Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patientliv på hospital

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, som er interesserede i, hvordan relationer mellem patienter påvirker deres hospitalsophold. Den er baseret på forfatterens feltarbejde, som danner basis for hendes ph.d.-afhandling.

Sygeplejersken 2009 nr. 22, s. 46-47

Af:

Mette Spliid Ludvigsen, postdoc, cand.cur., ph.d.

"Patientliv på hospital. En kvalitativ undersøgelse af uformelle relationer mellem hospitalsindlagte patienter" er en ph.d.-afhandling, som, inden for en patientologisk ramme, omhandler et empirisk studie om patientliv. Studiet bidrager med indsigt i karakteren af uformelle relationer mellem patienter under indlæggelse på hospital i dag.

Formålet var at udforske, hvordan uformelle relationer mellem patienter påvirker deres hospitalserfaringer, medens de er indlagt.

Studiet er designet inden for en fænomenologisk-hermeneutisk referenceramme og er baseret på etnografisk feltarbejde blandt hospitalsindlagte patienter på et dansk universitetshospital. Studiets data blev indsamlet gennem deltagende observation over en periode på 18 måneder. Ni mænd og ni kvinder blev udvalgt til kvalitative interview. Analyse og fortolkning er baseret på en fænomenologisk-hermeneutisk tretrinsmodel, der består af naiv læsning, strukturanalyse og kritisk fortolkning og diskussion.

Fundene peger på, at patienters hospitalsindlæggelse er stærkt knyttet til tid og rum. Tid er en vigtig faktor for udvikling af relationer mellem patienter, fordi de konstant er i en venteposition, hvor der er potentiale for at udvikle gensidige relationer; om end det kan være en vanskelig proces, når det sker. Pladsen mellem patienter i de forskellige hospitalsrum giver forskellige muligheder for gensidighed og udvikling af relationer.

En personlig erfaring af at vente kommer til udtryk gennem patienternes interaktioner og adfærd, som kommunikerer en fortælling om at vente. Det mest basale redskab til at skabe denne fortælling er møderne mellem patienterne, i hvilke meddelelsen om, at vi er i en venteposition og tvunget til at være her for en tid, udtrykkes som et specifikt sæt af handlinger, som patienterne udfører. Fortællingen om at vente bliver kommunikeret inden for en ramme, hvorunder tre andre fortællinger fremstår. De tre gennemgående fortællinger i forbindelse med indlæggelse er:

  • At være sammen med medpatienter indebærer et konstant dilemma. Stue og seng bliver opfattet både som et helle og et tilflugtssted. Stue og seng er et sted, man søger tilflugt i for at få lidt privatliv, men samtidig også et sted, man kan påtvinges fællesskab, hvilket kan opleves som en udfordring og opfattes som et fængsel.
  • Relationer mellem patienter er begrænsende og udvidede. Patienterne udvikler tilbagevendende gensidig forståelse og strategier, som enten begrænser eller udvider deres relationer med andre patienter.
  • Skiftende perspektiver af solidaritet. Patienterne danner afhængigt af situationen alliancer og skaber fælles front mod sundhedspersonale, sygdom, hinanden og det omgivende samfund.

Inden for en patientologisk ramme har dette studie vist, at patienter skaber uformelle fællesskaber på hospitalet, selv om disse kan være vanskelige at identificere for udenforstående. Fællesskaber som disse er vigtige for patienterne, når de opstår, men er vanskelige at indlede. Studiet bidrager således med ny viden inden for patientologien, men begrebet behøver fortsat videreudvikling.

Mette Spliid Ludvigsen er ansat på Nyremedicinsk Afdeling C, Aarhus University Hospital, Skejby Sygehus.

Afhandlingen "Patient life in hospital. A qualitative study of informal relationships between hospitalised patients", Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet 2009, blev forsvaret i maj 2009.

Den kan købes i Medicinerladen, 8000 Århus C; www.medicinerladen.dk