En livline til gigtafdelingen

Lise-Lotte Lohmann blev nødt til at skifte bopæl på grund af sin sygdom. "Jeg boede på tredje sal, men efterhånden blev trapperne for uoverkommelige. Jeg stod nedenfor og tænkte: "Jeg kommer aldrig op." Foto: Christoffer Regild. 

Lise-Lotte Lohmann flytter sig ikke ret langt væk fra Frederiksberg Hospital i denne tid. Den 53-årige skuespiller og foredragsholder er hårdt ramt af leddegigt og har en åben livline til hospitalets gigtambulatorium.

"Jeg bor kun fem minutters kørsel fra hospitalet. Sygeplejerskerne kender mig efterhånden så godt, at de ved, at hvis jeg ringer, så er det, fordi jeg har det dårligt," fortæller Lise-Lotte Lohmann, som jævnligt rammes af infektioner på grund af den biologiske gigtmedicin, hun selv injicerer. "Indimellem er jeg derovre tre gange om ugen. Stedet har en næsten hjemlig atmosfære. Du føler, de kender dig, og at du kan være tryg ved dem."

Lise-Lotte Lohmann var kun lige fyldt 50, da hun begyndte at lide af en lammende træthed, og i løbet af få måneder var hun totalt tappet for energi. "Jeg blev mere og mere udslukt. Til sidst kunne jeg ikke stå på benene og havde dårligt nok energi til at frisere mit hår," fortæller Lise-Lotte Lohmann.

Hun havde hverken smerter eller hævede led og slet ingen forudanelse om, at hun kunne lide af leddegigt. Hun måtte da også igennem et hav af undersøgelser, før diagnosen endelig blev stillet. Efter mindre end et år kom hun i behandling med den biologiske gigtmedicin, fordi hun ikke kunne tåle den gigtbehandling, der gives som tabletter.

Hun startede med at give sig selv indsprøjtninger med Humira to gange om måneden. Desværre holdt medicinen ret hurtigt op med at virke, og hun må nu tage et andet middel, Enbrel, to gange om ugen. Og det er med hendes egne bramfrie ord ikke Medova te, vi her taler om. Lise-Lotte Lohmann må konstant slås med følgevirkninger i form af forkølelser og kraftige bihulebetændelser. Men hun krydser fingre for, at den nye medicin virker.

Indimellem må hun på hospitalet for at få fjernet inficeret væv over det ene knæ, fordi der bliver ved med at gå inflammation i det.

Alligevel mener Lise-Lotte Lohmann, at hun har et godt liv. Hun er heldig, at sygdommen ikke giver hende de kraftige ledsmerter, der ellers er så karakteristiske ved leddegigt. Til gengæld lider hun af en helt ufattelig træthed, der betyder, at hun helst vil ligge under dynen kl. 21.

"Mit problem er, at jeg lever af at optræde. Men lige nu kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at iføre mig netstrømper og lange øjenvipper."

Var det ikke for de biologiske indsprøjtninger, er hun overbevist om, at hun ville være totalt sengeliggende og aldrig komme uden for en dør. "De her sprøjter giver mig et liv. Jeg kan dog røre mig, og jeg kan stadig køre bil," fortæller Lise-Lotte Lohmann.

"Mit liv er meget forandret. Jeg er ét af de mennesker, der trives med at have 20 bolde i luften. Jeg er også meget social og elsker store selskaber. Men det har jeg slet ikke overskud til mere. Og heldigvis er jeg blevet bedre til at sige fra."