De syge skal ikke sulte på vores afdeling

Illustration: Jenz Koudahl

Den midaldrende mand var blevet opereret for en svulst i hjernen. Han var alvorligt syg og tilbragte flere måneder i en hospitalsseng. Han kunne ikke synke og var helt afhængig af sondeernæring.

Men i lange perioder afviste han at indtage føde, fordi sondemaden medførte meget ubehagelige smerter i maven. Patienten fejlede intet psykisk, var ved fuld bevidsthed og havde et godt forhold til personalet.

Problematikken omkring hans ernæring delte personalet. Nogle mente, at de skulle presse mere på, så den syge ikke sultede. Andre fandt det uetisk at presse ham yderligere.

Det er flere måneder siden, at patienten blev udskrevet, men personalet på sygehusafdelingen i Aalborg tænker stadig på forløbet. I mange situationer valgte de at efterkomme hans ønske, så han i lange perioder ikke fik den næring, han havde brug for. Skulle de have gjort mere for at få patienten til at indtage føde?

Afdelingens etiske dilemma er månedens spørgsmål på Klinisk Etisk Komités møde i Aalborg. En gruppe sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fremlægger forløbet omkring den midaldrende patient, mens kaffekanden går rundt ved det lange mødebord. Stemningen er uformel og afslappet i den tværfaglige komité, der består af to sygeplejersker, to læger, en social- og sundhedsassistent, en jordemoder og en sygehuspræst.

Udbredt i USA

Klinisk Etisk Komité på Aalborg Sygehus har fungeret siden 2008 og er den første af sin art i Danmark. Men i England og USA er de klinisk etiske komitéer til gengæld meget udbredte. På flere britiske og amerikanske sygehuse er der oprettet etiske udrykningshold, som med kort varsel kan sparre med personalet, når de oplever særlige etiske problematikker. F.eks. hvis der skal tages stilling til, om behandlingen af intensivpatienter skal ophøre.

"Den eksplosive udvikling i antallet af nye behandlinger har øget behovet for etisk refleksion. Vi har brug for et fast holdepunkt, og blandt personalet på sygehuset er der meget stor interesse for komitéen," siger formanden for Klinisk Etisk Komité i Aalborg, oversygeplejerske Dorte Holdgaard.

Klinisk Etisk Komité på Aalborg Sygehus mødes en gang om måneden. Komitéen har både diskuteret konkrete dilemmaer fra sygehusets hverdag og mere principielle temaer som f.eks. den svenske metode, hvor kvinder ved sene provokerede aborter bliver tilbudt at få sprøjtet saltvand ind i fosterets hjerte for at undgå, at fosteret giver livstegn ved fødslen. Det nærmeste, komitéen kom et svar, var en konstatering af, at man ved tilbud om saltvandsindsprøjtning tvinger mange forældre til at tage stilling til et svært dilemma, som ikke særlig mange vil have gavn af set i forhold til antallet af fostre, der viser livstegn.

Ingen facitliste

Dorte Holdgaard starter mødet med at understrege, at komitéen ikke giver nogen facitliste på etiske dilemmaer, men derimod er et rum for etisk refleksion. Derefter deler hun et papir ud med en etisk analyseskabelon. Det er den metode, der bruges til at analysere det etiske dilemma. Patientens autonomi er et af omdrejningspunkterne i skabelonen. Hvad er til patientens bedste, og kan patienten svare for sig selv?

Et andet omdrejningspunkt i skabelonen er retfærdighedsbegrebet. Hvad gør mest gavn og mindst skade" Hvad giver mindst lidelse" Endelig kan der i løbet af samtalen også overvejes spørgsmål som, hvad siger loven" Hvilke konsekvenser har beslutningen, og hvad er modargumentet mod en bestemt stillingtagen"

"Vi er som læger og sygeplejersker vant til at skulle give svar. I komitéen træffer vi ingen afgørelser. I stedet stiller vi en masse spørgsmål og præsenterer klinikerne for en masse overvejelser. Vi giver ikke et svar, men i nogle tilfælde en afklaring, så personalet falder til ro med en beslutning," siger Dorte Holdgaard.

Hun understreger, at komitéen ikke kan gøre de etiske dilemmaer i en behandling mindre eller beslutningerne lettere.

"Men via vores analyseapparat kan klinikerne enten blive bestyrket i den holdning, de kommer med, eller få et nyt syn på en problematik. Og bliver vi klar over, at en afdeling har handlet på tværs af det, vi i komitéen er nået frem til, er det i orden," siger Dorte Holdgaard.

Patienten knækkede slangen

På mødet spørger komitémedlemmerne detaljeret ind til den midaldrende mands historie, familieforhold og sygdom, og hvordan personalet har oplevet forløbet.

"Når vi gav ham sondemad, kunne han finde på at knække slangen. Det var svært for os som professionelle, og der gik alt for lang tid, før vi fik snakket om en fælles holdning på afdelingen," fortæller en af afdelingens sygeplejersker. Og en social- og sundhedsassistent supplerer:

"Det var et vældigt frustrerende forløb, fordi vi normalt gør vores bedste. Når en patient ikke vil have mad, hvad er så formålet med, at han ligger i en hospitalsseng til 8.000 kr. i døgnet? Jeg havde svært ved at se på, at patienten ikke ville tage imod behandling. Vi gør vores bedste, og jeg synes ikke, at patienterne på vores afdeling skal sulte. Det frustrerende var også, at vi som personale havde forskellige opfattelser. Nogle syntes, vi pressede patienten for meget, og at han selv skulle bestemme. Andre mente, at vi tværtimod skulle presse mere på."

"Hvad stod der egentlig i journalen?" lyder spørgsmålet fra komitémedlem, overlæge Kirsten Marie Nielsen fra Onkologisk Afdeling på Aalborg Sygehus. "Ingenting om patientens ernæring. Lægen mente, at vi skulle følge patientens ønske," forklarer en af sygeplejerskerne.

"Hvad er alternativet til det, I gjorde" Kunne I have gjort det anderledes?" spørger Dorte Holdgaard. "Nej. Patienten var ved fuld bevidsthed, så vi kunne ikke tvinge mad i ham. Men vi kunne godt have snakket tidligere om en fælles holdning til patienten og noteret det ned i journalen," lyder svaret.

Efter halvanden times spørgsmål og refleksion slutter seancen. Oversygeplejerske Dorte Holdgaard summerer op og konkluderer, at mødet har givet en større afklaring omkring forløbet.

"I gjorde det rigtige. I kunne jo ikke tvinge mad i patienten. Og som jeg hører det, har han faktisk været glad for behandlingen og opholdet på afdelingen."

Inden mødet slutter, kan en af social- og sundhedsassistenterne ved mødebordet fortælle, at historien om den midalderende mand har fået en slags happy end:
"Jeg mødte ham forleden nede i byen. Han havde det meget bedre. Han lovede at komme og besøge afdelingen en dag."

Fakta om patienten er ændret, så han ikke kan genkendes.