsnit R6 er færdige med misbrug, når de engang forlader Sct. Hans Hospital.

Mange er overhovedet ikke motiverede for at lægge stofferne bag sig. Derfor skal det være så svært at få stoffer ind i R6, at selv de mest hårdkogte misbrugere går trætte. Men selv om man ikke er motiveret for at stoppe, er en periode uden stoffer alligevel et godt tilbud:"Vi giver dem en chance for at prøve at være upåvirket i tre-fire måneder. Det er ikke sikkert, de kan huske, hvordan det er. Det er ikke engang sikkert, de nogensinde har prøvet at være stoffri og i medicinsk behandling for deres sygdom," siger hun.

"Og patienterne udtrykker stor tilfredshed, når de flytter fra os. De har fået en rigtig pause. Det er så stressende at være i et aktivt misbrug og hele tiden skulle skaffe stoffer, at det er svært for andre at forstå."

Retspsykiatriens hovedopgave er ikke at afvænne patienterne. De er dømt til psykiatrisk behandling eller anbringelse, fordi de både er meget syge og har begået alvorlige forbrydelser som drab, brandstiftelse, voldtægt eller bare ren, gemen vold. Formålet med indlæggelsen er, at de kan forlade Sct. Hans Hospital velmedicinerede og i stand til at færdes i samfundet uden at være til fare for andre. "Og de skal have en livskvalitet, som samfundet kan være bekendt," siger Mie Bertelsen.

Det kan være en vanskelig balance, hvor mange kræfter man skal bruge på at arbejde med patienternes misbrugsproblem. Men da Mie Bertelsen blev afdelingssygeplejerske i november 2004, var hun i hvert fald fast besluttet på én ting. Stofferne skulle ud.

"Simpelthen. Med alt hvad de medfører af flere sygdomssymptomer, fikseringer, konflikter, afpresning, arbejdsskader, frustrationer og mangel på målrettet psykiatrisk sygepleje."

Hold øje med hoveddøren

Et drastisk fald i antallet af bæltefikseringer, arbejdsskader og opsigelser fra personalet vidner i dag om en meget roligere hverdag i R6.

Og det er næsten et år siden, Mie Bertelsen har været nødt til at lukke af for normale frihedsrettigheder i to-tre uger. Noget hun måtte gribe til fem gange i løbet af de første par år, fordi der kom stoffer ind, og der blev misbrugt massivt.

I hele 2007 har der kun været kontakt med politiet om fundne stoffer én eller to gange. Mantraet er: Stofferne kommer ind ad hoveddøren, så det er den, man skal holde øje med. "Alt, hvad der kommer ind ad fordøren, som vi ikke selv har haft med at gøre, skal visiteres. Mad, slik, gaver, alt," siger Mie Bertelsen.

Bestemmelser om besøg, gennemsyn af gaver o.l. er skrevet ind i afsnittets husorden, men efter den nye psykiatrilov kræver det en konkret begrundet mistanke og en overlægelig ordination, før man kan visitere en patient mod hans vilje. Tilsvarende gælder for ransagninger af patienternes stuer og krav om urinprøver.

Men en frivillig aftale om visitering kan være det, der gør udslaget, når man overvejer, om patienten skal have udgang alene. Og det får patienterne at vide fra starten,

"Vi gør et stort nummer ud af, at ting er forudsigelige," siger Mie Bertelsen. "Vi gør også meget ud af at guide patienterne i, hvad der er muligt og ikke muligt her, hvad sanktionerne er, hvis man ikke overholder regler og aftaler, hvad vi forventer af udvikling osv."

Kontrol vender to veje

Klare udmeldinger og konsekvent opfølgning på det, man ser. For personalets vigtigste redskab i kampen mod stofferne er deres kendskab til patienterne.

De kan se det på patienterne, når de har misbrugt. Lugten af hash er umiskendelig, patienternes sløvhed og tilbagetrækning ligeså. En overgearet patient på kokain eller amfetamin er heller ikke til at tage fejl af.

Alt, hvad der er usædvanligt, skal få personalets alarmklokker til at ringe. Hvorfor er det pludselig så utrolig vigtigt at låne lige præcis den videofilm på biblioteket" For at nævne en observation, der fik Mie Bertelsen til at skille videobåndet ad. Hun fandt også stoffet.

Urinprøver er først og fremmest dokumentation. De indgår i beslutningsgrundlaget, når afsnittet skal vurdere, om patienten er klar til nye frihedsgrader, eller en domstol på et tidspunkt skal tage stilling til, om en behandlingsdom eller anbringelse skal ophæves.

"Så kontrollen vender begge veje," siger Mie Bertelsen. "En urinprøve er også patientens mulighed for at sige: Der tog du fejl, Mie! Jeg er clean, og det skal stå i mine papirer."

Fokus på hoveddøren, klare regler og konsekvent indgriben på enhver mistanke. Men lige så vigtigt er det at tilbyde patienterne et alternativ til misbruget.

"Vi gør meget i aktiviteter, motion, udflugter og andre tilbud, som kan give noget glæde i tilværelsen. En glæde, som ikke er stofafhængig," siger Mie Bertelsen,