Vores patienter har haft et møgliv

Den psykisk syge, der begår en alvorlig forbrydelse, lider højst sandsynligt af skizofreni. Det er næsten altid en mand, og som hovedregel har han et misbrugsproblem.

Man kan også roligt gå ud fra, at han har haft en meget vanskelig start i livet. Den unge mand med en god familiebaggrund, der går hen og stikker en kniv i en tilfældig passager i S-toget, som han tror vil ham til livs - han findes, men han er en undtagelse.

"De her gutter er raslet ned gennem det sociale system i ekspresfart," siger Mie Bertelsen om patienterne i retspsykiatrien  på Sct. Hans Hospital, hvor hun er afdelingssygeplejerske. "Deres sygdomshistorie er tit sammenfaldende, det, der varierer, er deres kriminalitet.

De har en ikke- eller dårligt behandlet skizofreni og er debuteret i ungdomsårene, tit som 12-13-årige. Hvis de er debuteret endnu tidligere, har de haft et forløb ud og ind af børne- og ungdomsinstitutioner, og i 13-15-års-alderen debuterer de så med misbrug.

Formodentlig som en form for selvmedicinering, eller også starter de med misbruget, og så kommer symptomerne væltende, stemmehøring, synshallucinationer osv.

De lever mere og mere et liv i udstødthed, falder ud af bolig, falder ud af uddannelse og arbejde, mister lejlighed, og de kommer ind i miljøer, hvor de måske ikke bliver rigtig kriminelle, for det magter de ikke.

Men de bliver håndlangere for kriminelle, lidt ud og ind af fængselsvæsenet. Indtil deres sygdomsudvikling på et tidspunkt kulminerer i en mere alvorlig form for kriminalitet. Fra mord af den mest bestialske karakter til slagsmål under et forsøg på at røve en tankstation."

Sct. Hans Hospital rummer en femtedel af de retspsykiatriske patienter i det gamle HS-område, de mest belastede. 25 pct. af dem er dømt til psykiatrisk behandling eller anbringelse efter drab, drabsforsøg eller vold med døden til følge. Andre er dømt for sædelighedsforbrydelser, brandstiftelse eller alvorlig vold. De er farlige, men de hører ikke til i den organiserede kriminalitet.

"De er underklasse i alle henseender, også i fængslerne," siger Mie Bertelsen. "Rigtig mange af vores patienter har haft et møgliv, og hvis de har haft pårørende, magter de pårørende ikke mere at have noget med dem at gøre."

Egentlige psykopater er få, men personligheds- og adfærdsproblemer, der dukker op, når psykosen er under kontrol, er der en del af.

Så ved siden af den øvrige psykiatriske sygepleje, samtaleterapi, psykoedukation, miljøterapi m.m., handler det også om at få lært fundamentale adfærdsnormer, tilføjer Mie Bertelsen.

"Helt ned på 1. klasse-planet: Nu taler den person, så venter du. Det er så grundlæggende ting, at vi som personale skal passe på, hvornår vi opfatter patienterne som konfliktsøgende. Man skal være åben for den mulighed, at de simpelthen ikke ved bedre."