5 faglige minutter: Moral på skrump

Jeg er glad for, at jeg ikke bor i Ebeltoft. Min hang til Marlboro Light på altanen, lakrids og chokolade med chili foran fladskærmen samt en udpræget modvilje mod svedige T-shirts for dellernes skyld ville hurtigt kaste mig i skammekrogen i projekt "By på skrump", som DR har sat i scene for at få seertallene op.

Indrømmet, jeg har kun set to udsendelser, men det var rigeligt. Siden har jeg undret mig over, at folk er så begejstrede for dette rædselsfulde reality-tv, hvor specielt udvalgte deltagere uge efter uge "coaches" til vægttab af bl.a. Chris MacDonald, som via vækkelsesprædikener om død og mishandling af egen krop forsøger at nedbryde deres modstand. Sjældent har jeg oplevet så ekstremistisk et menneske udi sundhed, men ham om det. Fanatikere findes alle steder, og MacDonald er i denne sammenhæng kun et nyttigt redskab.

Det, der for alvor får mig op af sofaen, er, at DR som public service-kanal anvender mine licenspenge til at køre på laveste fællesnævner i et program, hvor deltagerne ydmyges og udstilles for åben skærm. Frivilligt ja, men DR er på denne måde med til at fremme den generelle intolerante og fordømmende tendens i vores samfund, hvor overvægtige og andre uden den rette "ånd og ansvarlighed" udi livsstil ses som andenrangs mennesker. DR kalder selv programmet "et nyt og banebrydende sundhedseksperiment" - jeg håber for deltagerne, at der i eksperimentet også indgår, at de efterfølgende, når dagligdagen melder sig, og rusen efter de "20 minutters berømthed" er ebbet ud, får den nødvendige hjælp til at komme over den offentlige lynchning"

Tilhængere af udsendelsen og de metoder, der bliver anvendt, vil måske tænke, at min vrede over grundværdien i programmet: at folk bare skal tage sig sammen, skyldes, at jeg selv trænger til en tur i gyngen" Indrømmet, sidebenene er ikke så synlige som tidligere, og generelt er der behov for handling, hvis den voksende epidemi af svær overvægt skal standses. Hvilket vi alle på det personlige og det kollektive niveau har et ansvar for. Men hverken restriktive slankekure, forbud, skræmmekampagner eller hurtige løsninger, som programmet er eksponent for, er vejen frem. Hverken for mig eller andre. Her er det nødvendigt med respekt, et fagligt fokus på de små fremskridt og en samfundsmæssig langvarig indsats. Sæt alle sejl til for børnene i første klasse og lær dem både i skolen og hjemme, at skyld og skam over mangel på styrke og karakter til "at tage sig sammen" og utilfredshed med ens krop aldrig kan føre til et godt liv. Og lær dem samtidig, at sund mad smager godt, at motion er sjovt, og begge dele laves og nydes bedst i selskab med andre. På den måde undgås både social udstødning, mobning og senere skadelig slankeadfærd, herunder ortoreksi, hvor man er sygeligt besat af at spise sundt, og som stadigt flere skal i behandling for. Dernæst skal de generelle sundhedskampagner udskiftes med målrettede. Mænd motiveres f.eks. sjældent af opskrifter på grønne salater via sms, og unge piger springer sandsynligvis reklamer for kostpyramiden over.

Alene tanken om, at bare én af de mange tusinder af sygeplejersker, der hver eneste dag vejleder patienter og borgere i bl.a. vægttab, skulle gå til tilnærmelsesvis samme yderligheder som i programmet "By på skrump", kan få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. I givet fald overtrædes alle sygeplejeetiske retningslinjer, og det ville være en sag for Patientklagenævnet. Men heldigvis er tanken fuldstændig utænkelig - ikke"

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.