Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tværfaglighed sikrer udredning

​Det tværfaglige samarbejde er i højsædet på Geriatrisk Klinik på Svendborg Sygehus, hvor Dansk Sygeplejeråds formand var i klinik.

Sygeplejersken 2014 nr. 2, s. 38-39

Af:

Mads Krøll Christensen, journalist

formandsbilelde%20beskaaret ”Vi bruger vores faglige selskab (Fagligt Selskab for Geriatriske og Gerontologiske Sygeplejersker, red.) meget,” siger afdelingssygeplejerske Helle Svensson (tv.), som også fortæller, at sygeplejerskerne på klinikken er godt efteruddannede, f.eks. med masteruddannelse i gerontologi og diplomuddannelse i demens. Foto: Simon Klein-Knudsen

”Vores patienter bliver vurderet af forskellige fagligheder, eksempelvis fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker og læger. Det tværfaglige er helt nødvendigt i udredningen,” fortæller Helle Svensson.

Hun er afdelingssygeplejerske på Geriatrisk Klinik OUH på Svendborg Sygehus, hvor sygeplejersker foretager undersøgelse, behandling og opfølgning af geriatriske patienter. Sammen med ambulatoriets seks øvrige sygeplejersker har Helle Svensson inviteret Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i klinik.

Klinikkens hovedopgave er at diagnosticere og behandle sygdomme hos ældre.

”Det er en helhedsvurdering af patienterne, der er omdrejningspunktet,” forklarer Helle Svensson, der sammen med flere kolleger er aktive i det faglige selskab for geriatriske sygeplejersker.
 

Tæt samarbejde med kommunerne

Klinikkens optageområde dækker fem fynske kommuner samt øerne. Patienter på Ærø vurderes tværfagligt i eget hjem. Personalet tager færgen til Ærø en gang om måneden.

”Vi har et tæt og godt samarbejde med kommunerne. Og indimellem superviserer klinikkens sygeplejersker også plejepersonalet på plejecentre om f.eks. samvær med demente patienter,” fortæller Helle Svensson og fortsætter:

”Men det ville helt klart styrke kvaliteten, hvis der var sygeplejersker på alle plejecentre. I dag oplever vi, at nogle plejecentre først kontakter os langt henne i et sygdomsforløb. Personalet har ganske enkelt ikke været klar over, at der var noget galt inden da.”
Tal fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 35 pct. af landets plejecentre i dag ikke har sygeplejersker fast tilknyttet. Tallene afslører også store regionale forskelle. I Region Syddanmark har 46 pct. af plejecentrene ikke sygeplejersker tilknyttet. 

”Generelt er konsekvensen, at vagtlægerne kan blive tvunget til at indlægge ældre borgere, fordi der ikke er sygeplejersker til at tage sig af den komplicerede sygepleje ude på plejehjemmene. Det er dyrt både økonomisk og for de ældres livskvalitet,” påpeger Grete Christensen.
 

Sygeplejersker på alle plejecentre

Grete Christensen understreger, at den demografiske udvikling betyder, at andelen af borgere over 80 år vil stige markant de kommende år:

”Vi er nødt til at sikre, at kommunerne og især plejehjemmene er rustet til den opgave,” siger Grete Christensen.
Helle Svensson er på linje:

”Sygeplejerskerne er bedre uddannede. De ved, hvad der skal gøres. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at demensramte og andre geriatriske patienter hurtigere vil blive henvist til os, hvis det på alle plejecentre er sygeplejersker, der løser opgaven.”
 

Pårørende med på demensklinik

Geriatrisk Klinik huser også demensklinikken, der modtager patienter, som er henvist til udredning af demens. Henvisningerne kommer ofte fra borgerens praktiserende læge.

”Vi beder altid om, at der er pårørende, som deltager i konsultationen,” fortæller sygeplejerske Marianne Dolmer, der er en af klinikkens to sygeplejersker med speciale i demens.

Udredning, behandling og opfølgning består af et forløb på fire konsultationer og tager ca. et halvt år. Efterfølgende overtager egen læge og kommunens demenskoordinator alene den videre behandling.

”Jeg savner mere ensretning på området, forstået på den måde, at vi skal have spredt viden om den gode måde at gøre tingene på,” påpeger Marianne Dolmer, der for nylig har været med til at forfatte anbefalinger i ”National klinisk retningslinje for udredning og behandling af demens”.

Læs de kliniske retningslinjer her

Læs mere om det Faglige Selskab for Geriatriske Sygeplejersker

Vis formanden din arbejdsdag

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, besøger et bredt udsnit af sygeplejerskernes arbejdspladser og følger en sygeplejerske i løbet af hendes eller hans arbejdsdag. Hvis du kunne tænke dig, at Grete Christensen følger dig i dit arbejde, så send en mail til redaktionen@dsr.dk