Studerende i praksis: En sang som bindeled

 I sommerferien har jeg arbejdet som ferievikar i hjemmesygeplejen i forlængelse af et netop gennemført praktikforløb.

Gennem praktikforløbet kom jeg ofte hos en ældre dame i forbindelse med sårpleje. Hun er en dame, som ellers har levet alene og klaret sig selv, men som nu må modtage hjælp udefra. Dette har været svært for hende at acceptere.

Det hændte ofte, når jeg sad og rensede hendes sår, at den ældre dame fik trang til at citere sin yndlingssang for mig – ”Jens Vejmand”. Hun citerede et vers, hvorefter jeg sang den, da hun ikke selv havde luft til at synge længere.

Da jeg kom tilbage til hjemmesygeplejen som ferievikar, viste det sig, at den ældre dame i mellemtiden var blevet indlagt, da hun havde haft en apopleksi. Et par uger efter blev hun udskrevet til eget hjem igen, og jeg skulle på første sygeplejebesøg hos hende.

Her mødte jeg en fortvivlet dame. Hendes funktionsniveau i arm og ben var nu hæmmet venstresidigt. Mens jeg sad og rensede sårene på hendes ben, fik hun luft for sine frustrationer over den ændrede tilværelse.

Hun fortalte mig, hvordan alle sagde til hende, at hun skulle være taknemmelig for, at det ikke var højre arm, der var blevet svag. Men hun kunne ikke glæde sig over det, der ikke var hændt hende, hun var i sorg over det, der var hændt hende! Jeg rettede mit blik væk fra hendes sår og så ind i hendes øjne.

”Jeg kan godt forstå, du er vred og ked af det, der er overgået dig, og jeg synes, du klarer situationen flot!”

Den ældre kvinde fik en klump i halsen og blev stille. Så sagde hun med bævende stemme: ”Du er den eneste, der har fortalt mig, at jeg klarer det godt frem for at holde en moralprædiken over, hvad jeg skal være taknemmelig for. Tak!”

Det var en øjenåbner for mig at sidde der overfor den ældre dame. Endnu engang blev jeg bekræftet i vigtigheden af, at mennesker bliver set og hørt. En opgave jeg mener, man som sygeplejerske skal huske at værne tæt om i mødet med patienter og pårørende.

Da sommerferien lakkede mod enden, og jeg måtte tage afsked med borgeren, sagde hun tak for det, jeg havde givet hende. I virkeligheden var det hende, der havde lært og givet mig en masse med på vejen.

Vi må åbne vores øjne og ører, se og høre de mennesker, vi møder, så livet ikke ender utaknemmeligt og overset som Jens Vejmands skæbne – ”hvis liv var fuld af sten, men på hans grav i døden, man gav ham aldrig én.”

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.