På bijob i Norge

Selvom kalenderen står på sommer og turisterne har indfundet sig i Reykjavik, er det ingen garanti for sommervejr. Den rå natur og barske klima er en del af hverdagen på Island. Foto: Søren Svendsen

Inden for de seneste år har mange islandske sygeplejersker på landets sygehuse oplevet, at deres afdeling er blevet nedlagt eller lagt sammen med andre, så deres arbejde har skiftet karakter.

Samtidig er lønnen faldet som følge af, at det ikke længere er muligt at tage ekstra timer ud over det normale vagtskema. Overtidsbetaling udgjorde tidligere omkring en tredjedel af sygeplejerskernes løn. Derfor ser flere og flere nu mod Norge, hvor der er brug for ekstra hænder i øjeblikket.

Foreningen af Islandske Sygeplejersker får ofte henvendelser fra sygeplejersker, som ønsker at arbejde helt eller delvis i Norge, og den tendens bekymrer Jon Adalbjörn Jonsson, som er international sekretær i foreningen:

”Først og fremmest er det et problem, hvis sygeplejerskerne har fuldtidsjob her og bruger deres fritid og ferier på at arbejde i Norge. De kan være udmattede, når de kommer tilbage efter sådan en periode, hvor de egentlig burde lade batterierne op,” siger han.

Foreningen af Islandske Sygeplejersker oplever desuden ofte, at lønaftaler og arbejdsvilkår tilsidesættes i vikariaterne:
”De vikarbureauer, som mange sygeplejersker bruger til at formidle kontakten, har ikke indgået overenskomst med os, og vi har ingen ret til indblanding i udlandet.

Derfor er der ingen hjælp at hente, hvis de bliver snydt på den ene eller anden måde,” påpeger han og understreger samtidig, at Foreningen af Islandske Sygeplejersker ikke ønsker at afholde nogen fra at arbejde i udlandet, men at det skal ske under ordentlige forhold, og derfor bliver de rådet til at melde sig ind i Norsk Sykepleierforbund.

Indtil videre har foreningen ingen opgørelse over, hvor mange sygeplejersker der arbejder helt eller halvt i Norge.
Hildur Kristiansdottir er sygeplejerske på intensivafdelingen på universitetshospitalet i Reykjavik. Hun har oplevet, hvordan der nærmest er gået trend i at tage til Norge: ”Omkring 10 ud af 50 sygeplejersker på min afdeling tager mere eller mindre jævnligt til Norge for at tjene lidt ekstra. Jeg har også selv overvejet det,” siger hun.

Asta Jonsdottir er assisterende afdelingssygeplejerske på et psykiatrisk hospital i Reykjavik. Fritiden bruger hun i Norge, hvor de altid har vikartimer til en erfaren psykiatrisk sygeplejerske. Foto: Søren Svendsen
 

Lønnen trækker

En af dem, der allerede har taget springet, er Asta Jonsdottir. Hun er sygeplejerske med 15 års erfaring bag sig og arbejder på fuld tid som assisterende afdelingssygeplejerske på et psykiatrisk hospital i Reykjavik.

Siden marts i år har hun flere gange brugt fritid og afspadseringstimer på at rejse til tre forskellige norske hospitaler og arbejde med psykiatriske patienter dér. 

”Det er udfordrende at prøve at arbejde i et andet land, man lærer meget af det. Og så er det skønt at lære nye mennesker at kende. Man tjener ikke fedt på det, hvis man bosætter sig i Norge, men tager man pengene med tilbage til Island, er de jo dobbelt så meget værd,” svarer hun på spørgsmålet om, hvorfor hun gør det.

Den store forskel i valutaens værdi skyldes, at den islandske krone er meget mindre værd, end før finanskrakket. Det er altså blevet dyrere at købe ting. Netop derfor er det især udsigten til at tjene norske kroner, som tiltaler sygeplejerskerne, mener Jon Adalbjörn Jonsson.

”Det handler om penge og om at kunne skabe en stabil økonomi i mange familier, hvor den ene måske har mistet sit arbejde,” siger han.

I velfærdsministeriet er man bekymret over den sygeplejefaglige arbejdskraft, som rykker mod udlandet: ”Det er et stort problem for Island, at uddannet sundhedspersonale tager til udlandet. Men vi kan jo ikke forbyde dem det, og vi har ikke pengene til at tilbyde dem noget bedre her i Island. Det eneste, vi kan gøre, er at lave så få nedskæringer i velfærdssystemet som muligt og fokusere på at skabe vækst,” lyder det fra Anna Baldursdottir, som er politisk rådgiver for den islandske velfærdsminister.

Hun sammenligner situationen med 1970’erne, hvor mange islændinge tog til Australien for at arbejde. Det var nærliggende for sygeplejerske Asta Jonsdottir at tage bijob i Norge, for hun har tidligere boet fem år i Norge og arbejdet der som sygeplejerske. Men hun kunne ikke tænke sig at flytte for altid: ”Jeg har altid været besluttet på at blive på Island og bo her. Sådan er det,” siger hun.