Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kollegerne er jættesøde

Gevinst. Christina Follrud tager hver dag turen over Sundet for at arbejde som anæstesisygeplejerske på Gentofte Hospital, og hun er faldet godt til på afdelingen.

Sygeplejersken 2009 nr. 12, s. 33

Af:

Britta Søndergaard, journalist

SY-2009-12-33a
"Når mine børn på 13 år og 18 år er store nok til at klare sig selv, så skal jeg ud at rejse. Måske vil jeg tage til Norge. Foreløbig er jeg glad for at være her. Kollegerne er jættesøde." Foto: Thomas Tolstrup

Den 42-årige svensker Christina Follrud var lidt forbavset over de nedslidte bygninger, da hun første gang besøgte operationsafdelingen på Gentofte Hospital.

I dag har hun for længst vænnet sig til den afskallede maling, de små stuer, byggerodet og de mange håndværkerskure på grunden, hvor der opføres en helt ny hospitalsbygning.

Christina Follrud er en af de i alt 36 udenlandske sygeplejersker, som arbejder på Gentofte Hospital.

"Grundlæggende er vi skandinaviske sygeplejersker meget ens, men der er forskelle. I Sverige er sygeplejen meget mere bundet op på regler end i Danmark. I Sverige er operationsgangen helt isoleret, og som personale skifter man tøj, inden man går ind på gangen. På Gentofte Hospital er reglerne på operationsgangen ikke nær så strikse," siger Christina Follrud på sit dansk-skånske. Hun fik job i Danmark i oktober 2008 efter 20 år som sygeplejerske på Universitetshospitalet i Malmø. Hver morgen klokken 6.15 tager hun toget fra Malmø, og 50 minutter senere er hun fremme på Hellerup Station. Klokken halv fire har hun fyraften, og hun er hjemme klokken fem. Da Christina Follrud arbejdede i Sverige, var hendes arbejdsdag næsten lige så lang. Svenske sygeplejersker har nemlig 40 timers arbejdsuge, og dertil kommer en times frokost, som ikke betales af arbejdsgiveren.

10.000 kr. ekstra

Den nye ansættelse kan mærkes på lønkontoen. Som anæstesisygeplejerske tjener Christina Follrud 32.000 dkr. om måneden, og når regnestykket er gjort op, har hun 10.000 skr. (ca. 7.000 dkr.) mere i hånden hver måned.

"Den svenske specialuddannelse til anæstesisygeplejerske er ikke så lang som den danske. Vi har 40 ugers kursus, hvor en dansk anæstesisygeplejerske har to år i en kursusstilling. Som svensker skal man derfor have et par års erfaring for at arbejde i Danmark," fortæller Christina Follrud.

Patienterne har taget godt imod hende, og de fleste forstår hende. Dog kan det nogle gange være et problem at kommunikere med børn, fortæller Christina Follrud, der har meldt sig til dansk på aftenskole i Malmø.

Den 42-årige malmøborger har ikke gjort op, hvor længe hun vil blive i Danmark.