Kollaps i økonomien har trimmet islandske sygehuse

Foto: Søren Svendsen

Over Reykjavik hænger en tung dyne af skyer, som kun i få øjeblikke ad gangen lader solen skinne ned over de lave, farverige huse i byens gader. Sommerens turister har gjort deres indtog på caféerne og i butikkerne i centrum. Temperaturen ligger ikke meget over de 10 grader. Her er ingen fattigdom, som falder i øjnene, selvom det finansielle krak i efteråret 2008 efterlod økonomien ustabil, og valutaens værdi skrumpede ind til det halve.

Andre steder i byen er den ændrede situation mere synlig. Nede på havnen spejler det nye musikhus Harpa sin glasfacade i Atlanterhavet. Bygningen er gigantisk, kunstnerisk og et symbol på, at det engang gik rigtig godt for Island. Byggearbejdet var godt i gang, da de finansierende banker krakkede, og staten overtog regningen, da musikhuset ikke bare var halvt færdigt. Lige så godt gik det ikke for hotellet ved siden af Harpa, som skulle huse de mange besøgende til koncerterne og konferencerne. Endnu er nabogrunden blot et stort hul i jorden med byggematerialer og skrot, og ambitionerne rækker nu kun til en parkeringskælder.

Hullet er blevet et symbol på, at planerne for fremtiden er lavet om, og at Island har måttet tænke alternativt for at få det hele til at hænge sammen. Det gælder også sundhedsvæsenet. Alle, lige fra Velfærdsministeriet, til hospitalsledelserne, afdelingslederne og de menige sygeplejersker har været med til at nytænke strukturerne og gjort arbejdsgangene mere effektive. Det har kostet på sygeplejerskernes frihed, på deres løn, og de skal nu løbe stærkere end nogensinde før. Men selvom forandringerne har givet anledning til store besparelser, var de nødvendige under alle omstændigheder, lyder det fra flere sider.

På Reykjaviks gamle havnefront tårner det nye musikhus Harpa sig op over de små både og kuttere. Den islandske stat har sørget for, at det blev færdigtefter, at de finansierende banker krakkede og stoppede arbejdet i 2008. Selvom Harpa åbnede officielt i starten af maj, er håndværkere flere måneder efter stadig i gang med at slå de sidste søm i bag de mange ruder. Foto: Søren Svendsen

Små hospitaler blev trimmet

Formand for Foreningen af Islandske Sygeplejersker, Elsa Fridfinnsdottir, ser to aspekter i den nye situation for sygeplejerskerne: ”Der sker både forandringer for sygeplejerskernes profession og for dem som individer. De arbejdsmæssige forandringer bunder i ned- og omlægninger af afdelinger, som har betydet nye arbejdsopgaver for mange. På det individuelle plan handler forandringerne om nedgang i lønnen og mere økonomisk usikkerhed,” siger hun.

Anna Baldursdottir er uddannet sygeplejerske, men arbejder nu som politisk rådgiver for den islandske velfærdsminister. Ifølge hende har de mange forandringer været uundgåelige: ”De strukturelle ændringer, der er lavet i sundhedsvæsenet over hele landet, ville blive gennemført under alle omstændigheder, men den økonomiske krise har speedet processen op,” siger hun.

Besparelserne i sundhedsvæsenet har ikke været lige så drastiske som i mange andre sektorer. Dog er sundhedsområdet blevet skåret ned med mellem 3 og 5 pct. de sidste to år. I det arbejde har ministeriet især rettet fokus mod de affolkede landområder uden for Reykjavík.

”Mange af sundhedsinstitutionerne i disse områder er der ikke længere brug for, da patienternes behov har ændret sig, og de komplicerede specialer er samlet centralt,” siger Anna Baldursdottir.

Den overordnede plan er at beholde to store sygehuse i landet, Reykjavik i sydøst og Akureyri i nord, der skal varetage alle funktioner og kunne tage patienter ind fra hele landet. Dertil kommer fire eller fem større hospitaler, som også kan udføre de vigtigste opgaver. Mere har et befolkningsmæssigt lille land som Island ikke råd til, mener Anna Baldursdottir: 

”Man bør spørge sig selv, om en nation på 325.000 indbyggere har råd til mange sygehuse med specialer over hele landet. Forventningerne til de lokale sundhedsinstitutioner har i mine øjne været ude af proportioner. F.eks. kommer jeg selv fra et område, hvor en gruppe af små landsbyer med i alt 6.000 indbyggere havde et sygehus med flere forskellige specialer. Det var der brug for engang, men nu er der ikke længere.”

Derfor er mange sundhedsenheder fusioneret, og særlige funktioner er flyttet til de store sygehuse, så den sygepleje, der nu udføres, er af en mere grundlæggende karakter især i form af pleje til ældre. ”Det er basal sygepleje og ikke specialfunktioner, som er yderområdernes kerneopgaver,” pointerer Anna Baldursdottir.

Formanden for Foreningen af Islandske Sygeplejersker,  lsa Fridfinnsdottir, har nøje fulgt de store omlægninger i det islandske sundhedsvæsen. Hun er tilfreds med, at både sygeplejerskerne og sygeplejeorganisationen mange steder er blevet lyttet til og inddraget i processen. Foto: Søren Svendsen. 

Omlægninger allerede i gang

På universitetshospitalet Landspitali i Reykjavik har man ændret sygeplejerskernes vagtskemaer. Mange afdelinger er blevet lavet om, så de kun har åbent i dagtimerne. Om natten må de mindst komplicerede patienter derfor tage hjem eller sove på patienthotellet. Desuden er overarbejde blevet bandlyst, så afdelingerne ikke længere kan kalde ekstra hænder ind, for overarbejdstimerne var en stor post på lønbudgettet.

Ifølge Anna Stefansdottir, som er ledende oversygeplejerske på Landspitali, var forberedelserne til den nye struktur for hele hospitalet allerede begyndt, da kollapset kom i efteråret 2008. En ny hospitalsdirektør var blevet ansat netop med det formål at effektivisere hospitalet.  De største besparelser blev udført de efterfølgende to år.

”Til at starte med blev et helt niveau af ledere fjernet, og afdelinger blev lagt sammen, f.eks. blev den geriatriske og den almene medicinske afdeling lagt sammen, og det samme gjorde operationsafdelingerne for gastroenterologi og urologi. I alt blev 10 kliniske afdelinger til seks, hvor hver af de sygeplejefaglige ledere har fået mere ansvar,” fortæller hun.

En prioritet i forandringerne var at bibeholde så mange sygeplejersker som muligt: ”Vi har klaret os igennem besparelserne stort set uden at skulle fyre nogen. Vi etablerede en slags ”indre marked” for sygeplejersker, hvor alle kunne søge nye stillinger internt. Så de, der ikke var arbejde til på afdelingerne, kunne få et job et andet sted på hospitalet evt. i et andet speciale.

Nogle besluttede dog selv at forlade hospitalet, fordi de ikke var tilfredse med de stillinger, der var mulige, f.eks. inden for psykiatrien,” siger Anna Stefansdottir og understreger, at ingen afdelinger er underbemandede: ”Faktisk er de bedre bemandet nu end før finanskrisen, fordi mange sygeplejersker ønsker sikkerhed i jobbet og derfor er kommet fra den private sektor til den offentlige.”

Det ligner måske et billede fra feriealbummet med skønne naturoplevelser, men faktisk er det udsigten fra kontorlokalerne hos Foreningen af Islandske Sygeplejersker. Foto: Søren Svendsen

Sygeplejersker fik medbestemmelse

Fra Anna Stefansdottirs kontor i en bygning bag den store Hallgrimmskjirka på toppen af byen er der fem minutters gang ned til hospitalsgangene på Landspitali. Her er Erla Dögg afdelingssygeplejerske for et sengeafsnit for urologiske - og gastroenterologiske operationspatienter. Afdelingen er blevet delt i to, og den ene del har kun patienter i dagtimerne, mens den anden har døgnfunktion. Arbejdsgangene er blevet mere effektive, og døgnafdelingen har formået at reducere den gennemsnitlige indlæggelsestid fra 2006-2010 fra fem til fire dage.

”Vi har speedet arbejdsgangene op og kører i en slags fast track,” fortæller Erla Dögg og fortsætter:  ”Vi er blevet meget bedre til at informere patienterne og uddanne dem til at passe på sig selv efter operationen. Desuden har hospitalet ansat en vejleder på afdelingen, som udelukkende tager sig af uddannelse af patienterne,” forklarer hun.

Fra personalestuen lyder grin og hyggesnak, da sygeplejersker og assistenter holder fem minutters formiddagspause. Selvom de godt kan mærke, at tingene skal gå hurtigere, har de oplevet de seneste års forandringer som en positiv proces. Kodeordet har været medinddragelse: "Hospitalsledelsen opfordrede os til at komme med forslag til, hvordan tingene kunne gøres bedre, og der er blevet lyttet til os, f.eks. i forhold til det med bedre information til patienterne,” lyder det fra en sygeplejerske ved bordet, og de andre nikker enigt.

Afdelingssygeplejerske for sengeafsnittet for urologiske og gastroenterologiske  operationspatienter. Erla Dögg (th) synes, at afdelingen er kommet godt ud af de seneste års effektiviseringer. De har bl.a. sat fokus på uddannelse af patienterne og har reduceret den gennemsnitlige liggetid med 20 pct. Foto: Søren Svendsen

I flere år har Landspitali løbende lavet målinger på de ansattes arbejdsglæde, og selvom budgettet er blevet strammet, er arbejdsglæden blandt sundhedspersonalet steget fra 2008 til 2010. Elsa Fridfinnsdottir mener, at sådan et resultat er muligt, fordi omlægningerne er gennemtænkte:

”Når administratorerne i god tid taler med de ansatte og giver dem så meget information som muligt, er det en god måde at håndtere forandringerne på. Det sker også, at vi som forening bliver inddraget og kan påvirke processen. På den måde er vi heldige, at Island er et lille samfund, der er ikke langt mellem de forskellige led,” lyder det fra sygeplejeformanden.