Kontaktsygepleje - stærk, men sårbar

I Danmark har organiseringen af sygeplejen siden 1980'erne i stadigt stigende grad omfattet forskellige former for kontaktsygeplejeordninger. De organisatoriske og ideologiske rødder er hentet enten fra "Primary Nursing" eller "Case Management by Nurses," udviklet i USA. Hovedideologien er helhedssygepleje inden for en organisering, hvor én sygeplejerske påtager sig ansvaret for en mindre gruppe patienter over tid.

Inden for dansk sygepleje har kontaktsygepleje inspireret af "Primary Nursing" været mere eller mindre rendyrket i forhold til hovedideologien, ligesom benævnelsen har været forskellig: tildelt patientpleje, tillempet kontaktsygepleje, ren primærpleje eller tillempet modulpleje er nogle af eksemplerne. Sygeplejersken fungerer her som generalist. Hun er patientens nøgle- og kontaktperson med hensyn til at koordinere undersøgelse og behandling og den person, der udfører observation, pleje og omsorg over for patienten og har kontakten til de pårørende. Inden for kontaktsygepleje inspireret af "Case Management by Nurses" fungerer sygeplejersken som specialist. Hun er en klinisk ekspert, koordinator og kontaktperson for patienter, pårørende og relevant behandlerteam for en bestemt patientgruppe, f.eks. organtransplantationspatienter.

Uanset benævnelse og form for kontaktsygeplejen er forventningen forbedrede vilkår for både patienter og sygeplejersker og en optimal udnyttelse af ressourcerne i sygehusvæsenet.

Med henblik på at skabe overblik over, hvilken betydning kontaktsygepleje har for patienter og sygeplejersker samt angive nogle perspektiver på området, udførte jeg i 1997 en undersøgelse (1) af forskellige former for kontaktsygeplejerskeordninger i Danmark. Et vigtigt budskab i undersøgelsen er, at sygeplejersker lokalt ligger inde med en vigtig erfaringsbaseret viden om fordele og ulemper ved kontaktsygepleje, som ikke er systematisk indsamlet og publiceret. I dette perspektiv er undersøgelsens resultater stadig aktuelle.

Få evalueringer

Undersøgelsen viste bl.a., at antallet af danske evalueringer af kontaktsygepleje var få og ikke viste, om kontaktsygepleje som eneste intervention øger patienttilfredshed, plejekvalitet eller effektivitet målt på liggetid. Trods den manglende dokumenterede effekt var kontaktsygepleje en udbredt måde at organisere sygeplejen på i Københavnsområdet. Der fandtes mindst én ordning ved 57 (48 pct.) af de i alt 119 undersøgte over- og centerchefsygeplejerskeområder, der repræsenterer et bredt udsnit af kliniske specialer, f.eks. medicin, kirurgi, geriatri, pædiatri og psykiatri. 85 pct. af de kortlagte kontaktsygeplejerskeordninger kunne indplaceres som generalisttyper, 15 pct. som specialisttype.

Kontaktsygeplejerskernes erfaringer med og vurderinger af kontaktsygepleje sammenlignet med en tidligere plejeform, f.eks. gruppepleje, var helt overvejende positive. Den enkelte sygeplejerske opnår en større viden om patienterne, hun får mulighed for at yde helhedssygepleje og at opbygge et tillidsforhold til patient og pårørende, hvilket fremmer fagligheden, arbejdsglæden og arbejdsmotivationen. Organiseringen vurderes dog ikke til at påvirke eksisterende problemer med højt sygefravær og personaleflow.

Større og anderledes krav

De vigtigste problemer i kontaktsygeplejen er:

1. Der bliver stillet større og anderledes krav til sygeplejerskerne fra både leder, kollegaer, patient og pårørende.

2. En forhenværende gruppetænkning skal fraviges til fordel for individuel refleksion og beslutningstagen, hvilket er vanskeligt især for yngre og uerfarne sygeplejersker.

3. Lange perioder med aften- eller nattevagt.

4. Sygeplejerskerne tager patent på patienterne og intervenerer i læge/patientforholdet.

5. Organiseringen afslører faglig utilstrækkelighed for patienter, kollegaer og tværfaglige samarbejdspartnere, hvilket kan medføre usikkerhed hos den enkelte kontaktsygeplejerske.

6. Der mangler i høj grad støtte og supervisionsmuligheder for kontaktsygeplejerskerne, specielt i relation til alvorligt syge patientgrupper.

I rapporten, der kan rekvireres hos undertegnede, præsenteres desuden fire forskellige danske eksempler på kontaktsygepleje med hensyn til organisering, værdier, arbejdsopgaver, kvalifikationer, vurdering af og erfaringer med ordningen samt barrierer.

Evy Ravn er fagredaktør på Sygeplejersken.

Litteratur

1. Ravn E. Kontaktsygeplejerskefunktionen: diskussion af dokumenterede resultater og erfaringer med forskellige former for kontaktsygeplejerskeordninger inden for sygehusvæsenet i Danmark. Kbh.: Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og Omsorgsforskning; 1997.