Betingelsesløs omsorg til socialt udsatte

Knud Erik Jensen alias "Tudi" har boet mange år i Vesterled. Efter en langvarig indlæggelse pga. en hjerneskade forårsaget af en faldulykke på kældertrappen, der omfattede 24 timers fast vagt gennem flere uger pga. sengeflygtighed, blev han indstillet til plejehjem. Men Knud Erik Jensen ville hjem til Vesterled, og på trods af boligens dårlige fysiske forhold lykkedes det pga. en samlet indsats at opfylde ønsket. Nu spiser han dagligt morgenmad i "Kaffekanden" i selskab med hjemmesygeplejerske Susanne Falk.

Foto: Søren Svendsen

Ikke den bedste adresse, mener mange horsensianere, men når kulden sætter ind, og soveposen ikke længere kan holde på kroppens varme, vender vagabonden Willy uden tøven støvlesnuderne mod sit vinterhi i bebyggelsen Vesterled i Horsens. Lejligheden er lille, man skal bakke ind på toilettet, og badet i kælderen deles med 12 andre, vaskemaskinen med 24.

Men stedet er hans, og til forskel fra tidligere boliger bliver han ikke smidt på gaden, fordi humøret i en brandert bliver lidt højlydt. Der er også altid mulighed for at låne lidt småmønt hos naboen, og møder han og hunden ikke op ved "Skuret" til dagens første øl, kan han regne med, at det ikke går upåagtet hen. Sammenholdet - på godt og ondt - er stærkt i Vesterled.

Det, der adskiller Vesterled fra andre beboelsesområder, er, at den kommunale hjælpeindsats ikke har intentioner om at bryde beboerfællesskabet op. Heller ikke når samlingspunktet er øl i Skuret. Tværtimod er grundtanken, at beboerne har ressourcer, der kan og skal styrkes.

Dernæst ydes den sociale hjælp, omsorgen og sygeplejen på beboernes egne betingelser og enemærker. Uden krav om afholdenhed eller "noget for noget," som det er mange socialt udsattes erfaring med det offentlige hjælpesystem.

En broget skare

Vesterled, der består af tre hvide blokke med i alt 72 lejligheder på mellem 33 og 42 m2, ejes af Horsens Kommune. Tidligere blev lejlighederne brugt som ældreboliger, men standarden er nu for ringe (og huslejen derfor lav), og i dag udgør beboerne en broget skare. Her bor fem kvinder, resten er mænd, unge og gamle, de fleste enlige, på pension eller kontanthjælp. Aktuelt er to ud af bebyggelsens 68 beboere i fast arbejde. Enkelte har i perioder vikariater, én beboer er under uddannelse.

Næsten alle har et misbrugsproblem med enten alkohol eller hash, nogle få med hårdere stoffer. En del har psykiske problemer/psykiatriske lidelser oven i misbruget. Mange har somatiske, kommende kroniske sygdomme efter mange års misbrug og en generelt usund livsstil.

Fastansatte bygger bro

Efter hjemkomsten til Vesterled kan Willy hente hjælp til at bygge den nødvendige bro til verden udenfor hos de fastansatte medarbejdere i Vesterled, social- og sundhedsassistent og pædagog Anne Kjær og socialrådgiver Jette Carlsen Ravn: Til hjemmehjælpen, når skraldespandsposernes antal og indhold nærmer sig sundhedsrisiko. Til hjemmesygeplejersken, når skinnebenssåret ikke heler som forventet, og Anne Kjær har behov for sygeplejefaglig rådgivning. Til socialforvaltningen, når regningerne har hobet sig op hen over sommeren, og han ikke forstår hverken sproget i brevene eller betingelserne for at få hjælp. Til sygehuset, hvor han på dårlige dage kan blive kørt til kontrol af sin tuberkulose, der igen er blusset op. Eller til Rusmiddelcenteret for planlægning af en pause i misbruget.

Kaffekanden er hjertet i bebyggelsen

Willy og 20-40 andre beboere mødes dagligt til morgenkaffe med Jette Carlsen Ravn og Anne Kjær og to fasttilknyttede hjemmehjælpere i bebyggelsens fælles opholdssted "Kaffekanden." Her serveres vitaminpiller og morgenmad for en flad femmer på hverdage, alle er velkomne - de eneste regelbrud, der formener adgang, er besiddelse af våben og rusmidler.

I Kaffekanden opbygges tillid mellem professionelle og beboere. Her mægler Anne Kjær eller Jette Carlsen Ravn i konflikter mellem beboerne. Her videregiver beboerne deres bekymringer for medbeboere, man enten ikke har set nogen tid eller synes trænger til hjælp. Her aftales tid for en senere snak med Anne Kjær eller Jette Carlsen Ravn om dagliglivets bekymringer og sorger. Her grines, snakkes, trøstes, arrangeres fester, gåture og banko.

Medarbejdere forhindrer sump

For beboerne er det vigtigste i Vesterled fællesskabet, hvor man hjælper hinanden og accepterer hinandens særheder, men beboerne udtrykker i to evalueringsrapporter fra området, at uden faste medarbejdere i bebyggelsen ville området hurtigt forvandle sig til en sump.

Hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen er organiseret som i Horsens Kommune generelt, men når turen går til Vesterled, er det de samme udvalgte personer med speciel lyst til områdets beboere og problematikker, der tager opgaverne.

Ifølge sygeplejerske Sonja Taylor, assisterende områdeleder for hjemmehjælperne, og hjemmesygeplejerske Susanne Falk, som kører fast i området, er det helt afgørende, at beboerne mødes uden fordomme, og at den praktiske hjælp og sygepleje, den enkelte har brug for, ydes på vedkommendes egne præmisser. Derfor er der meget vide rammer for, hvad der er muligt, hvilket kun kan lade sig gøre pga. politisk og ledelsesmæssig opbakning, samt stor rummelighed og fantasi blandt de professionelle. F.eks. er det ikke usædvanligt, at hjemmehjælpen henter en beboer med diabetes hjem fra Skuret ved måltiderne, eller at hjemmesygeplejersken går forgæves utallige gange, men altid vender tilbage. Tværfaglighed og en fælles vilje til at løse problemer er ifølge assisterende områdeleder Gitte Krogh, som har det ledelsesmæssige ansvar for Vesterled, afgørende vigtigt. Alle er endvidere koblet op på det samme elektroniske journalsystem, og der afholdes jævnligt møder mellem de to faste medarbejdere, hjemmehjælpen, hjemmeplejen og ledelsen.

Et stort minus er lejlighedernes dårlige fysiske rammer, og det ærgrer Anne Kjær, at dette skal afgøre, om folk kan blive boende, når velviljen hos de professionelle til også at kunne rumme de fysisk plejekrævende faktisk er til stede. Et stort ønske for fremtiden er derfor, at lejlighederne renoveres.

Fastholdelse i misbruget og miljøet er den væsentligste ulempe ved at bo i Vesterled. Man fastholder hinanden i et negativt fællesskab omkring et misbrug, der kan være vanskeligt at slippe ud af. At flytte er en ensom sag, som få magter. Et andet problem er ifølge Anne Kjær en stærk tendens til, at de dårligt socialt stillede beboere opbygger fordomme over for andre grupper i samfundet, f.eks. over for mennesker af anden etnisk herkomst, der mobbes ud af bebyggelsen. Grønlandske kvinder accepteres til nød. Det omkringliggende samfunds stigmatisering udgør en anden ulempe. Ønsker en beboer i Vesterled f.eks. at oprette en kassekredit med det formål at komme ud af sit misbrug og videre med sit liv, er alene adressen tilstrækkelig til et afslag. Mange arbejdspladser i kommunen er endvidere mere end skeptiske over for at ansætte beboere fra Vesterled.

Truslen om desillusion og udbrændthed kan lure hos de professionelle, hvorfor det hele tiden er vigtigt at være bevidst om, på hvilket niveau plejen og omsorgen forebygger. Det handler om at være realistisk, fortæller Anne Kjær, og ikke sætte mål uden beboernes aktive medvirken. Der arbejdes altid ud fra empowermenttanken.

Øger livskvalitet og forebygger indlæggelser

Der er ikke udført målinger i forhold til f.eks. økonomiske gevinster for kommunen og sygehusvæsenet, men erfaringen er, at forebyggelse af indlæggelser er et af de områder, hvor den samlede indsats gør en markant forskel. Hos en konkret beboer fra ca. 50 indlæggelser på et år til et par stykker.

At den lokale indsats kommer tifold tilbage til både kommune og sygehusvæsen, er Gitte Krogh dog ikke i tvivl om. Hendes vurdering er, at beboerne i Vesterled har et bedre helbred og en bedre livskvalitet end beboere i sammenlignelige boligområder i kommunen.