Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vil være kendt for den sunde livsstil

Rykker frem. Den er kendt som industri- og fængselsby, og sundheden er ikke i top. Men byen har længe arbejdet på at ændre sit renomé, og nu vil den også være kendt for den sunde livsstil. Sygeplejerskens rejsende redaktion har taget pulsen på sundheden i Horsens.

Sygeplejersken 2007 nr. 25, s. 16-17

SY-2007-25-hosens%20(1)

Erik Sørensen har netop været indlagt på Livsstilscentret, Regionshospitalet Brædstrup, hvor patienterne lærer den sunde livsstil. Foto: Søren Svendsen

       

I 20 år har Horsens været med i verdenssundhedsorganisationens WHOs Sund By-netværk, og det er dermed den by i Danmark med længst erfaring i at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Det var ét af argumenterne for, at Sygeplejerskens redaktion valgte Horsens som mål for vores rejsende redaktion i 2007. Byen, der i de seneste år har formået at få vendt et lidt kedeligt image af fængsels- og industriby til en by, hvor verdensstjerner som Madonna og Rolling Stones holder koncerter.

I tre dage har journalister, fotografer og fagredaktører været rundt i kommunen, i Sund By-butikken, på regionshospitalerne og ude blandt borgerne i Horsens og Brædstrup for at høre, hvad byen og borgerne gør for at bekæmpe de livsstilsrelaterede folkesygdomme som overvægt, diabetes, KOL og hjerte-kar-sygdomme, som plager befolkningen i hele landet. Vi har også set på, hvordan man samarbejder på tværs af kommunen og hospitalerne.

På trods af de mange års indsats for at forbedre sundheden ligger Horsens stadig i den tunge ende over byer med høj forekomst af livsstilsrelaterede sygdomme. Topscoreren er forhøjet blodtryk, blodprop i hjertet og hjernen, diabetes og KOL. Horsens er bl.a. en af de byer i Danmark med flest dagligrygere og flest svært overvægtige. Men med en målrettet evidensbaseret sundhedsfremmende indsats rykker sundheden i den rigtige retning. Historierne kan du læse i temaet "Tæt på Horsens".

BYEN VED FJORDEN 

Horsens Kommune tæller ca. 79.000 indbyggere. Kommunen består af de tidligere Horsens, Gedved og Brædstrup Kommuner, minus en lille del af Brædstrup, der har valgt at blive en del af Skanderborg Kommune. Kommunen dækker et areal på 542 km2 og breder sig fra øen Endelave i øst til Brædstrup i vest.