Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tæt på ... i Horsens

Sygeplejersken 2007 nr. 25, s. 21-33

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Foto: Søren Svendsen

Danser fedtet væk

2507-21-01-2Thomas Teith Tarang er 21 år, og han bor ved fjorden i Horsens. Thomas Teith Tarang er på vej ind til et rygestopkursus, for nu skal det være slut. Han har forsøgt mange gange på egen hånd, men har erkendt, at han skal have noget hjælp til at kvitte cigaretterne.

"Det er en møgvane," som han selv udtrykker det. Hans mormor er indlagt på den intensive afdeling med dårlige lunger, og det har motiveret ham til at forsøge sig igen.

Thomas Teith Tarang tænker ellers meget over, hvordan han holder sig sund, og derfor danser han i en dansegruppe i Horsens Ungdomsskole, der kalder sig for Greasemonkeys. Det der med de seks stykker grønt om dagen synes han kan være svært at få ned hver dag, men i dansestudiet danser han fedtet af.

På jagt med hunden

2507-21-02-2Nete Vorgaard er 43 år og bor i Hundslund. Hun arbejder som helsepædagog på et opholdssted for udviklingshæmmede børn og unge.

Hun har selv tre børn på 22, 18 og 16 år. For at holde sig i form går hun på jagt sammen med hunden, og for nylig blev hendes korsbånd revet over, da hun skulle springe over en grøft. Hun holdt op med at ryge for et år siden, og det mener hun må være ret sundt.

Nete Vorgaard mener, at sundhed også handler om kosten og at tænke med fornuften, når man putter mad i munden.

Hun ynder selv at lave retter med vildt, og om efteråret tilbereder hun masser af rodfrugter, for det passer godt til årstiden.

Cheflægen skrotter aftaler i overfyldt kalender

2507-23-01-2Steen Friberg Nielsen er 65 år og fra Vejle. Er cheflæge på Regionshospitalet i Horsens. Har lidt af forhøjet blodtryk, siden han var 20 år pga. en sygdom i lymfesystemet og er derfor nødt til at leve sundt.

Det gør han ved at få en god nattesøvn og skrotte det, han ikke kan overkomme i den overfyldte kalender.

Han mener selv, at hans værste last er at lade sig engagere i alt for mange ting på én gang, han har svært ved at vælge fra. Han dyrker alpint skiløb, sejlsport, fluefiskeri og kører langt på cykel og går ofte ture nær huset i Vejle Ådal. Bruger meget tid på haven og brændet. Spiser hjemmedyrkede agurker og æg fra egne lægekontrollerede høns.

Ingefær holder sygdom væk

2507-23-02-2Saada Hansen er 44 år og stammer fra Tanzania i Østafrika. Hun er social- og sundhedshjælper på Vesterled plejehjem i Brædstrup.

Der har hun arbejdet i fem år. Ifølge Saada er man sund, hvis man følger madpyramidens anbefalinger. Derfor spiser hun meget fisk og mange grøntsager.

Da hun mødte sin mand for 14 år siden, var han ofte syg med lungebetændelse, men ifølge Saada, skal symptomer på sygdom behandles med masser af ingefær.

Siden hendes mand mødte Saada, har han spist meget ingefær, og han har ikke været syg med lungebetændelse siden.

 
Brolæggeren passer sit arbejde hver dag

2507-26-01-2Poul Bo Jensen er 41 år og født i Horsens. I de sidste tre måneder har han arbejdet som brolægger for kommunen.

Tidligere har han bl.a. været slagteriarbejder og sejlet med coaster. Sundhed er ifølge Poul Bo Jensen at kunne stå op hver dag og passe sit arbejde og undgå sygdom.

Han dyrker ikke motion, men han har et rimeligt hårdt fysisk arbejde, og det giver også gode muskler, når han kløver træ til brændeovnen derhjemme i landsbyen Nim 13 km fra Horsens.

Han spiser meget kød og grønt, men også slik, og han mener selv, at det er årsagen til lidt overflødige kilo. Han har røget 20 Rød Cecil om dagen, siden han var 18 år.

Bagerjomfruen undgår at blive et surt brokkehoved

2507-26-02-2Lone Larsen er 35 år og fra Søvind lidt uden for Horsens. Er uddannet frisør, men har de sidste fem år arbejdet i sin mands bagerbutik Medaljon, som er gået i arv i fire generationer.

Sundhed er ifølge Lone Larsen at være glad, når man står op om morgenen til en god forretning med gode ansatte.

At undgå at blive et surt brokkehoved. I fritiden dyrker hun masser af sport, og hun får desuden motion ved at løbe op og ned ad trapperne i forretningen.

Hun elsker kager og spiser mange af dem, men rugbrød, grøntsager og en daglig vitaminpille hører også til de faste vaner.

Receptionisten spiser seks måltider om dagen

2507-29-01-2Joan Midtgaard Jensen er 61 år og fra Horsens. Er receptionist på Regionshospitalet i Horsens. Har aldrig fejlet noget alvorligt og synes selv, at hun har et godt helbred både fysisk og psykisk.

Har spist diabetes-kost i 22 år, da hendes dengang niårige søn fik konstateret sygdommen. Hun spiser seks måltider om dagen, tre hovedmåltider og tre mindre måltider. Har hele tiden en vandflaske stående, som hun fylder op, hver gang den er tømt. Går til gymnastik én gang om ugen og går både til og fra arbejde en halv time hver vej.

Operationssygeplejersken spiser mad med lavt kolesterolindhold

2507-29-02-2Anni Pedersen er 40 år og arbejder som operationssygeplejerske på Regionshospitalet i Horsens. Bor i Løsning, der ligger mellem Horsens og Vejle. Hun føler sig sund og er stort set aldrig syg.

Får masser af frisk luft, når hun går ture eller til hundetræning med sin labrador.

Hun går til gymnastik 1-2 gange om ugen og er træner for to hold spring-børn. Siden hendes mor fik en blodprop for to år siden, har hun været opmærksom på, at et forhøjet kolesteroltal er en familiesvaghed.

Derfor spiser hun mad med lavt kolesterolindhold, og slik og chips er begrænset til én dag om ugen.

Laurits løb 22 km på idrætsdagen

2507-33-01-2Laurits Lomholt er otte år gammel og går i anden klasse.

Han bor midt i Horsens by, og der har han boet, siden han blev født. Laurits Lomholt mener, at for at være sund skal man bevæge sig og spise grøntsager.

Laurits selv løb 22 km på Idrætsdagen dagen før efterårsferien. Til daglig spiller han fodbold og badminton, men fodbolden er en disciplin, han synes er særlig sjov.

Laurits kan også bryste sig af, at han har fået et nyt Horsens halstørklæde, for som han siger: "Jeg holder med AC Horsens, og jeg skal have det på til kampene, så kan folk se, hvem jeg holder med."