Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Der er sunde tilbud til rygere og gravide, men intet til de overvægtige

Vægtvogter. Når man selv vejer 30 kg for meget, kan det være svært at rådgive patienter om gode kostvaner, oplever sygeplejerske Jytte Thøgesen.

Sygeplejersken 2009 nr. 22, s. 30

Af:

Rebekka Holm Andersen, journalist

SY-2009-22-30a"Det kunne være rigtig rart, hvis der også blev gjort nogle tiltag i forhold til os, der er overvægtige. Rygerne får tilbudt et rygestopkursus, og der er svømning for gravide, men ikke noget for de overvægtige," siger Jytte Thøgesen. Foto: Lene Esthave

I sin ungdom døjede Jytte Thøgesen med at være for tynd, men en leverbetændelse gjorde, at hendes stofskifte ændrede sig, og herefter begyndte et liv som overvægtig. Hun vejer i dag 30 kg for meget og har svært ved at vænne sig til, at hun er blevet overvægtig, selv om hun har vejet for meget i de sidste 15 år.

"Jeg blev meget oftere konfronteret med min undervægt end nu, hvor jeg vejer for meget. Men overvægten betyder, at jeg ikke har den samme fysiske udholdenhed," siger Jytte Thøjesen, 53 år.

Hun arbejder på Sønderborg Sygehus på en hæmodialyseafdeling, hvor hendes overvægt ikke har betydning for hendes fysiske arbejdsformåen. Men hun synes, at det er svært at rådgive patienterne om fornuftig kost, når hun selv er overvægtig.

"Jeg skal vejlede folk om, hvad de må og ikke må, og det kan være svært, når jeg selv putter alt det forkerte i hovedet. Men omvendt så ved jeg godt, at de valg, jeg tager, er mine egne.

Så hvis jeg bare kan give mine patienter valget, så er det op til dem at tage skridtet og gøre noget ved det," siger hun og oplever, at mange af patienterne er i en situation, hvor de ikke orker at spise det rigtige, fordi de også samtidig er syge.

Åbenhed blandt kollegerne

På dialyseafdelingen er overvægt ikke tabubelagt, og det tror Jytte Thøgesen hænger sammen med, at flere af kollegerne på afdelingen vejer nogle kilo for meget.

"Vi er meget åbne omkring det og kan sagtens lave sjov med hinanden omkring vores overvægt," siger hun, men efterspørger mere hjælp fra arbejdspladsen til at tabe sig.

"Det kunne være rigtig rart, hvis der også blev gjort nogle tiltag i forhold til os, der er overvægtige. Rygerne får tilbudt et rygestopkursus, og der er svømning for gravide, men ikke noget for de overvægtige."

Hun foreslår, at vægtvogterne kunne holde et kursus for sygeplejerskerne i forlængelse af arbejdstiden, så både dag- og aftenvagterne kunne komme med.

"Man taler meget om, at overvægt kommer til at belaste sundhedsvæsenet de kommende år, så derfor kunne sundhedsvæsenet selv vise sig som et godt eksempel ved at tilbyde sine medarbejdere hjælp til at tabe sig," mener hun.

Jytte Thøgesen har selv taget initiativ til at tabe sig og er for et par måneder siden begyndt til kvindegymnastik, fordi hun følte sig malplaceret i et fitnesscenter.

"Jeg har erfaret, at det er blevet sværere at tabe de ekstra kilo, jo ældre jeg er blevet, men jeg er også begyndt at tænke mere over, hvad jeg spiser," forklarer hun.