Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nødkald fra 1813

Sygeplejerskerne på Region Hovedstadens akuttelefon 1813 oplever, at ledelse og politikeres store fokus på ventetider blokerer for, at de kan få løst deres arbejdsmiljøproblemer.

Sygeplejersken 2014 nr. 4, s. 26-27

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

​Læs artiklen som pdf side 26

1813-logoSygeplejerskerne på Region Hovedstadens akutberedskab 1813 undrer sig over politikere og ledelses fokus på svartiderne i forhold til borgerne. Målet er, at 90 pct. af opkaldene skal besvares inden for 3 minutter, og alle opkald skal besvares inden for 10 minutter.

”Er 3 minutter overhovedet et realistisk mål?” spørger tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på 1813, Lone Lundberg, og tilføjer:

”Det er klart, at hvis man skal bruge en ambulance, så skal det gå hurtigt, men hvis det handler om en hudafskrabning, har man ikke brug for så hurtig hjælp.”

I januar og februar har politikere og ledere fra Region Hovedstaden stået i akutberedskabets rum og kigget på svartiderne.

”Det er, som om det er det eneste, der optager dem. Vi har sagt til dem, at det er utrolig stressende for sygeplejerskerne,” fortæller Lone Lundberg, som dagligt taler med sygeplejersker, der giver udtryk for, at de synes, arbejdsmiljøet er for hårdt.

”Jeg går til de relevante ledere – også den øverste ledelse – og fortæller dem, at de skal passe på med at presse medarbejderne yderligere. Særligt i weekenderne har presset været så stort, at folk bliver kaldt ind igen, hvis de er gået ud for at holde pause,” fortæller Lone Lundberg.

I weekenden skal der over 30 sygeplejersker til at betjene de mange opkald fra især mange børnefamilier, som ringer ind. Det betyder, at sygeplejerskerne har følt sig under konstant pres for at tage ekstra vagter.

”Arbejdet kræver, at du skal bruge din hjerne hele tiden. Du skal være på og opdage den ene blandt de 50, hvor der er brug for en ambulance, fordi det er alvorligere, end den, der ringer ind, tror. Enten fordi man ikke vil være til besvær, eller fordi man vil negligere sine symptomer. Vi arbejder med den risiko, at vi kan få en sag i Sundhedsstyrelsen, hvis vi ikke gør vores arbejde ordentligt. Derfor skal vi have ordentlige arbejdsforhold, så vi kan arbejde ansvarsbevidst,” siger Lone Lundberg.