Pionerånd holder sygeplejerskerne på 1813 oppe

På en anonym betonbygning i et næsten mennesketomt industrikvarter i Ballerup står der på et lille skilt: ”Den Præhospitale Virksomhed – Akutberedskabet”. Det er på 3. sal på Telegrafvej 5, opgang 2.

Man skal ringe på for at blive lukket ind, og man skal lige igennem receptionen, før man står i hjertet af Region Hovedstadens akutberedskab.

Her sidder læger, sygeplejersker, dispatchere, lægeassistenter og den Akutmedicinske Kommandocentral, AMK, klar til at hjælpe regionens 1,7 mio. borgere med store som små sundhedsspørgsmål ved ulykker, ved katastrofer, og hvis der skulle ske et terrorangreb. 

Det dunkle lokale er flere hundrede kvadratmeter stort. Her er ikke højt til loftet, men de, som sidder langs vinduerne, kan kigge langt ud over Ballerup og omegn. Det minder mest af alt om en overdimensioneret flykabine. Lange rækker af høje sorte stolerygge, sorte skillevægge, sorte computerskærme, telefoner og mørkegrå gulvtæpper. Der er en summen af en masse stemmer, som siger noget om tabletter, milligram og stiller spørgsmål om sygdomssymptomer.

På bageste række helt ude ved vinduet sidder sygeplejerske Pernille Sonne, som er tidligere intensivsygeplejerske, og som også har arbejdet i psykiatrien og er uddannet psykoterapeut. Hun har fire skærme foran sig. Herfra kan hun svare på det meste og ellers henvise videre til en læge, akutklinik eller akutmodtagelsen. Hun kan sende en ambulance eller en helikopter af sted, hvis der skulle være brug for det.
 

Vejrtrækning som kaffemaskine

Pernille Sonne kan se navnet og adressen på den kvinde, som for 1 minut og 33 sekunder siden tastede 1-8-1-3. Det er den gennemsnitlige ventetid ved 16-tiden denne tirsdag eftermiddag, hvor Sygeplejersken lytter med.

”1813, det er sygeplejersken, hvad kan jeg hjælpe med?”

”Min datter har falsk strubehoste, hun har for nogle måneder siden været indlagt på Hvidovre Hospital og fået maske, som har hjulpet. Men hun har for ikke så længe siden haft lungebetændelse og influenza, så hun har været hårdt ramt. Nu har vi lige hentet hende fra vuggestuen, og hendes vejrtrækning lyder som en kaffemaskine,” fortæller den bekymrede mor, mens man kan høre barnet pludre i baggrunden.

”Har hun feber?” spørger Pernille Sonne, og kvinden svarer nej. ”Hvor lang tid har hun hostet?” ”Hvad laver hun lige nu?” ”Hvornår har hun sidst fået sin inhalation?”

Pernille Sonne bruger en spørgeguide – ”indeks” kalder de den, som er udviklet af læger og sygeplejersker på 1813. Når hun krydser svarene af, foreslår systemet EO, som står for Egenomsorg, og det vil sige, at Pernille Sonne kan råde kvinden til at give barnet maske.

Men hun råder alligevel forældrene til at tage ud på akutmodtagelsen.

”Jeg kan se her, at ventetiden på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital er ca. en time. I får en plads i køen med det samme og behøver ikke tage derud før kl. 17. Men det er ikke sikkert, I kommer til med det samme, for det kan være, at der kommer akutte patienter før jer. Men I kan i hvert fald vente med at tage derud til kl. 17,” siger Pernille Sonne.

Kvinden i den anden ende siger ”Mange tusinde tak,” inden hun lægger røret på.
Efter samtalen, der varer få minutter, forklarer Pernille Sonne, at hun valgte at bruge sit eget skøn frem for at læne sig op ad indeksets vejledning.

”Moderen forklarede, at barnet var blåligt om munden ved leg, og årsagen til det skal undersøges nærmere i dag,” siger hun.

Sygeplejerskerne bruger en spørgeguide, indeks bliver det kaldt, som er udarbejdet af læger og sygeplejersker på 1813, og Pernille Sonne krydser svarene af. Skærmene viser, hvem der ringer, ventetiden på skadestuerne og svartiderne på 1813.

 

 

Røde tal stresser

Pernille Sonne kan hele tiden se den gennemsnitlige ventetid for borgerne nede i bunden af sin ene skærm. For lægerne har ventetiden på kort tid sneget sig op på 12 minutter og 18 sekunder, og derfor er tallet blevet rødt. Vagtlederen kommer forbi og uddeler actioncards.

Hvis Pernille Sonne har en borger, som hun vurderer skal tale med en læge, og ventetiden i lægekøen er meget lang, kan hun skrive borgerens telefonnummer ned på sedlen og give det til en læge, der er udpeget til at sidde klar til at ringe patienterne op efter tur. Selvfølgelig kun i forhold til borgere, hvor deres tilstand er, så de kan vente med at tale med en læge.

”Det betyder, at borgeren kan slippe for at skulle hænge i røret i lang tid, men kan lægge på og vente på, at lægen ringer op,” forklarer Pernille Sonne.

Så snart et opkald er slut, har Pernille Sonne den næste i røret. Det er en kvinde, som dagen før er faldet. Efter faldet blødte hun fra en hudafskrabning i panden og fra næsen, men det er stoppet nu, og kvinden fortæller, at hun har været på arbejde. Men nu er hun i tvivl, om alting er o.k., for næsen er faktisk ret øm.

Pernille Sonne spørger ind til ømheden, og om næsen ser skæv ud. Hun guider kvinden til at teste, om der er luft i begge næsebor, ved at man skiftevis holder fingeren for det ene og det andet næsebor. Konklusionen er, at der ikke er noget, der umiddelbart tyder på et brud.

Men Pernille Sonne informerer om, hvilke symptomer kvinden videre skal være opmærksom på, og hvordan hun skal forholde sig. Hun spørger også til hudafskrabningen. ”Hvornår har du sidst fået en stivkrampevaccination?” Det kan kvinden ikke huske, og Pernille Sonne råder hende til at holde øje med eventuelle infektioner og om nødvendigt kontakte egen læge for at få en stivkrampevaccination.

Efter endnu en kort samtale er afsluttet, forklarer Pernille Sonne, at borgerne også kan sende et foto ind af deres skade.
”Min kollega derovre er behandlersygeplejerske, og i nogle tilfælde kan hun f.eks. vurdere ud fra et foto, om det er et sår, der skal sutureres, eller om det blot skal renses og observeres for infektion.

Men det afhænger lidt af, hvilke kolleger du lige har omkring dig.”
Her kommer Pernille Sonne ind på en problemstilling, der i øjeblikket er aktuel på 1813. På grund af travlheden og de ændrede lokaliteter med meget større afstande til kollegerne er der alt for lidt faglig sparring imellem kollegerne – eller snarere ingen sparring.
”I Herlev sad vi meget tæt, og alle kunne høre hinanden.

Nu har vi fået meget bedre fysiske arbejdsvilkår, men til gengæld sidder vi mere alene med beslutningerne og de påvirkninger, visse samtaler medfører. Det kunne f.eks. være rart, hvis der sad en læge, som var friholdt til, at vi kunne spørge vedkommende til råds ad hoc. Men når ventetiden på lægerne er rød, så er det ikke muligt at friholde en læge.

Et andet problem er, at jeg ikke har overblik over de kolleger, jeg sidder sammen med, og hvem der evt. har en særviden, jeg kan gøre brug af,” siger Pernille Sonne.
 

Presset fra flere sider

Det er kendt, at 1813 har haft en særdeles hård start siden 1. januar 2014. På den ene side er sygeplejerskerne blevet mødt med kritik fra de praktiserende læger, på den anden side har 1813 fra dag 1 været en stor succes hos borgerne, som i langt højere grad end forventet taster de fire cifre.

”Flere af dem, som sidder her, har været på arbejde hver eneste weekend siden 1. januar,” fortæller sygeplejerske Pernille Sonne.
Pernille Sonne hører til ”de gamle”, forstået på den måde, at hun oprindelig er blevet oplært på 112 og har været med, siden 1813 startede i februar 2012 og havde lokale på Herlev Hospital. Men på trods af det har hun været uforberedt på det, hun er blevet kastet ud i de seneste måneder med enorm arbejdsbelastning, angreb fra lægerne i medierne og til dels fra borgerne i røret.

”Vi knokler, men samtidig bliver vi presset fra mange sider. Politikerne og ledelsen i Region Hovedstaden har enormt fokus på svartiderne, og borgerne har meget store forventninger til, hvad vi kan hjælpe dem med. De bliver nogle gange skuffede, når det eneste, vi kan sige, er, at ”du skal ringe til din egen læge i morgen”.

For Region Hovedstadens markedsføring har kørt meget stærkt frem med, hvad vi kan tilbyde, ”når lægen har lukket”, og dermed er folks forventninger skruet i vejret. De siger f.eks. ”hvad kan vi bruge jer til, når I alligevel ikke vil udskrive recepter”,” forklarer Pernille Sonne.

”Mange har fået oplevelsen af, at 1813 er en udvidet service for de ydelser, ens praktiserende læge tager sig af. De har ikke forstået, at det kun gælder akut opstået sygdom eller tilskadekomst, og bliver skuffede, når vi ikke kan indfri deres forventninger.”
Heldigvis er der dog også rigtig mange borgere, som udtrykker stor tilfredshed med den hjælp, de får.

En kvinde siger ”mange tusinde tak” for det råd, hun har fået. Mange borgere udtrykker stor tilfredshed. Men der er også sure kommentarer, og det slider på personalet, specielt hvis de ikke har nogen at dele det med.

 

Flere kolleger på vej

For at afhjælpe travlheden på 1813 er Region Hovedstaden i gang med at ansætte 10 ekstra sygeplejersker, så antallet af sygeplejersker i alt kommer op over 90. Siden november 2013 er 45 nye sygeplejersker blevet oplært.

”Det er selvfølgelig rigtig dejligt med nye kolleger, men indtil nu har der konstant været nye sygeplejersker i oplæring, og det er yderligere en belastning,” siger Pernille Sonne.

”Vi skriver Danmarkshistorie, det er fedt at være med i noget nyt, og jeg tror på, at det er en god løsning, der giver bedre service til borgerne på sigt. Vi vil så gerne have det til at lykkes, men vi mangler at få alle stillinger besat, at få de nye læger og sygeplejersker fuldt oplært, og at få klaret IT-systemets børnesygdomme.

I perioder føles det, som om bægeret er ved at være fyldt. Mange af os er slidte over de mange ekstravagter, det høje tempo, det massive pres, der er fra både borgere, offentligheden og ledelsen. Og den uforudsigelighed, der er omkring gældende procedurer. Det kan være vanskeligt at navigere i, og jeg bliver ærgerlig og ked af det, hver gang en af mine kolleger siger op,” siger hun.
 

Mangler pauser, supervision og sparring

Pernille Sonne er bekymret for sine mange nye kolleger.

”Jeg sørger for at holde pauser. Jeg logger af og går væk fra skærmen, når jeg har brug for det, næsten uanset om der er hvide, gule eller røde svartider, for ellers kan jeg ikke arbejde forsvarligt. Jeg kan godt sidde og jappe samtalerne hurtigt igennem, men det vil jeg ikke kunne være tilfreds med. Kvaliteten skal være i orden,” siger hun.

Der er nedskrevet regler for pauser på 1813, men hvordan man koordinerer pauserne, virker ofte tilfældigt. Der har ikke været tid til at tale om, hvordan alle de nye opgaver skal løses, og hvordan samarbejdet bør være.

”Måske synes de nyansatte, at det er svært at gå fra bordet, når tallene er røde. Det er ikke alle mennesker, der er lige hårdføre overfor arbejdspresset. Udover selve opgaverne bruger nye kolleger også energi på at finde ind i kulturen,” fortæller Pernille Sonne.
Sygeplejerskerne mangler supervision og sparring. Slår man telefonen fra, går svartiderne i vejret.

”Vi skal bygge en helt ny virksomhed op fra bunden, og vi har brug for at tale om, hvordan supervision, sparring og samarbejde skal foregå, men hvornår skal vi snakke om det?” spørger Pernille Sonne og peger på en opslagstavle på bagvæggen, som er oversået med gule lapper med personalets forslag til, hvordan 1813 kan forbedres.

Et af de spørgsmål, Pernille Sonne tumler med i sit eget hoved, er f.eks., hvornår hun skal holde sig til, hvad indekset og hun selv mener er det rigtige, og hvor langt hun skal strække systemet for at gøre ”kunderne” glade.

”Jeg tager mit visitatorarbejde meget seriøst og gør mig umage med at give den rette hjælp. Så når nogen bliver ubehøvlede i telefonen og forlanger at blive tilset af en læge med det samme for noget, der sagtens kan vente, går det ud over min faglige stolthed. Vi er alle engagerede i at give bedst mulig service, men når ressourcerne er begrænsede, er det så ikke rimeligt, at de sygeste får hjælp først? Hvor langt skal jeg strække mig for at sikre glade kunder?” spørger Pernille Sonne.

Pernille Sonne arbejder 32 timer om ugen. Når hun har fri, vil hun helst ikke tale om sit arbejde, som hun siger:
”Det har fyldt så meget. I januar talte jeg rigtig meget om mit arbejde, fordi 1813 blev angrebet i medierne, og jeg havde brug for at retfærdiggøre mit arbejde. Men nu har jeg det sådan, at jeg bare gerne vil have arbejdsro og i fritiden kunne tale om noget andet.”