Intensiv omsorg for efterladte

Vi kender det alle, os som arbejder med kritisk syge patienter på landets sygehuse. Situationen, hvor vores utilstrækkelighedsfølelse rører på sig, når vi tager afsked med pårørende, som forlader afdelingen for sidste gang, fordi en patient er død, og det eneste, vi har at give, er vores medfølelse og en plastikpose med afdødes personlige ejendele.

På intensiv afdeling på Regionshospitalet Horsens, Brædstrup og Odder bliver alle nærmeste efterladte til patienter, der dør på afdelingen, tilbudt en telefonopringning af den sygeplejerske, som afslutter forløbet eller har den tætteste kontakt med patienten og de pårørende.

Tilbuddet er blevet positivt modtaget, flere end 2/3 af de efterladte ønsker opringningen, og flere har givet udtryk for, at de har glædet sig til samtalen.

Foreløbig afprøves projektet i praksis, men det er ikke permanent. Pga. den positive tilbagemelding fra de efterladte og tilfredsheden hos kollegaer, håber vi, at projektet bliver et fast tilbud til de efterladte.

Projektet startede i 2005, hvor vi syntes, at det var et område, hvor vi havde et forbedringspotentiale. Både den tomheds- og forladthedsfølelse, den efterladte udtrykker, og den utilstrækkelighedsfølelse, disse situationer efterlader os i, ønskede vi at minimere.

Ved at systematisere de spørgsmål, vi mente, vi kunne stille, havde vi et redskab til ikke blot følelsesmæssigt at følge sørgende bedre på vej, men også en mulighed for at få tilbagemelding på den pleje og omsorg, vi har ydet i afdelingen. Netop det systematiske i opbygningen gør materialet anvendeligt i et fortløbende kvalitetsudviklingsarbejde.

Det har gennem hele forarbejdet været meget vigtigt for projektgruppen at sikre, at alle kollegaer har kompetence til at ringe den efterladte op og om nødvendigt rådgive kompetent om det at have mistet.

Som en start afklarede vi kollegaernes holdning til projektet ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse. Tilbagemeldingen var udpræget positiv, forbeholdene handlede primært om tvivl på egne kompetencer og afdelingens ressourcer.

Afklaring med ledelsen gav grønt lys - trods uvished om tidsforbrug. Efterfølgende har vi løbende haft debat om emnet i afdelingen, samlet artikler i en mappe, informeret om, hvor vi har været i projektforløbet på personalemøder, og talt med vores sygehuspræst Sisse Landert om projektet. Hun har gennemlæst vores arbejdsbog og er kommet med relevante overvejelser før samtalen, henvisningsmuligheder under samtalen og forslag til spørgsmål.

Ud over en meget positiv tilbagemelding fra Sisse Landert har andre vigtige meldinger været:

• Pas på ikke at gøre samtalen mere kompliceret, end den behøver at være.
• Vær opmærksomme på, at I går ind til en samtale, hvor kommunikation er vigtigere end information.

Vi har udarbejdet et skema, som skal udfyldes med navn på afdøde og den efterladte samt telefonnummer, hvis vedkommende ønsker at blive ringet op. Desuden er der mulighed for at vurdere på vores pleje, på opringningen, på tidsforbrug og udbytte, så vidt det kan udtrykkes og formuleres.

Ressourceforbruget har været meget varierende, men det har ligget på ca. 15 minutter pr. samtale, hvor nogle pårørende ønsker yderligere samtale. Vi pointerer, at samtalen ikke er et terapeutisk tilbud. Det har vi mulighed for at henvise til, ikke for selv at praktisere.

Vi tilstræber at spørge neutralt om forløbet i intensiv og har udelukkende fået positive tilbagemeldinger på vores sygepleje og på det at være blevet ringet op. Det tilbageviser de bekymringer og forbehold, der fremkom i spørgeskemaundersøgelsen blandt vores kollegaer om mangel på kompetence og ressourcer.

"I formåede at være til stede uden at fylde," lød det fra en pårørende. Sætningen gør det muligt for plejepersonalet at definere, hvad det var, der gjorde dette muligt, og tilstræbe at gøre det lige så godt næste gang.

Vores væsentligste opgave under samtalerne er at udvise oprigtig interesse for de efterladte og spørge, hvordan det går.
Opgaven er at:

• høre, om de har nogen at tale med
• gøre opmærksom på, hvem de eventuelt kan bruge i netværket
• finde ud af, om de har behov for hjælp til at tage kontakt til andre, f.eks. præsten, en sorggruppe, egen læge eller hjemmeplejen

Projektgruppen ser frem til den endelige evaluering. Med projektet rækker vi både ud til de efterladte og tilbage til os selv i plejegruppen. Vi har nu et arbejdsredskab, der rækker længere end til at udlevere en plastikpose.

Jette Thomsen er specialeansvarlig på intensiv afdeling, Regionshospitalet Horsens
Jeanette Skafsgaard er sygeplejerske samme sted.