Vi vil ikke være politibetjente

Sygeplejerske Susanne Kok: ”Når vi visiterer et helt afsnit, bliver vi også politibetjente i patienternes øjne. Det skaber modvilje.” Foto: Alex Tran

Restriktioner kan være nødvendige, men de er en nødløsning. Sådan opsummerer oversygeplejerske Isabel Gindeberg syv års kamp mod stofferne, som patienterne har smuglet ind i retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. "Det er et problem, vi har arbejdet med i mange år, men vi har arbejdet meget traditionelt med det. Derfor har vi også haft meget ringe resultater. Jo mere restriktive vi er blevet, jo mere opfindsomme blev patienterne," siger hun.

Der må være en bedre måde at gøre tingene på, mener afdelingens ledelse, stærkt støttet af personalet. "Vi vil gerne i dialog med patienterne, inden problemerne opstår, og vi har følt, at vi løb panden mod en mur i den her politibetjentrolle," siger Susanne Kok, sygeplejerske og stedfortræder for afdelingssygeplejersken i retspsykiatrisk afdeling.

"Når vi visiterer et helt afsnit, bliver vi jo også politifolk i patienternes øjne. Det skaber modvilje, og det binder noget negativ energi hos personalet, når man hele tiden føler, at man er bagud: Nu misbruger de, nu er de skæve ..."

Susanne Kok sidder i en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal samle mere viden om kombinationen psykisk sygdom og misbrug og udvikle alternativer til kontrolregimet sammen med personalet.

"Når man har et misbrug, så har misbruget en funktion. Det er den tankegang, vi vil gå ud fra," siger Isabel Gindeberg.

"Misbruget må udfylde et tomrum, og hvis vi fjerner misbruget, må vi gøre noget for at fylde det tomrum, som misbruget efterlader. F.eks. har vi vældig god erfaring med motion og fysisk aktivitet.

Oversygeplejerske Isabel Gindeberg: ”Jo mere restriktive vi er blevet, jo mere opfindsomme blev patienterne.” Foto: Alex Tran

Legalt at tale om misbrug

Susanne Kok fortæller, at de enkelte medarbejdere allerede er begyndt at forholde sig meget mere til patienternes problemer med misbrug.

"Som kontaktpersoner har vi højst to patienter hver, og når man flytter fokus fra restriktionerne, bliver det også legalt at tale om, hvad der er svært, når man får tilbudt stoffer, og hvad vi som personale kan gøre for at hjælpe i den situation."

Nu er det ikke sådan, at afdelingen konstant sejler i stoffer, tilføjer Susanne Kok. "For øjeblikket har vi ikke de store problemer. Det kan selvfølgelig skyldes de patienter, vi har.

Men måske er der også noget, der er begyndt at flytte sig, selv om arbejdsgruppen først skal i gang nu. Der er faktisk patienter, der har taget op på vores ugentlige møder, at det er irriterende, når man får tilbudt stoffer."

Isabel Gindeberg har den samme oplevelse af, at kursændringen ikke har ført til flere stoffer, sådan som man måske kunne frygte. "Jeg spurgte en af vores overlæger, og hun sagde: Det er i hvert fald ikke blevet værre, det er heller ikke blevet mærkbart bedre, i værste fald er det det samme.

Så kan man sige, at både vi og patienterne har vundet noget. Vi kan aldrig komme stofferne fuldstændig til livs, medmindre vi lukker afdelingen totalt af. Men så er vi gået imod vores eget formål med behandlingen. Patienterne skal jo på et tidspunkt kunne begå sig uden for afdelingen."