Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Fra overgreb til fredelig sygepleje

Tid er en væsentlig faktor i sygeplejen til en dement borger, men tiden er ofte knap. Intet tyder på, at der bliver mere af den i fremtiden, og det får en sygeplejestuderende til at spørge, hvilke vilkår for udøvelse af sygeplejen vi egentlig kunne tænke os.

Sygeplejersken 2014 nr. 6, s. 8

Af:

Tine Nielsen, sygeplejestuderende

Studerende-i-praksisArkivfoto. Scanpix

I min seneste klinik på et plejecenter for demente har jeg haft fornøjelsen af at passe en 91-årig svært dement borger. Borgeren har brug for hjælp til al personlig pleje, herunder nedre toilette, der foretages i sengen.

I begyndelsen var det ikke en fornøjelse. De første gange, jeg foretog plejen, havde jeg en fornemmelse af, at jeg begik overgreb. Borgeren sagde ”nej, nej, du må ikke,” slog ud efter mig og holdt krampagtigt fast i dynen.

Med mit faglige skøn vidste jeg godt, at den personlige pleje var nødvendig, men ingen mennesker, demente eller ej, fortjener at føle det, som hun gjorde.

Det ændrede sig, da jeg begyndte at tage mig tid til at udføre plejen. Jeg brugte nu 10-20 minutter på at vække borgeren, ae hende på kinden, holde hende i hånden, mens hun halvsov, kramme hende og sludre.

Det nedre toilette blev nu foretaget sammen med en kollega. Nu kunne den ene berolige og tale til borgeren, mens den anden arbejdede. Det, der før tog 15 minutter, kom nu til at tage 30 minutter, men hvilken forskel for borgeren og for mig. Nu havde jeg følelsen af at foretage sygepleje med hjertets øje, som Kari Martinsen udtrykker det.

Hvordan mon arbejdsbetingelserne bliver, når jeg bliver sygeplejerske? Hvor meget tid har jeg? Til hvilken pris for mig og mine medmennesker?

Tine Nielsen er sygeplejestuderende på modul 7 ved UCSJ Roskilde.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.