Sådan lykkes kontaktsygeplejen

Afdelingssygeplejerske Berit Bregnhoved har fordelt vagter og tjenestetider på en  12-ugers rulleplan. Patienterne fordeles løbende efter en ugeoversigt, der viser de enkelte sygeplejerskers fremmøde. Foto: Heine Pedersen

Kontaktsygepleje, også kaldet primærsygepleje. En indlysende god idé, men svær at gennemføre.
Ansvaret for plejen er klart placeret, og patienten ved, hvem han skal henvende sig til, når der er udpeget en kontaktsygeplejerske. I princippet i hvert fald. For sygeplejersker skal både have fridage og gå i vagt, og under alle omstændigheder skal der tre sygeplejersker til at dække et vagtdøgn.

Men med en gennemtænkt og konsekvent planlægning kan det godt lade sig gøre at holde patienternes sygeplejerskekontakter nede på et minimum. Det viser erfaringerne fra sengeafdelingerne i Mave-tarm-kirurgisk afdeling K på Bispebjerg Hospital: Når en patient f.eks. bliver indlagt til en colonoperation om mandagen, opereret om tirsdagen og går hjem torsdag, har patienten typisk mødt tre-fire forskellige sygeplejersker under opholdet i sengeafdeling K1: én om dagen, én eller to om aftenen, én om natten.

Lange vagtperioder

Det kræver en vagtplan, der er specielt indrettet på at sikre kontaktsygeplejen. Men allerførst kræver det en ren sygeplejerskebemanding, fastslår ledende oversygeplejerske Jens Glindvad Kristensen.
"Det er den væsentligste enkeltfaktor. Det giver jo dobbelt så mange kontakter, hvis patienten skal se både en sygeplejerske og en assistent i hver vagt," siger han.

Afdeling K indførte begreberne "personlig læge" og "personlig sygeplejerske" i begyndelsen af 90'erne. For et halvt år siden blev de oprindelige principper for vagtplanlægningen revideret på flere punkter.
Men grundprincippet er stadig, at sygeplejerskernes vagter er samlet i lange sammenhængende blokke, f.eks. tre uger dagvagt, tre uger aftenvagt.

Da afdeling K i sin tid indførte kontaktsygepleje, blev dagvagtsperioden sat til fire uger. Det passede med det længste typiske patientforløb i afdelingen. Efter fire ugers dagvagt fulgte en periode på fire uger med aften- eller nattevagter. Sygeplejerskerne arbejdede sammen i makkerpar, som gik i dagvagt samtidig, så de kunne passe hinandens patienter på fridagene. Og makkerparrene arbejdede sammen to og to, så det ene makkerpar gik i dagvagt, mens det andet gik i aftenvagt og omvendt. Stadig hos de samme patienter. Systemet gav en enestående kontinuitet, sygeplejerskerne var glade for det tætte samarbejde i makkerparrene og følte et stort ansvar for deres patienter.

Men afdelingen havde alligevel svært ved at holde på de erfarne sygeplejersker. Og da man indførte accelererede forløb for de planlagte patienter, var der for lidt personale på hverdagene, fortæller afdelingssygeplejerske Berit Petersen Bregnhoved om baggrunden for de ændringer, man nu har foretaget i vagtskemaet. De faste makkerpar blev ophævet, fordi ordningen ikke tillod deltid, og fordi den ikke gav tilstrækkeligt fremmøde på hverdagene. I den nye plan er der flyttet timer til hverdagene fra weekenden, hvor mange patienter alligevel er gået hjem.

"Ellers kan sygeplejerskerne ikke nå alt det, de skal med patienterne i de accelererede forløb," siger Berit Bregnhoved.
"De skal have ekstra megen information, de skal hele tiden nødes til at spise og stå ud af sengen osv."

Vagt hver tredje weekend

Den gamle plan var meget striks og tillod ikke fleksibilitet. "Nu har vi f.eks. åbnet for, at man kan arbejde på deltid. For vi mistede mange i gamle dage, når de kom tilbage fra barsel og ikke kunne gå ned i tid," forklarer Berit Bregnhoved.

I det gamle skema gik flere sygeplejersker i nattevagt syv dage ad gangen. Det er meget usundt, ved man nu, så det tager den nye vagtplan også højde for. "Og så har vi været nødt til at tilgodese, at sygeplejerskerne helst vil nøjes med at arbejde hver tredje weekend," tilføjer afdelingssygeplejersken.

"Derfor har vi indført 12 timers vagter hver sjette eller 12. weekend, og det betyder, at vi er nødt til at bryde kontinuiteten fra hverdagene. Til gengæld giver 12-timers vagterne bedre kontinuitet i selve weekenden."

Vagtplanen er blevet lidt mere af et puslespil. Men det kan stadig lade sig gøre at begrænse antallet af kontakter, også i vagterne. Først og fremmest fordi de typiske patientforløb er blevet kortere.
Berit Bregnhoved har udarbejdet en 12-ugers rulleplan for sine 14 sygeplejersker, og hver uge fordeler hun patienter på en ugeplan, der viser, hvilke sygeplejersker der er til stede dag, aften og nat. Så hun f.eks. kan planlægge, at en sygeplejerske, der starter aftenvagt, kan fortsætte med at passe de patienter, hun kender fra sin dagvagtsperiode.

Rulleplanen samler stadig vagterne i længere perioder, men makkerparrene er afløst af to grupper med syv sygeplejersker i hver. Om natten arbejder de to naboafdelinger K1 og K2 sammen. De har hver 13 patienter og tager hver en uge på skift. Planen ligger fast, og hvis sygeplejerskerne har brug for ekstra fridage i vagter eller weekender, må de bytte.
"Men det giver til gengæld ro. Man ved, hvordan man skal arbejde et år frem i tiden."

Sygeplejersker, der arbejder dag-aften, veksler mellem tre uger i dagvagt og tre uger i aftenvagt. Dag-nat-sygeplejerskerne har to sammenhængende dagperioder over 12 uger, den ene på fire uger og den anden på fem samt tre kortere perioder i nattevagt. Det hænger sammen, når Berit Bregnhoved kan få hjælp udefra. Hver anden weekend må en sygeplejerske fra ambulatoriet eller endoskopien komme og tage en dagvagt.

"Og vi er blevet mere sårbare i weekenden, når vi mangler en sygeplejerske," siger hun. "Heldigvis er folk utrolig ansvarlige, og vi har kun 1,7 pct. sygefravær her i K1."