Angsten ødelægger kroppen

Hazhar Jaaf, 33 år, ni år i Danmark

"Jeg tænker på min fremtid og min kones fremtid. Det gør mig træt - som om der ligger en stor sten lige her," fortæller Hazhar Jaaf og tegner en cirkel på sin brystkasse. Hazhar Jaaf har problemer med hjertet og smerter i sit højre ben. Han har haft to blodpropper på fire år, men i flere uger har Hazhar Jaaf ikke taget medicin: "Jeg tør ikke gå uden for kirken for at hente den. Men jeg er jo også i fare her, hvis blodpropperne kommer igen." Foto: Thomas Tolstrup

Amala placerer sine fugle af pap og porcelæn mellem vedbendens blade. Planten slynger sig fra den store altan og strækker sine grene ind i stuen. Vi er helt oppe under himlen: Amala bor på 11. sal i et højhus i en midtjysk by.

"Fuglene betyder frihed," siger hun.

Og frihed er et vigtigt begreb. For Amala ved, hvad indespærring gør ved et menneske. Hun er 63 år gammel og fra Irak. Der fik hun sin bachelorgrad i arabisk litteratur. Der arbejdede hun også som gymnasielærer, indtil hun en dag blev arresteret. Amala var politisk aktiv og sad syv år i fængslet. Minderne fylder stadig hendes krop.

De kommer om natten, hvor hun hører fængslets lyde. Hun mærker frygten lige så stærkt, som hvis hun stadig var der. Der går dage mellem, Amala kommer ud: Hun er sky - og efterhånden er hun også fysisk svækket. Amala har bl.a. sukkersyge og slås med lammelserne efter flere blodpropper.

Lidelserne har et navn. Amala har kompleks PTSD. Det betyder, at hendes angst stammer fra de oplevelser, hun havde i fængslet. Hvad værre er: Traumerne har lejret sig så dybt, at hun er blevet fysisk syg.

Derfor kan Amala heller ikke behandles af en enkelt læge eller psykolog. Og derfor er det en hel delegation, som besøger hende i lejligheden under himlen en onsdag i marts.

De skal finde ud af, præcis hvor syg hun er - og hvad der kan gøres ved det.

Stemmer i natten

Amala har været syv år i Danmark. I et par år gik hun til psykolog. Hun kommer regelmæssigt på hospitalet, som behandler hendes sygdomme. Men det er først for nylig, at Amala blev henvist til Center for Traume- og Torturoverlevere i Vejle - og til et personale, der forbinder hendes problemer med de oplevelser, hun havde i fængslet.

I dag består holdet af Lone Hvilsom, som er fysioterapeut og socialrådgiver Anne Mygind. Adnan Moussa er med som tolk. Besøget er det andet ud af tre i alt. De skal udrede Amalas symptomer, inden den egentlige behandling går i gang.

Derfor lytter holdet opmærksomt, mens Amala taler om sin hverdag.

"Klokken syv om aftenen afbryder jeg telefonen og slår ringeklokken fra," fortæller den irakiske kvinde.

Hun forsikrer sig om, at hun er helt alene. Alligevel hører hun stemmer i natten. De kommer, når fjernsynet er tændt. Selv om hun tager lyden fra, bliver stemmerne ved: "Jeg føler, at nogen er på vej i min retning, og de er altid smurt ind i blod," siger Amala og banker rytmisk på sin brystkasse for at vise, at når angsten tager fat, slår hjertet hårdt og hurtigt.

Traumerne er svære. Alligevel er Amala en fattet kvinde. Hun sidder roligt i sin stol og forklarer om sin frygt med dæmpet stemme. Hendes fødder ligger over kors. Men armene bliver viklet ud et øjeblik, da hun med hånden kører fingeren ned ad venstre ben: Lige dér er hendes kramper særlig slemme.

Venstre side driller også af andre grunde. Den er stadig stiv efter flere blodpropper. Risikoen er ikke drevet over. Derfor tager Amala meget medicin: "Jeg tager piller mod blodpropper, kolesterol og mavesmerter. Men også mod stemmerne, depression og søvnløshed," siger hun.

Lone Hvilsom nikker, mens Amala remser op. Symptomerne overrasker hende ikke.

Træning med kroppen

Små tegn kan have stor betydning. Sådan er det i hvert fald, når det gælder kompleks PTSD: Patienten har laviner af diagnoser, som kræver behandling fra medicinske specialister. Men sammenhængen mellem sygdommene og det oprindelige traume er der ingen, der tænker på.

Den kræver specialistens øje. Lone Hvilsom ser, hvordan Amala med arme og ben slår knuder på sig selv i stolen. Hendes forkrampede holdning er et typisk tegn på PTSD, som har nået en kritisk fase.

Det handler om feedbackmekanismer. De går i gang, fordi Amala altid er på vagt - klar til at reagere på den trussel, hun tror lurer om næste hjørne. Den konstante stress slider på kroppen. Derfor reagerer den med at fryse fast. Det dæmper følelsen af alarm, men koster på andre konti.

"Alting har sin frygtelige pris," siger Lone Hvilsom.

Amala betaler prisen med sine smerter. De er "følelsesforstyrrelser", forklarer Lone Hvilsom: Nogle smerter opstår, fordi tortur og misbrug ødelægger knogler og væv. Det er ikke kun tilfældet for Amala. Hun får smertefulde spændinger, fordi kroppen er frosset fast.

Hvis hun lærer at forholde sig rationelt til sin angst, kan det hjælpe på de fysiske symptomer.

Derfor vil Lone Hvilsom bl.a. træne Amalas vejrtrækning. Det handler om, at hun skal vide, hvorfor kroppen reagerer, som den gør. Når angsten kommer, og hjertet pumper, skal Amala beholde fødderne på jorden - f.eks. ved at trække vejret dybt: "Den angst, jeg føler, stammer fra Irak, og den er naturlig. Men jeg er i Danmark, jeg er i sikkerhed, der er ingen fare her," skal hun sige til sig selv.

Viden giver kontrol. Amala skal vide, at hun er syg på grund af sine traumer. Den forståelse hjælper Lone Hvilsom med at skabe.

Brug for sygeplejerskers faglighed

Men andre faggrupper er lige så vigtige, når der skal bygges bro mellem det psykiske mareridt og dets fysiske udløb. Sygeplejersker har en "oplagt faglighed". Alligevel har sygeplejen aldrig vundet indpas i behandlingen af patienter med PTSD, hvilket er lidt af en tilfældighed.

Det fortæller leder for Center for Traume- og Torturoverlevere, Marianne Lauritzen. Teamet vender tilbage til centret, da besøget hos Amala er slut.

Her beklager Marianne Lauritzen, at hun endnu ikke har sygeplejersker blandt sine medarbejdere. Den sygeplejefaglige vinkel er nemlig meget værdifuld, vurderer lederen. Det gælder særligt, når behandlerne skal aflæse det traume, som ligger bag en fysisk sygdom.

"Sygeplejersken kan meget fra sin grunduddannelse: Hun kender til fysiologi og ved noget om nervesystemet," giver Marianne Lauritzen som eksempel på den viden om kroppen, centrets psykologer ikke har.

Den faglighed sætter sygeplejersken i stand til at se ting, andre ikke opdager - hvis hun vel at mærke bliver grundigt uddannet i tortur og de skader, det giver. Marianne Lauritzen nævner falanga som eksempel: "Det er en udbredt torturform, hvor ofret bliver spændt fast og slået under fødderne med f.eks. en jernstang. Det ødelægger vævet, som ikke kan gendannes. Følgerne kan være muskelkramper og smerter i ankler, knæled og lænd," fortæller hun.

Det kræver viden om kroppen at opdage ødelæggelserne på vævet. Det kræver særlig viden om falanga at forbinde skaderne med den tortur, som ligger bag. Dér ligger sygeplejerskens særlige rolle.

Amalas navn er opdigtet, hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.