Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kniv start, kniv slut, patient færdig

Digital overvågning. Operationsafdelingen er førende på verdensplan med et digitalt system, der sikrer overblik over operationerne, tiden, patienterne og personalet på de ni stuer.

Sygeplejersken 2007 nr. 25, s. 30-31

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

2507-31-01-2Da Sygeplejersken besøger operationsgangen, kan afdelingssygeplejerske Marie-Louise Ulsøe vise fire helt nye storskærme. Tastatur og ledninger er derfor ikke helt på plads endnu. Personalet på sengeafdelingerne på Organkirurgisk, Gynækologisk og Ortopædkirurgisk Afdeling behøver ikke længere ringe til operationsafdelingen og spørge til rækkefølgen af de akutte patienter. De har også skærme ligesom på operationsafdelingen.
Foto: Søren Svendsen

Operationssygeplejerskerne på Regionshospitalet i Horsens har ofte talt om, at de godt kunne ønske sig én af de tavler, man har i lufthavne, hvor man kan se de fly, der skal til at lette, og dem, der er lettet.

"Så kunne vi få overblik over, hvilke operationsstuer der er i gang, og hvor langt de er i operationen uden at skulle gå rundt og kigge ind ad koøjerne til alle stuerne," fortæller afdelingssygeplejerske Marie-Louise Ulsøe.

Cheflægen på Regionshospitalet i Horsens, Steen Friberg Nielsen havde kontakt til nogle forskere på Aarhus Universitet, som arbejder med it-løsninger til sundhedsvæsenet. Et samarbejde opstod, og et system blev født ud af operationspersonalets idéer i 2005. I dag er regionshospitalet førende på verdensplan med digital overvågning af de ni operationsstuer.

På fire store skærme kan man se, hvilke patienter der ligger på operationsbordet, hvem personalet er, og hvornår deres vagter starter og slutter. Grafikken på skærmene viser f.eks. en lille kniv som symbol for "kniv start" og "kniv slut," og der er en beregning af, hvor lang tid der går, før operationen forventes at være afsluttet.

Et kamera filmer inde på operationsstuen, og man kan derfor følge med i, hvad der sker på stuerne ved at se på skærmen. Man behøver ikke længere rejse sig og gå hen og kigge ind ad koøjet,
hver gang plejepersonalet fra en sengeafdeling ringer for at spørge til ventetiden på en operation.

På sengeafdelingen og opvågningen hænger de samme slags skærme, så personalet også der kan følge med i tekst og grafik og sørge for at have de patienter klar, der skal opereres. Hvis personalet på tværs af operationsafdeling, sengeafdelinger og sterilcentral vil sende beskeder til hinanden, foregår det via et interaktivt felt på skærmen, som man blot rører ved og skriver i, ligesom i chatprogrammer. På samme måde kan operationsafdelingen og koordinatorcentralen kommunikere.

"Skærmene giver et langt bedre overblik. Patienter og pårørende kan få hurtigere besked, hvis en planlagt operation må rykkes pga. noget akut. Det betyder bl.a., at patienterne ikke risikerer at faste unødigt længe. Vi har mange telefonopkald fra personale på de andre afdelinger, og i nogle tilfælde ringer patienterne også selv direkte til operationsgangen fra deres mobiltelefoner for at spørge, hvornår de er på programmet, og det er enormt forstyrrende. Ved hjælp af skærmene kan plejepersonalet orientere sig og give patienterne information om, hvor langt vi er," siger Marie-Louise Ulsøe.

Operationsafdelingen har, siden systemet blev indført for to år siden, haft mange delegationer af forskere, it-folk og politikere på besøg for at studere systemet. Både fra ind- og udland, bl.a. har det amerikanske luftværn lagt turen forbi Horsens.