Sygeplejerskerne har forladt Zimbabwe

Arkivfoto: AFP

Den 61-årige sygeplejerske Linda Musiyiwa trækker et par krøllede pengesedler frem fra sin pung. 140 milliarder Zimbabwe dollars eller det samme som en månedsløn for en sygeplejerske. Selvom beløbet lyder kolossalt, er det kun lige nok til at købe tre brød i Zimbabwe.

Det engang så velstående og demokratiske land er i dag forvandlet til en afrikansk fattiggård og et benhårdt diktatur. På grund af aids og ekstrem fattigdom er den gennemsnitlige levealder de seneste 10 år faldet fra 50 år til i dag godt 40 år. Hospitalerne fungerer ikke, og størstedelen af landets 12 millioner indbyggere er overladt til hjælp fra naboer og familie, hvis de bliver syge. Mange dør, fordi de ikke får deres medicin. Tusindvis af læger og sygeplejersker har forladt landet. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der i dag under 9.000 sygeplejersker tilbage. Det svarer til en sygeplejerske pr. 1.400 indbyggere mod ca. én sygeplejerske pr. 100 indbyggere i Danmark. Alene i 2006 hyrede de britiske hospitaler 1.600 zimbabweanske sygeplejersker.

Men Linda Musiyiwa har valgt at blive. Sygeplejersken møder hende en strålende sommerdag i København. Den tætte afrikanske kvinde med de ildrøde hennastriber i det sorte hår er lattermild og sprudler af energi. Formålet med hendes korte besøg er at holde foredrag for en gruppe kvindelige erhvervsledere, der via den danske organisation Mellemfolkeligt Samvirke støtter hendes indsats for at hjælpe kvinder og bekæmpe hiv og aids i et fattigt landdistrikt.

I 25 år arbejdede Linda Musiyiwa som psykiatrisk sygeplejerske i Zimbabwes næststørste by Bulawayo. Da hun startede sin karriere, var landets sundhedssystem et af Afrikas mest veludviklede.

"Efterhånden som forholdene blev værre, besluttede jeg, at det ikke længere gav mening at arbejde på et hospital. Jeg kunne ikke gøre noget for patienterne. Der var ingen lagner, intet udstyr, ingen medicin, intet personale," fortæller Linda Musiyiwa.

Mens de fleste af kollegerne er rejst udenlands, har den 61-årige sygeplejerske Linda Musiyiwa valgt at blive. Hun kvittede sit hospitalsjob i 1980 og arbejder i dag med forebyggelse af hiv/aids. Linda Musiyiwa er personligt berørt af den masseflugt, der præger Zimbabwe. To af hendes voksne børn har slået sig ned i henholdsvis Botswana og Zambia, og hendes ældre datter er psykiatrisk sygeplejerske i Storbritannien. Foto: Christoffer Regild

3.000 dødsfald om ugen

Sundhedssystemets deroute har især konsekvenser for den sjettedel af befolkningen, der er ramt af hiv/aids. Heraf mange kvinder i den fødedygtige alder. I øjeblikket modtager under en fjerdedel af de hiv-smittede, der har brug for det, livsforlængende medicin. Derfor dør 3.000 mennesker om ugen af hiv/aids.

"Jeg gjorde på et tidspunkt op, at når jeg ikke kunne behandle patienter, så kunne jeg bruge min baggrund som sygeplejerske ved at arbejde med forebyggelse af aids." forklarer Linda Musiyiwa. Som koordinator i den zimbabweanske græsrodsorganisation Musasa har hun de seneste år organiseret selvhjælpsgrupper for prostituerede.

Linda Musiyiwa fortæller, at den udbredte fattigdom og de seneste års svigtende regn har betydet, at mange kvinder er blevet tvunget ud i prostitution af økonomisk nød. Et af målene med grupperne er at forhindre spredningen af hiv/aids ved at få kvinderne til at kræve, at mænd skal bruge kondom. Men grupperne giver også kvinderne støtte til at lægge planer for deres liv, så de kan komme ud af prostitutionen.

"Da jeg startede arbejdet med de prostitu-erede, var der flere af mine mandlige kolleger, som sagde: "Linda, du er ikke rigtig klog. Man kan da ikke ændre de prostitueredes liv," fortæller Linda Musiyiwa, mens hun viser et grønt hæfte frem, hvor kvinderne i projektet fortæller deres personlige historie.

"De fleste af de kvinder, jeg har kontakt med, er blevet tvunget ud i prostitution på grund af sociale omstændigheder. Nogle er blevet smidt ud af manden og har ingen til at forsørge sig. Andre er enker, som har måttet overlade alle mandens ejendele til hans familie og derfor ikke har andre muligheder for at forsørge sig selv. Jeg møder en fattigdom, der er så stor, at piger i puberteten end ikke har mulighed for at købe menstruationsbind og derfor bliver væk fra skole mange uger om året."

Linda Musiyiwa lægger ikke skjul på, at det kan være svært at bevare håbet i et land, hvor regeringen har forbudt internationale hjælpeorganisationer at arbejde i landdistrikterne.

"Men jeg håber, der kan findes en politisk løsning. Zimbabweanere er veluddannede og flittige," lyder det diplomatisk fra sygeplejersken, der af sikkerhedsgrunde er tilbageholdende med at tale politik. Et par dage efter interviewet er hun igen tilbage i hjemlandet, hvor brødpriserne er steget endnu nogle hundrede procent. Linda Musiyiwa hører til de heldige, der arbejder for en privat organisation og derfor får sin løn udbetalt i amerikanske dollars.