5 faglige minutter: Øjeblikke

Johanna Thielst er født i 1945 og uddannet på Sygeplejeskolen ved Rigshospitalet i 1970.

Hun var på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Aarhus, pædagogisk linje 1985-1986, og tog en uddannelse som kunstterapeut 1993-1996.

Har arbejdet som basissygeplejerske og sygeplejelærer 1970-2010.

Herefter har Johanna Thielst arbejdet med at skrive. Hun fik udgivet sin første skønlitterære bog i 2012 og skriver fortsat.
 

Ældrepleje

Når fiskerne trak bådene i land, gik vi ned til vandkanten for at se, hvad de havde fået i nettene, og følge solen, der var på vej ned i havet. Inde i makien, der omgav den lille bugt, kunne vi høre æslerne løbe og skryde. Kørestolene var tunge at rulle gennem sandet. De fleste i feriegruppen var demente og holdt meget af at synge, så det gjorde vi tit. Plejehjemmet havde lejet en fløj på et tidligere sanatorium. Vi hjalp alle i seng lidt senere end hjemme og smurte og masserede, hvor det gjorde ondt. Fjernede støttebind. Holdt i hånden. Skiftedes til at holde vagt om natten. Det bankede i vandrørene, og de fleste sov uroligt. Inden jeg faldt i søvn den sidste aften, tænkte jeg, at det måske en gang ville blive mig, der lå i mørket og kaldte på mor.

Hjemmepleje

Så godt kendte jeg landskabet og husene, hvor nogen ventede på, at jeg skulle komme, at jeg kunne finde vej i blinde. Midt i tågen huggede lyset sig med ét igennem. Så stod alt uden filter. Da jeg lukkede mig ind og sagde godmorgen, svarede han ikke. Men han sad som sædvanlig henne ved vinduet i den grønne lænestol med ryggen mod døren. Kikkerten plejede at ligge på det lille bord, når han ikke brugte den. Nu lå den på gulvet ud for hans højre fod. Jeg stod længe i døren ind til stuen med hamrende hjerte og iskolde hænder. Det tog en evighed at nå hen til lænestolen. Der lå en fremmeds maske over hans ansigt. Han vidste alt om fugle, og jeg blev der altid for længe.

Psykiatrisk pleje

Når den faste vagt skulle have pause, afløste jeg hende tit. Så sad jeg lidt væk fra sengen, hvor han lå i bælte uden dyne og pude. Han kastede alt på gulvet. Jeg holdt øje med ham, mens jeg bladrede i de slidte ugeblade. Så længe, den beroligende medicin virkede, lå han stille med lukkede øjne. Så lagde jeg forsigtigt dynen over ham igen. Han havde mistet sin kone og var ude af sig selv af sorg. Et par vinterbadere havde fundet ham liggende på stranden i nærheden af nogle svaner, der var frosset ihjel. Af og til talte han usammenhængende om tang og vand og koraler. Måske havde han været dykker engang.

Telefonrådgivning

Han ringede til Linjen flere gange om ugen det efterår og fortalte, at der ikke var den ting, han ikke var bange for, samtidig med at han havde trang til at fyre den af i sit nyeste outfit og gå i gaderne, når det blev mørkt, og vinden kom fra øst. Han kunne ikke få sig selv til at stole på vestenvinden og mærkede, hvordan jordklodens skorpe blev tyndere dag for dag. Sidst, jeg talte med ham, spurgte han, om jeg havde en skotskternet nederdel, jeg ikke brugte. Så ville han gerne overtage den. En aften, da jeg skulle hjem, var toget meget forsinket. Vinden kom fra vest, og det blæste hårdt på perronen. Siden den aften har han ikke ringet.

Psykiatrisk pleje

Patienten, jeg havde fulgt ned i kælderen til elektrochokbehandling, lå helt stille på båren, men så mig med ét direkte i øjnene og sagde, at skrumpehoveder har læberne rimpet sammen, så sjælen ikke slipper ud. Det var første gang, jeg hørte ham sige noget, selv om jeg havde siddet over for ham utallige gange og forsøgt at hjælpe ham med at spise, men han ville ikke lukke munden op. Da han vågnede efter behandlingen, kastede han op i engangskapslen, der lå parat til venstre for puden. Sidst på eftermiddagen kom hans datter i besøgstiden med brombær, som hun havde plukket, der hvor de plejede at finde dem sammen. Han spiste et par og sagde, at de lignede skrumpehoveder.

Efterskrift

Det er forunderligt at tænke på, hvordan hver eneste arbejdsdag, hver vagt, består af rækker af øjeblikke, der former en. Måske er det noget, man glemmer. Måske noget, man uventet husker senere. Af en eller anden grund.
God vagt.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.