5 faglige minutter: Den farlige udskrivelse

Det kræver et godt helbred at komme på hospitalet, siger man. Det betyder, at de (lægerne) finder noget, man ikke vidste, man fejlede, eller at man kommer hjem med hospitalserhvervede infektioner, som man i hvert fald ikke havde, da indlæggelsen blev effektueret. Men udskrivelsen til eget hjem kan være lige så farlig som indlæggelsen, tyder adskillige historier i mine umiddelbare omgivelser på. 

Kollegaens mor har slået skulderen ved et fald og har meget ondt i hoften. En krykkestok kan familien hente på regionshospitalet 30 km væk. Kollegaen foreslår, at hun henter den på byens eget hospital, og sygeplejersken lyser af begejstring: ”God idé, godt tænkt”. 

Moderen kan ikke klare dagligdagen uden hjælp, i hvert fald i en periode, men hjemmehjælperen kommer ikke til aftalt tid og heller ikke på den aftalte dag. Da hun dukker op, svarer hun ikke til moderens idealer for god husførelse, karkluden ligger og svømmer i vasken, da hun med et ”hej” forlader matriklen, mens hun lytter til teknomusik på sin telefon. Kollegaens mor klager over voldsomme smerter i hoften i to en halv måned. ”Du er jo faldet,” lyder det fra læge og sygeplejerske. 

Først da en vaks fysioterapeut insisterer på et nyt røntgenbillede, kommer sandheden for en dag. Moderen har en bækkenfraktur. Hun får det straks bedre, for tanken om ikke at blive troet er værre end de reelle smerter. 

At blive afhængig af hjælp fra den uoverskuelige sundhedssektor er en odyssé for kollegaen og hendes mor. Mange i systemet virker socialt tonedøve, og den helhedspleje, der er idealet, skal man være særdeles opfindsom for at opdage. 

Samme historie, nu fortalt af meget velformuleret kvinde på 84 år, som sendte mig et brev med en skarp analyse af, hvordan det var at få et nyt knæ for 10 år siden og i oktober 2014. 

”For 10 år siden oplevede jeg, at alle fra rengøringspersonale til overlæger arbejdede som et team, hvis arbejdsfunktioner var koordinerede, så man som patient oplevede, at det hele hang sammen. Som patient var man i centrum og følte sig i gode hænder under hele forløbet på hospitalet og ikke kun på operationsstuen,” skriver hun. 

I 2014 var der ingen rengøring på hospitalet, maden var dårlig, tarmfunktionen var der ikke nogen, som holdt øje med, og al koordinering stoppede ved hospitalets port. Hjælpemidlerne kunne de pårørende hente 15 kilometer væk, og medicinen blev udleveret i en plasticpose uden ordentlig instruktion. 

”Man er tilskuer til og genstand for enkeltydelser, for de forskellige faggrupper agerer tilsyneladende inden for hver sin kasse og uden overordnet koordinering,” skriver den gamle dame. 

Hun spørger til slut: ”Gad vide, om ikke vores knappe ressourcer ville strække noget længere, hvis der ikke blev tænkt i lodrette, vandtætte bokse med hver deres økonomi, men at vi gennemtænkte økonomien i tværgående helheder og koordinerede de mange indsatser i et patientperspektiv?” Godt spørgsmål. 

Den sidste fortælling handler om Gudmund, der kom ind i en beskyttet bolig kort før jul. Det helt store plejeskyts var ikke kørt i stilling, så dårlig var han ikke, men det gik stærkere, end systemets radar kunne opfange. Resultatet blev, at Gudmund sad alene hele julen uden mad og andet at drikke end vand, imens hans fødder hævede mere og mere. Der var ingen kontakt med hans familie eller venner, ingen spurgte, hvor han plejede at være i julen, om han ville hen i spisesalen og indtage sin julemad der, eller hvilke tanker han gjorde sig. 

Hvorfor alle disse forsømmelser? Hvad skal der til, for at patienter ikke skal ligge i deres hospitalssenge og frygte at komme hjem? 

Måske en hjemkomstrobot, der med flad stemme siger ”Velkommen hjem. Sulten? Tryk 1, Tørstig? Tryk 2”, hvorefter mad og drikke vælter ud af en låge i robottens mave. Efter måltidets indtagelse stryger robottens bløde handskeklædte hånd den gamle over håret, indtil han blunder. 

Nej tak!  

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger. ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.