"Vi kan ikke bare udstøde folk og håbe på, at andre samler op"

Sundhedsvæsenet har svært ved at rumme de mest udsatte patienter. Nina Brünés mener, at socialsygeplejersker kan være en del af løsningen. De kan håndtere de sociale problemer, mens det specialiserede plejepersonale behandler sygdommen. Foto: Søren Svendsen.

Nina Brünés har arbejdet med socialt udsatte siden 1998, først som gadesygeplejerske, senere som socialsygeplejerske på Bispebjerg Hospital.

I øjeblikket er hun leder for et projekt med socialsygeplejersker på hospitaler i Region Hovedstaden. Nina Brünés vil bidrage med sit syn på ulighed i sundhed som oplægsholder ved Ulighedens Topmøde den 14. marts. Sygeplejersken har spurgt hende, hvorfor hun er optaget af emnet:

Hvad er galt i sundhedsvæsenet i forhold til ulighed i sundhed?
”Det kan godt være, vi taler om, at alle har lige adgang til sundhedsvæsenet i Danmark, men det har vi alligevel ikke altid i praksis. Vi har indrettet et sundhedsvæsen, som er præget af en høj grad af specialisering, og lægerne og sygeplejerskerne inden for de enkelte specialer er virkelig dygtige. Men socialt udsatte som hjemløse, stofmisbrugere og psykisk syge patienter har ofte flere konkurrerende lidelser som f.eks. hiv, leverbetændelse og måske skizofreni ved siden af. Man kommer nemt til at overse nogle sygdomme, og samtidig fylder de sociale problemer ofte rigtig meget, og det er der ikke plads til i et specialiseret system.

Desuden betyder effektivisering i form af flere ambulante forløb og dagoperationer problemer for dem, som ikke har en fast bolig eller et netværk at støtte sig til de første dage derhjemme. Patienterne bliver altså besværlige for personalet, fordi systemet indrettes på en måde, som ikke passer til deres udsatte situation. I nogle tilfælde er der selvfølgelig velvilje til at lade sådan en patient blive et par ekstra dage, men det sker ikke pr. automatik.”

Hvad er løsningen?
”Vi skal blive bedre til at arbejde sammen og på tværs. Vi skal have nogle sygeplejersker med særlige kompetencer på det sociale område, som kan indgå i et tæt samarbejde med afdelingerne. Så kan socialsygeplejersken tage sig af de særlige problemer, som udsatte har, som f.eks. misbrug og hjemløshed, og personalet kan tage sig af det, de er bedst til.

Socialsygeplejersker kan hjælpe patienten med at komme til behandling og kontrol ved at sende sms’er eller samarbejde med gadesygeplejersker om at få dem ind. Desuden støtter de den gode udskrivelse med henvisning til relevante tilbud, for vi kan ikke forvente, at det almindelige plejepersonale kan finde rundt i junglen af tilbud til socialt udsatte i kommunerne.”

Burde vi ikke satse på at forebygge, at folk overhovedet bliver socialt udsatte?
”Selvfølgelig skal vi altid forebygge, og gerne så tidligt som muligt. Men de patienter, jeg arbejder med og for, er kronikere, og derfor er jeg mere optaget af at tilbyde dem ligeværdig behandling. Det er interessant, at når vi har svært ved at rumme de socialt udsatte i samfundet, når vi ikke kan lide at have med dem at gøre, så udstøder vi dem og håber på, at andre samler op.

Mange af de større kommuner har i dag et fintmasket net af tilbud målrettet de socialt udsatte, og selvfølgelig er det fint, at vi rækker ud efter de udsatte, men det må ikke være, fordi vi har udstødt dem. Hvorfor tænker vi ikke: ”Kunne det være anderledes?” Hvis vi bliver ved med at lave knopskydning med projekter rettet mod socialt udsatte, fordi de ikke kan rummes i det etablerede system, så ender vi med at etablere et parallelsamfund ved siden af ”vores eget”.”

Hvad mener du med parallelsamfund?
”Det sker, at man sender socialt udsatte ud på gaden, før de er færdigbehandlede, fordi de ikke passer ind i det etablerede sundhedsvæsen, og så er ”der jo nok en gadesygeplejerske, der kan tage sig af ham og rense hans sår”. Det har også været nødvendigt med særlige tandlægetilbud, fordi de privatpraktiserende tandlæger ikke vil have dem i klinikken. Når vi laver sundhedstilbud, der kun retter sig mod socialt udsatte, så vi andre ikke behøver at have med dem at gøre, så er det, jeg taler om et parallelsamfund.  

Her risikerer vi, at tilbuddene bliver tilfældige lappeløsninger, hvor patienten ikke får den samme specialiserede handling som i det etablerede system. Selvom tilbuddene er sympatiske, bør de kun fungere som supplementer. Vi bør i stedet gøre systemet bedre til at rumme de udsatte patienter ved at bygge bro inden for sundhedsvæsenets mure. Det system, som er til for dig og mig, skal også påtage sig ansvaret for dem, vi ikke gider lege med. Ellers har vi spillet fallit.”