Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ph.d.-afhandling: Organisering har betydning for læringsmiljøet

Forskningsprojektet er en kvalitativ undersøgelse af læringsmiljøet på to hospitalsafsnit og dets betydning for sygeplejestuderendes læreprocesser i sygeplejerskeuddannelsens kliniske undervisning.

Sygeplejersken 2007 nr. 25, s. 62

Af:

Jane Rohde Voigt, sygeplejerske, cand.pæd.

Jane Rohde Voigt, sygeplejerske, cand.pæd., forsvarer onsdag den 19. december 2007 kl. 13.00 afhandlingen "En ny kontekst for læring i hospitalspraksis - læringsmiljøets organisering og betydning. En kvalitativ undersøgelse af læringsmiljøet på to hospitalsafsnit og dets betydning for sygeplejestuderendes læreprocesser." Forsvaret finder sted i lokale D169 på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Det empiriske grundlag er en hospitalsorganisation, hvor en afgrænset form for læringsmiljø, en studieunit, udforskes og sammenlignes med læringsmiljø inden for en traditionel form for organisering med henblik på ligheder og forskelle.

Teoretisk er studiet baseret på Lave & Wengers sociale praksis- og læringsteori samt teorier om organisatorisk læring og arbejdspladslæring.

Der er fokus på relationen mellem deltagere og læringsmiljø og sygeplejestuderendes adgang til vejledning i praksisfællesskaber. Hovedbudskaberne er, at organisering har betydning for læringsmiljø og læring i et uddannelsesforløb. Fænomenet læring er tæt knyttet til en specifik kulturel kontekst og er sammenvævet med arbejdets normer og logikker. En studieunit udgør en formel organisatorisk ramme, der skaber en klar uddannelsesfunktion. Samtidig er der i læringsmiljøet tætte sociale samspil i form af kontinuerlig adgang til vejledning og relationer med andre studerende på tværs af semestre i forbindelse med læreprocesser som vigtige læringsressourcer i en professionsbacheloruddannelse.

Jane Rohde Voigt er ansat på Bispebjerg Hospital, HR & Udvikling.

Opponenter/bedømmelsesudvalg

Professor Kristin Heggen, Sektion for Helsefag, Oslo Universitet.
Lektor Christian Helms Jørgensen, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter.
Lektor Bibi Hølge-Hazelton, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet (formand).

Vejleder

Lektor Steen Høyrup Pedersen, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet.