Omsorg og maskulinitet er svært forenelige størrelser

Det har, siden de første mænd i 1954 afsluttede sygeplejerskeuddannelsen, været et uomgængeligt faktum, at mænd udgør en forsvindende lille del af den samlede faggruppe af sygeplejersker. Daværende indenrigsminister Carl Petersen udtalte under 2.-behandling af forslaget til ”Lov om sygeplejersker”, at der næppe var mange, der troede på, at mandlige sygeplejersker skulle komme i flertal.

Han fik ret. I dag er andelen af mandlige sygeplejersker, der er medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, på 3,2 pct. (se figur 1), og som Marion Thorning tilbage i 1996 konstaterede: ”Vi ved ikke hvorfor, og måske interesserer det os heller ikke” (1). Men i en moderne verden, hvor alt ellers er til forhandling, hvor kønnet ikke umiddelbart burde være nogen hindring for noget, forekommer det bemærkelsesværdigt, at der fortsat ikke er flere mandlige sygeplejersker i Danmark.

Det danske arbejdsmarked er et af de mest kønsopdelte i EU. Den største barriere for at få flere mænd til at uddanne sig til sygeplejerske er de fordomme, der florerer om faget, og det image, faget har, bl.a. grundet de samfundsskabte kønskonnotationer, altså de faste forestillinger om kønnenes evner og færdigheder, og hvilke job mænd og kvinder bør have.

For sygepleje kommer det til udtryk ved, at der i befolkningen, i det sundhedsfaglige felt og i fagets selvforståelse stadig er en udbredt opfattelse af sygepleje som et fag, der overvejende forbindes med såkaldt kvindelige dyder som empati, moderlighed og omsorg. Spørgsmålet er, om mænd egentlig har noget at bidrage med i et fag som sygepleje? 

Flere opfattelser af maskulinitet

Lad os se på de forventninger og idealer, der er knyttet til en mand i Danmark for derigennem at pege på nogle tendenser i udviklingen inden for verserende opfattelser af, hvad maskulinitet er, og på de udfordringer, maskuliniteten bringer med sig i mænds møde med en kvindeverden. Maskulinitet kan opfattes som plural, hvor der konstant er flere maskulinitetsformer i spil, men samtidig findes der i forskellige kulturer én dominerende maskulinitetsform, som andre former for maskulinitet må forholde sig til.

Professor Robert W. Connells teori om maskulinitet introducerer begrebet ”hegemonisk maskulinitet”, som p.t. er et meget diskuteret begreb inden for mandeforskning (2). Hegemoni henviser til magt og indflydelse og dét, at nogle kulturelle antagelser, værdier eller normer får magt på bekostning og delvis eksklusion af andre. Der er altså ikke tale om én måde at være maskulin på. På denne måde bliver maskulinitet til noget, der konstant må skabes, bliver udfordret og genforhandlet ud fra mange divergerende idealer, opfattelser og forventninger, der er forbundet med det at være mand i en kultur.

Sociale relationer konstrueres derfor mellem de forskellige former for maskulinitet. De fleste mænd lever og befinder sig således i dag i et spændingsfelt i forhold til hegemonisk maskulinitet – den mest eftertragtede, men ikke nødvendigvis mest udbredte maskulinitet. Hegemonisk maskulinitet er et ideal, som alle mænd i den givne kultur på den ene eller anden måde må forholde sig til, og herigennem produceres maskuliniteten (2).

Der er tre parametre, som hegemonisk maskulinitet primært defineres i forhold til: En heteroseksuel orientering, et kønsopdelt arbejdsmarked med arbejdsopgaver, status, løn, kontrol etc. samt mænds undertrykkelse af kvinder (3).

Grundlæggende forståelsesproblem

Mænd, der vælger at uddanne sig til sygeplejerske, rammer ind i et grundlæggende forståelsesproblem hos mange. Frivilligt at indgå i et arbejde med så ”kvindelige” arbejdsopgaver leder hen til en forståelse af disse mænd som feminine mænd og/eller homoseksuelle. Mandlige sygeplejersker viser et udtalt behov for at legitimere deres tilstedeværelse i faget ud fra en heteroseksuel orientering f.eks. ved at fremhæve at være ”ene hane i flokken”, at have det ”som blommen i et æg” eller at kunne ”vælte sig i kvinder”(3). Endvidere fremhæver mange mænd egenskaber ved deres arbejde, der generelt associeres med noget maskulint som høj selvstændighed, det tekniske eller et spændende miljø præget af action. Den strategi benytter fotoudstillingen ”Mænd kan også være sygeplejersker” sig også af.

Tal fra Dansk Sygeplejeråd viser, at ud af de 1.768 aktive mandlige medlemmer i 2010 er 253 ansat i en lederstilling svarende til 14,3 pct., hvor kvinder i lederstillinger udgør 8 pct. Der er tale om uforholdsmæssigt mange mænd i lederstillinger, hvilket indikerer en vis favorisering af mænd og en bekræftelse af hegemonisk maskulinitet.

Omsorg efter kvindelig skabelon

Når den mandlige sygeplejestuderende uddannes, stifter han bekendtskab med såkaldt sygeplejeteori; teorier, som på hver deres måde forsøger at indfange kerneområder i og essenser af sygepleje. Fælles for dem er, at de er skrevet af kvinder i perioden 1960´erne og frem. Eksempelvis argumenterer sygeplejerske og professor Kari Martinsen for, at omsorgsmoralen kan sidestilles med en særlig kvindelig moral, fordi det historisk set har været kvinder, der har forsvaret værdier som omsorg og empati. Hermed gøres kvindelig moral til  udtryk for en hverdagslivets moral; den barmhjertige samaritaner. Mandlig moral er derimod formålsrationel med værdier som formelle rettigheder og logiske ræsonnementer.

Martinsen argumenterer for, at disse egenskaber går ud over kønspolariteten eller det, der traditionelt tillægges vores biologiske køn at være bærere af, men at kvinder i vores kultur socialiseres mere til omsorg end mænd. Trods dette benytter hun sig fortløbende flittigt af adjektiverne kvindelig og mandlig som ”kvindelig moral”, ”mandlig rationalitet”, ”Løgstrup tænker kvindeligt”, ”det kvindedominerede plejepersonale”, ”i trofasthed mod kvinderne” etc. i sine tekster og konkluderer at: ”Faglig dygtighed læres ikke gennem videnskab, men gennem eksempellæring i praksis. Det har vore formødre vist os, når de brugte mesterlæren som metode for at lære sygepleje” (4).

Det er svært at forestille sig, at mænd kan identificere sig udelukkende med formødre. Umiddelbart synes det problematisk, at en teori om omsorg ekskluderer mænd som køn ved at tillægge traditionelt mandligt konnoterede værdier noget negativt i forhold til omsorg og samtidig fejre de såkaldt kvindelige værdier. Et aspekt, som understreges af, at stort set al tilgængelig litteratur om sygepleje stadig udelukkende benævner sygeplejersken som ”hun”. Mænd på sygeplejerskeuddannelsen fanges i tomme retoriske spor, som omsorgsdiskursen har sat i fagets selvforståelse, men som ikke nødvendigvis stemmer overens med deres handlinger i en integration til en kvindelig forestillingsverden.

Samme potentiale som kvinder

Historisk set er mænd blevet betragtet, som om de ikke havde et køn, for de var normen, det neutrale og usynlige, og deres aktiviteter behøvede ikke blive forklaret. I dag forholder det sig ganske anderledes, og det, som mange peger på som en revolutionerende omvæltning, er mandens indtog i familie- og børneomsorgen og den helt store ændring, faderrollen har undergået. Forskning har vist, at mænd rummer nøjagtig samme potentialer som kvinder til at udføre de relations- og omsorgsorienterede ting, som er forbundet med børn og familieliv (5). Omsorg er altså ikke et medfødt potentiale forbeholdt kvinden, men et spørgsmål, om disse sider i en mand er eller bliver udviklet.

Hvad angår det kvindelige omsorgspotentiale, opfattes det dog ikke altid positivt hos den mandlige patient. Der er peget på en utålmodighed blandt kvindelige sygeplejersker i forhold til dét at respektere mænds grænser, når det gælder det tempo og ønske, som kvinderne kan have til, at mænd skal sætte ord på deres situation. Chefpsykolog ved Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, udtalte sidste år: ”Noget af det kvindelige sundhedspersonale bør stoppe op og sige seks gange til sig selv: ”Det er ikke min egen mand, der står der,” når de får en mandlig patient. Mødet med det andet køn bygger ofte på private erfaringer, men mænd er selvfølgelig meget forskellige” (6).

Anne Knudsen har givet et (autentisk) eksempel, hvor en sygeplejerske – efter at hun og hendes kolleger bekymret har diskuteret den manglende reaktion fra hr. Jensen på hans alvorlige sygdom – sætter sig ned ved hans seng, tager hans hånd og siger: ”Jo, Jensen, ser du, vi synes jo ikke rigtig, vi kan trænge ind til dig …”, hvortil Jensen svarer: ”Nåh (…) det er jeg da ked af at høre (…) Men, øh, hvor langt vil i egentlig ind?”(7).

Svære vilkår for maskuliniteten

Omsorg og maskulinitet sammen synes at have svære vilkår i et fag, der er domineret af kvinder. Der findes mange forslag til, hvad kvindelige sygeplejersker bør huske i plejen af mandlige patienter, og bl.a. nærværende tidsskrift har flere gange behandlet temaet ”mænd”, hvor mandlige sygeplejersker smilende har fortalt om de mange muligheder, som faget rummer for netop mænd. Sundhedsvæsenet har gennem flere årtier haft fokus på standardisering, effektivisering og evidensbasering, områder, der traditionelt forbindes med det maskuline.

I dette perspektiv burde mænd have gode vilkår i faget, som i kraft heraf burde fremstå mere ”maskulint”. Men sygeplejen som hjælpeprofession til lægevidenskaben, hvor idealet Nightingale stadig spøger, synes paradoksalt nok at have fastholdt professionen i en afmagtsposition i forhold til maskulinitet, som den ikke synes at vedkende sig. At dømme ud fra antallet af mandlige sygeplejersker er der ikke rykket ved den tilsyneladende nagelfaste opfattelse, at sygepleje snarere er lig et professionaliseret moderskab end et professionelt arbejde.

Denne fejring af kvindelige egenskaber i forhold til at yde omsorg er bundet til kønnet i en sådan grad, at det stadig er en udbredt opfattelse, at der, når det gælder omsorg, vitterlig er tale om biologiske egenskaber og ikke en tillært kvalifikation gennem et levet liv og en formel uddannelse. Det er med til at give sygeplejerskeprofessionen et strejf af andenrangsprofessionalitet, og her er det bemærkelsesværdigt at notere sig, at en stor del af de adspurgte mandlige sygeplejersker giver udtryk for at være blevet sygeplejersker ved et tilfælde. Det er tilsyneladende ikke et legitimt drømmejob for en mand. Mænd bydes dog velkommen i faget, men det er ikke inden for omsorgen, at de forventes at have noget at tilbyde, men inden for de områder, der traditionelt forbindes med det maskuline som eksempelvis det tekniske og i lederstillinger.

Mor med fuldskæg

Når et køn dominerer på en arbejdsplads, bliver dette køns syn på verden det dominante, og dette handler i høj grad om den fysiske tilstedeværelse af kønnene. Som det er i dag, har den mandlige sygeplejerske reelt to valg: Enten bliver han leder, eller også søger han job, hvor der er flere mænd; anæstesi eller psykiatri. Det kan godt være, at manden hilses velkommen i faget som den fortabte søn og på mange måder har det som blommen i et æg. Men han må også stille og roligt lære ”at logre med halen for den kvindeverden, han opsluges af” for at kunne vedblive at opholde sig her (8). Han bliver – med Anne Knudsens ord – mor med fuldskæg.

I en tid, hvor kvoter for kvinder i lederstillinger er til debat, kunne det derfor være interessant med en seriøs debat om kvoter for mænd på sygeplejerske- og social- og sundhedsuddannelserne. Det er særligt vigtigt for disse fag, fordi godt halvdelen af patienterne netop også er mænd.

Forskning i mænds måder at forholde sig til sygdom på er ved at komme i gear, og der arbejdes bl.a. fra Selskab for Mænds Sundheds side på at skabe interesse for manden som selvstændigt køn i det danske sundhedsvæsen, både hvad angår forebyggelse og behandling. Flere mandlige sygeplejersker kunne bidrage positivt til denne udvikling, så sundhedsvæsenets tilbud til mænd fik flere strenge at spille på.

De mandlige patienter fremhæver nemlig også – som de mandlige sygeplejersker – angsten for at fremstå som feminine mænd (9). Der sættes også her lighedstegn mellem femininitet og det at fremstå som svag, hjælpeløs og i følelsernes vold. Og jo stærkere manden er præget af former for hegemonisk maskulinitet, desto større betydning har det for ham at konstruere sig selv som stærk og det feminine aspekt som svagt.

Identitet forbundet med ansvar

Også for de mandlige patienter er deres identitet forbundet med arbejde og ansvaret for familiens økonomi. Det er et gennemgående tema at kunne handle sig gennem og ud af sin sygdom, frem for at føle sig igennem, og mange ønsker i første omgang professionel rådgivning og information, da dette ikke udfordrer deres autonomi så voldsomt og giver dem bedre tid til at komme overens med deres sygdom.

I en undersøgelse af patienter med urinvejskræft, hvoraf 2/3 er mænd, oplevede 64 pct. sig ikke set som individ i deres behandlingsforløb. Og yderligere 45 pct. fandt den psykiske støtte fra sygehuspersonalet problematisk (10). Det vil selvfølgelig være at tage munden for fuld at tilskrive dette den herskende omsorgsdiskurs. Men det er langtfra utænkeligt, at den mandlige patient kan få problemer i sit møde med denne kvindeverden – ikke mindst i forhold til sin maskuline selvforståelse.

Sygeplejerskeuddannelsen og fagets akademiske elite bør nok en gang se sig selv efter i sømmene og sætte kønnet til debat ved aktivt at gå ind og forholde sig til de oplevede forskelle til verden, til omsorgsdiskursen og til faget selv, og ikke negligere betydningen af køn til udelukkende at være en konstruktion. Det handler i høj grad om balance.

Mænd er trådt i karakter som fædre i en grad, få havde kunnet forestille sig for 50 år siden. Det forventes i dag, at en far er nærværende og tilstedeværende, og 95 pct. af alle mænd er i dag frivilligt med til fødslen. Til trods for at det stadig går lidt trægt med mænds barselsorlov, er der tale om en revolution også på dette område.

Kvinder har i løbet af en generation revolutioneret dele af arbejdsmarkedet og er trådt i karakter som læger, jurister, præster m.m. og har for længst overhalet mændene i skolen og på de videregående uddannelser. Måske er mandlige sygeplejersker ikke så utraditionelle mænd, som antallet indikerer, men snarere mænd, der blot har foretaget et utraditionelt valg.

Men der er her 60 år efter den mandlige debut i faget fortsat lang vej til de 25 pct., der definerer et kvalificeret mindretal, som måske ville bidrage til, at mænd kunne blive andet og mere end blot parenteser i sygeplejen.

Martin Rimi er ansat som sygeplejerske på Kardiologisk afd. M3, Frederiksberg Hospital.

Bachelorprojektet ”Mænd, maskuliniteter og omsorg”, som denne artikel er baseret på, kan rekvireres hos forfatteren.

Tak til Sygeplejerskeuddannelsen København, Professionshøjskolen Metropol, for stipendium til artikelskrivning, til Susanne Vahr for vejledning og opbakning til bachelorprojektet og til udviklingskonsulent Stinne Glasdam for vejledning og kritisk gennemgang under tilblivelsen af denne artikel.

Litteratur

1. Thorning M. Mænd i sygeplejen.  Klinisk Sygepleje. 10. Årgang. Nr. 5 oktober 1996.
2. Reinicke K. Arbejdsliv, maskulinitet og karrieredilemmaer.  Arbejdsliv, 12. årgang nr. 2, juni 2010.
3. Warming K. Når mænd arbejder i kvindefag. Rapport. Center for ligestillingsforskning ved Roskilde Universitetscenter. Juni 2005.
4. Martinsen K. Øjet og kaldet. Munksgaard Danmark, København 2001.
5. Madsen SA et al. Fædres tilknytning til spædbørn. Hans Reitzels Forlag, København 2002.
6. Dreyer-Kramshøj M. ”Mød mænd hvor mænd er”. Sygeplejersken, d. 18. juni 2010, blad nr. 12.
7. Knudsen A. Her går det godt, send flere penge. Gyldendal København 1996.
8. Nordal B. ”Den moderne mand og lærerrollen”. Kronik. Frie Grundskoler, 27. september 2006.
9. Ølgod J. Mænds behov ved livstruende sygdom. Hjortdahl, Gert (red.): Medicinsk Årbog 2003. Munksgaard Danmark 2002.
10. Grønvold M m.fl. Kræftpatientens verden. Resume (internetdokument) Kræftens Bekæmpelse 2005 (citeret d. 1. juni 2010). www.cancer.dk