Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mere sundhed på arbejdspladsen, tak!

Frugt og knækbrød. I 20 år af Pia Kirstine Laursens liv lå vægten oppe mod 120 kg. I dag har hun tabt sig til 80 kg og kæmper nu for at erstatte kager og slik på arbejdspladsen med frugt og knækbrød.

Sygeplejersken 2009 nr. 22, s. 32

Af:

Rebekka Holm Andersen, journalist

SY-2009-22-32a
"Oftest handler det om, at man lige tager et stykke chokolade eller kage, fordi der ikke er andet, og det er nemt. Men hvis der havde stået en skål med frugt, så havde man måske snuppet et æble i stedet for," siger Pia Kirstine Laursen. Foto: Thomas Tolstrup.
 

Når der er mange søde sager på afdelingen, skal man være standhaftig for ikke at falde i. Det har sygeplejerske Pia Kirstine Laursen oplevet flere gange, især når hun ikke har nået at holde sin spisepause. Mange gange har lakridser, chokolade og kager erstattet den sunde mad, for at hun kunne klare resten af vagten. Men det vil hun gerne ændre på, ved at frugt og knækbrød i stedet skal være mere tilgængeligt.

"Oftest handler det om, at man lige tager et stykke chokolade eller kage, fordi der ikke er andet, og det er nemt. Men hvis der havde stået en skål med frugt, så havde man måske snuppet et æble i stedet for," mener hun.

Pia Kirstine Laursen kommer fra et job på opvågningsafdelingen på Frederikshavn Sygehus og har netop skiftet job til opvågningsafdelingen på Herlev Hospital.

Overvægten gjorde benene svage

Pia Kirstine Laursen har været overvægtig hele sit liv. Da vægten var på sit højeste, vejede hun 65 kg for meget, og overvægten har haft en stor betydning for hendes arbejdsliv. Hun er 1,78 cm høj, og hendes vægt lå stabilt på 120 kg i omkring 20 år af hendes liv, og det var besværligt, når hun arbejdede som sygeplejerske.

"Om morgenen var jeg nødt til at sætte mit vækkeur tidligere, så jeg kunne tage noget smertestillende og ligge og vente på, at det virkede, for ellers kunne jeg ikke komme i gang - mine ben gjorde simpelthen så ondt. Det var belastningssymptomer for knæ, fødder og især min ryg," forklarer hun.

Pia Kirstine Laursen har ofte haft problemer med at få udleveret en uniform i den rigtige størrelse.

"Det var så nedværdigende, fordi personalet i linneddepotet virkede ligeglade med, om jeg ikke kunne passe uniformerne. Engang sprækkede mine bukser, fordi de var alt for små," fortæller hun.

Yderligere betød overvægten, at hun måtte gå på nedsat tid for at kunne klare en arbejdsuge, hvilket har haft konsekvenser for lønnen, den faglige udvikling og pensionen.

Pia Kirstine Laursen er i dag 35 år og vejer omkring 80 kg. I 2006 fik hun foretaget en fedmeoperation, hvor hendes mavesæk blev reduceret. Da der var otte års venteliste til operationen, valgte hun at betale for den selv, fordi hun ikke mente, at hun havde tid til at vente.

"Jeg fik foretaget operationen, fordi jeg var nødt til at se realiteterne i øjnene. Jeg kunne godt se, at det ikke duede, at jeg skulle have piller for at komme ud af sengen, eller at jeg var for træt til at have et hjemmeliv efter en otte-ti timers arbejdsdag," forklarer hun.

I dag er de fysiske gener væk, og hun går hverken til kiropraktor eller spiser smertestillende piller. Tidligere spekulerede hun over, hvordan hun skulle klare de lange vagter, og hvordan hun skulle hjælpe patienterne med at få strømper eller sko på, fordi hun ikke kunne sidde på hug.

"Nu gør jeg det bare uden at tænke over det. Det hele er blevet nemmere, fordi jeg har en helt anden bevægelsesfrihed, og det betyder meget i mit daglige arbejde, fordi jeg ikke længere er hæmmet af min størrelse."