5 faglige minutter: Relationstyranni i sygeplejen

Velkommen til alle nye ejere af et studiekort til sygeplejerskeuddannelsen. Inden I flasher kortet i boghandelen, på museerne eller i fredagsbaren, synes jeg, I skal love hinanden at gøde og styrke det kritiske blik på jeres nye fag. Og når udløbsdatoen nærmer sig, dvs. når I er tæt på at blive sygeplejersker, må I sørge for at forlænge holdbarheden, for der er mange antagelser i sygeplejen, som aldrig udsættes for spørgsmål eller vurdering i det faglige fællesskab. En af dem er, at det indiskutabelt er en kæmpe fordel, at patienten kender sygeplejersken, hvis patienten skal møde i et ambulatorium et par gange om året eller kontaktes telefonisk som opfølgning på en indlæggelse.

Men hvad er det at kende? Er det at have hilst på, at have talt med i to minutter, hørt om sommerferien, eller hvordan definerer man ”kende”? Er en sygeplejerske ikke en sygeplejerske? Skal en sygeplejerske helst kun tale med de patienter, som kender ham?

Relationstyranni tænker jeg. Det eneste sted, hvor jeg kan se, ”kende” har sin berettigelse, er i psykiatrien, hvor relationen til den sindslidende kan tage tid og være vanskelig at opbygge.

I helt modsat retning trækker en erfaring, som en hjemmesygeplejerske har gjort sig. Hun fortæller, at meget syge patienter ikke kan skelne den ene sygeplejerske fra den anden. Lotte, Kim og Ellen smelter sammen til én sygeplejerske. Når patienten siger: ”Lotte, i morges sagde du, at du ville ...,” så er det måske i virkeligheden Ellen, som har aflagt besøg, men for patienten bliver sygeplejerskerne til en fællesmængde. Det kan lade sig gøre, fordi sygeplejerskerne koordinerer arbejdet, har et fælles fagsprog og en ensartet tilgang til plejen. De er uddannet til på kort tid at tage bestik af patienten og vurdere, observere, inddrage og tale med hende om alt fra smerter til søvnbesvær og skinnebenssår, og deres abstraktionsniveau er ensartet.

I denne tid er I ca. 2.000 sygeplejestuderende, som sætter jer på skolebænken for at lære alt dette. Og jeres friske øjne og ufordærvede tilgang er en gave til undervisere og sygeplejersker i praksis. I kan rykke ved indgroede og måske ubegrundede vaner og bringe ubalance hos dem, som slumrer og derved kan trække en hel hospitalsafdeling baglæns eller forhindre, at hjemmeplejen udvikler sig i pagt med tiden.

I kan som studerende tillade jer at spille blondinedumme og stille naive spørgsmål, og I har lov til at forholde jer afventende over for tidens populæreste gummiord som f.eks. brugerdreven innovation, forventningsafstemning eller kompetenceberedskabsbank.

Måske er der nogle af jer, som tager fat i nye vinkler på forebyggelse og sundhedsfremme, når I modul for modul bliver klogere. F.eks. er ulighed i sundhed dokumenteret mange gange, men vi mangler at se det smitte af på den vejledning og de kampagner, sygeplejersker har fingrene i, og selv om det ligger langt fremme i tiden, kan man også spørge: Hvornår læser vi et bachelorprojekt om følger og forebyggelse af ulighed i sundhed?

Studerende er ofte kritiske, og det er en velsignelse, både fordi kritisk sans p.t. er udgået af sproget og bevidstheden, og fordi sansen, når den er veludviklet, møblerer om på det fælles faglige arvegods. Det er måske ubekvemt, men sundt, når en studerende spørger: ”Hvorfor det?”

Plejer er død, lyder det ofte blandt sygeplejersker tilsat ironisk distance og overbevisning. Men er plejer virkelig død?
Studiekortet er nyt, og I er nye. Velkommen i fællesmængden, bevar den kritiske sans. Nu er det alvor.