5 faglige minutter: Et CV skal have næring

Jeg sliber mine knive, vander planterne i mine krukker og pudser mine sko en gang imellem. Men hvordan er det lige med mit CV? Et CV skal vedligeholdes akkurat som de fleste andre ting, og i sidste uge opdagede jeg, at jeg havde glemt det. Der var fuldstændig tomt på de pladser, der var reserveret til aktiviteter i 2012 og 2013. Hvorfor?

Jeg har ikke nogen særlig god eller overbevisende forklaring. Jeg har ikke været på jordomrejse, været udstationeret på et af klodens brændpunkter med en eksotisk organisation eller siddet i et refugium på Jyllands vestkyst og skrevet en dramatisk nøgleroman. Måske er jeg slet og ret gået i stå, og hvad skal jeg gøre ved det?

Vil det være en idé at kræve tre fagligt udviklende aktiviteter med tyngde og substans af mig selv om året? En aften om sorg og en temadag om smerter. I tillæg måske en seance om at vejlede skribenter i et frugtbart og tilfredsstillende samarbejde? Det må være passende og måske endda et prik i retning af på sigt at gøre noget andet og mere.

Det rækker ikke at fortælle en potentiel arbejdsgiver, at jeg var bogopsætter på det lokale bibliotek i starten af halvfjerdserne. I bedste fald vil ansættelsesudvalget få sig et billigt grin, i værste fald vil forsamlingen ikke gide at læse videre. Min tid som barnepige i kongehuset er på samme måde ligegyldig, og at jeg engang var ansvarlig for at lukke Brugsen i Liseleje hver aften, tæller heller ikke. Altså, hvad tæller?

Det gør faglig aktivitet afhængigt af interesse, job og ambitioner. Stiler man mod almen praksis, er en baggrund som anæstesisygeplejerske ikke nødvendig, vil man derimod gerne bedøve eller lindre smerter, nytter uddannelsen til sundhedsplejerske ikke det store. Man skal kunne skifte spor, men derfor er det alligevel en god idé at følge med, det har jeg indset.

Sygeplejersker har gået i folkeskole, gymnasium eller taget HF, og de har efterfølgende opholdt sig på en sygeplejeskole og i klinikken. De har modtaget deres autorisation, og så er der ellers stille. Sådan er det selvfølgelig ikke for alle, men lidt for mange synes ikke at tænke på fag efter klokken 16, og det er ærgerligt.

Noget af en påstand, men jeg ved det, fordi jeg for et halvt år siden var med til at kigge på en stak ansøgninger for en ven.
Nogle af ansøgningerne skulle igennem en strygerulle først, fordi de var foldet tre-fire gange og puttet i en alt for lille kuvert. På CV’et var der ingen tegn på eller beviser for, at kurser, temadage, workshops eller andet havde optaget sindene. En sendte ansøgning til et forkert job, en anden startede med at skrive ”Hallo!” 

Men skal man så bare være ærlig: Jeg er blevet godt gift, har tre søde og velfungerende unger og er formand for bestyrelsen i børnehaven ”Regnormen”.

Hvad vil man lægge vægt på i den ansættelsessamtale? Uanset hvor man vil være sygeplejerske, skal der andre kvalifikationer til end at være mor og bestyrelsesformand.

”Desværre afholder mange sig fra at læse en artikel, der fylder mere end to sider.” Det skrev en sygeplejerske til mig for et par måneder siden. Hun havde fået publiceret en lidt længere og meget faglig artikel om et hidtil upåagtet emne. Er det rigtigt, det hun siger?

Det skal være interessant at gå på arbejde, forudsætningen er, at man lytter, læser og lægger vejen forbi, når der sker noget fagligt et eller andet sted. For det gør der.

Sygeplejersker ligger øverst på skalaen over troværdige fagpersoner, bl.a. derfor må CV’erne ikke være visne. Hvis sygeplejersker vil fremstå som en profession, skal CV’erne afspejle det, og de skal have næring.

Jeg må se at komme i gang.

 ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.