Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ph.d.-forsvar - Netværksfokuseret sygepleje

Pia Riis Olsen, klinisk sygeplejespecialist, cand.cur., forsvarer torsdag den 3. december 2009 kl. 14. sin ph.d.-afhandling "På vej mod en teori om netværksfokuseret sygepleje - Et grounded theory-studie af sygepleje til unge med kræft" (Towards a theory of network-focused nursing - A grounded theory study of teenager and young adult cancer care).

Sygeplejersken 2009 nr. 22, s. 46-47

Af:

Pia Riis Olsen, klinisk sygeplejespecialist, cand.cur., ph.d.

Forsvaret finder sted i auditoriet, Høegh-Guldbergs Gade 6, 8000 Århus C.

I afhandlingen beskrives en særlig indsats i sygeplejen til unge i alderen 15-22 år med kræft. Indsatsen, der har fået betegnelsen netværksfokuseret sygepleje, sigter mod at støtte unge med kræft og deres nærmeste pårørende til at bevare og styrke deres sociale relationer og deres sociale netværk gennem et kræftbehandlingsforløb.

På baggrund af undersøgelsens fund er der udviklet en teori, hvor det "at skabe rum for den unges normale udvikling" er identificeret som den fælles sociale proces i interaktionen mellem sygeplejerskerne, den unge med kræft, og de nærmeste pårørende. I denne proces forsøger sygeplejersker, unge og pårørende gennem deres handlinger og samspil at forebygge eller løse de problemer, der er knyttet til den unges udviklingsmæssige behov og risikoen for at blive socialt isoleret i behandlingsforløbet.

Projektet har endvidere ført til udvikling af netværksfokuseret sygepleje som et nyt begreb i sygeplejen.

Konklusionen er, at netværksfokuseret sygepleje er en proaktiv indsats, og at sygeplejersker har en unik mulighed for at støtte den unge til at bevare et almindeligt ungdomsliv på trods af kræftsygdommen. Det er en kompleks og krævende praksis, der har behov for større opmærksomhed fra både sygeplejersker, undervisere, forskere og beslutningstagere.

Som begreb og som praksis har netværksfokuseret sygepleje potentiale, ikke kun i sygeplejen til unge med kræft, men også inden for andre områder af sygeplejen.

Pia Riis Olsen er ansat på Onkologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, -Nørrebrogade 44, 8000 Århus C; piaolsen@rm.dk

Opponenter/bedømmelsesudvalg

Klinisk lektor, overlæge, Anders Bonde Jensen, Århus Universitetshospital (formand), professor Lillemor Hallberg, Halmstad Universitet, Sverige, og docent Karin Enskär, Jönköping Universitet, Sverige.

Leder af forsvaret
Lektor Susanne Malchau, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.

Vejledere
Lektor Ingegerd Harder, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet (hovedvejleder), overlæge, dr.med. Ole Steen Nielsen, Onkologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, og lektor Michael Hviid Jacobsen, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation, Aalborg Universitet.