Historisk: Bispebjerghjørner og plettede dyner

​

Dengang

Sådan blev et ”mitrecorner” lagt på Presbyterian Hospital. Charlotte Munck tog metoden med sig til Danmark, hvor det blev kendt som et Bispebjerghjørne. Fra bogen Practical Nursing af Anna C. Maxwell og Amy E. Pope (1923). Kilde Sengeredningens historie 1859 til 1975 af Gunilla Svensmark, Sygepleje & Historie, Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, nr. 48 2014.

I Florence Nightingales berømte bog om sygepleje ”Notes on Nursing” fra 1859 beskriver hun bl.a., hvordan en sygeseng skal indrettes og redes. Alt sengetøj skal hver dag tages ud og hænges til luftning og tørring. Sengene må ikke være højere end en sofa af hensyn til patientens tryghed – det var, før arbejdsmiljørepræsentanter og dårligt arbejdsmiljø blev sat på dagsordenen.
Dansk sygepleje var inspireret af den britiske. Unge kvinder rejste til London for at lære sygepleje på Nightingaleskolen, bl.a. senere formand for Dansk Sygeplejeråd, Henny Tscherning, mens hun var plejemoder på Kommunehospitalet i København.

Den eneste håndbog for sygeplejersker frem til 1926 var ”Haandbog for sygeplejersker”, som var skrevet af to læger. Her var sengeredningen grundigt beskrevet. I stedet for vore dages dyner blev der brugt overlagen og uldtæpper, 2-4 stk. afhængigt af vejret. Det var vigtigt at afdampe lagnerne for at slippe af med kondens og fugt.

Forstanderinden på Bispebjerg Hospital og senere formand for Dansk Sygeplejeråd, Charlotte Munck, var redaktør på den første danske håndbog om sygepleje fra 1926, delvist oversat fra en amerikansk lærebog. I kapitlet om sengeredning blev det beskrevet, hvordan sengen skal bibringe velvære for patienten, sengen er patientens refugium, og sengeredningen er en forudsætning for patientens velvære. På Bispebjerg Hospital opstod begrebet ”Bispebjerghjørner”, en betegnelse for måden at stramme lagnet om madrassens hjørner.

Nu

I 2011 fandt et par serviceassistenter fra Horsens Sygehus på en betrækløs dyne, der skåner de ansattes nakke og skulder og gavner økonomi og miljø. Foto: Niels Åge Skovbo.

For et par år siden begyndte hospitalerne at bruge dyner uden betræk – eller med ”påsyet betræk”. Begrundelsen lød, at betrækløse dyner er mere hygiejniske, fordi man ikke hvirvler støv op, når man skifter betræk på en stue. Samtidig skåner det personalet, og det sparer tid, så sygeplejersker og assistenter kan koncentrere sig om plejen. Og det sparer vand og energi på autoklavering af dyner. De betrækløse dyner kan vaskes i maskine.

Men hvad stiller patienten op, når der kommer pletter på dynen? Det dilemma blev behandlet i Sygeplejersken nr. 2/2014, hvor spørgsmålet lød, om det ville være i orden, at patientens pårørende tog eget betræk med?

”Hvordan skal personalet holde styr på hygiejnen, hvis folk selv begynder at slæbe linned med på hospitalet,” blev der indvendt.

På dette opstillede dilemma svarede daværende næstformand for Sygeplejeetisk Råd, Annette Hegelund, bl.a.:
”Sengeredning er et felt, der giver mulighed for at observere, forebygge komplikationer og skabe tryghed og velvære, både fysisk og psykisk (…). Det kunne se ud, som om Clara (sygeplejerskens navn i dette opstillede dilemma, red.) ureflekteret har ladet sig forføre af nye og måske smartere/lettere tiltag i sygeplejen. Tiltag, som bliver indført for at effektivisere og økonomisere. Men sygepleje er jo langt mere end det, og det har Clara – og sundhedsvæsenet – vist glemt.” 

Research: Gunilla Svensmark