Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2015 nr. 2, s. 52-54

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Fra paternalisme til partnerskab – en utopi?

Anm_patientenErik Riiskjær
Patienten som partner
En nødvendig idé med ringe plads
Syddansk Universitetsforlag 2014
337 sider – 299,00 kr.


Af Marianne Mahler, dr. PH., sygeplejefaglig konsulent. 
I partnerskabsmodellen er ansvaret for mødet ideelt set delt, og der tilstræbes ligeværdighed mellem patient og professionel. Modellen afspejler et samfundsskabt lighedsideal som modspil til en autoritær, paternalistisk og hierarkisk samfundsforståelse. Dialogen, ligeværdigheden og den gensidige forståelse er det centrale. 

Modellen er ideologisk forankret i plejelogikkens humanistiske tilgang og i dele af den offentlige styringslogiks støtte til demokrati og efterstræbelse af konsensus. Allerede i 1978 fastslog WHO’s Alma Ata deklaration det fordelagtige i at inddrage patienterne i egen behandling. Danmarks nationale strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet var i 1992 inde på, at patientindflydelse og brugerinddragelse var midler til at sikre patienten og pårørende bedre behandling. Siden er fulgt flere officielle tilkendegivelser med visioner om borgernes sundhedsvæsen. 

Bogen, der beskriver partnerskabsmodellen på denne måde, henvender sig til sundhedsprofessionelle, studerende, administratorer på sygehuse og patientforeninger. Målet med den er at se patientens rolle i et bredt organisatorisk, historisk og samfundsmæssigt perspektiv, hvor mange faktorer er på spil samtidigt. Det empiriske grundlag er otte sygehuses patienttilfredshedsundersøgelser 1999-2006 og interview med ansatte på sygehusene. 

De er perspektiveret af litteraturstudier og hændelser i medier. Interview foretaget 2013 og 2014 har Riiskjær anvendt til at validere bogens konklusioner. Den institutionelle organisationsteori er rammen om fremstillingen, og kritisk realisme er valgt som videnskabsteoretisk inspirationskilde. Bogen falder i fire dele, de kan læses hver for sig. 

En del handler om patientroller og patientoplevelse. Der fremstår otte forskellige patientroller, hvor den arketypiske er den lydige patient, der på trods af stadige angreb lever i bedste velgående som passiv, tillidsfuld og kompliant, heldigvis er der dog også andre roller i spil. Læs gerne selv, det er en spændende analyse. En anden del handler om den institutionelle praksis, der beskrives gennem fire logikker: den offentlige styringslogik, markedslogik, lægeprofessionslogik og plejeprofessionslogik.

Bogen kan læses som et bidrag til en kritisk selvforståelse i forhold til retorikken om patientinddragelse, patientinvolvering, patientcentrering og faktisk også plejeprofessionslogik. 


Slå autopiloten fra

Anm_mellemJens Emborg, Mie Marcussen, Marion Thorning og Bo Ørsnes
Mellem os – ABC til konflikt
Frydenlund 2014
208 sider – 269 kr.   

Af Bjarne Friis Pedersen, sygeplejerske, master i konfliktmægling. 
Bogen henvender sig til alle, der ønsker at blive bedre til at håndtere konflikter. Tre gennemgående cases: familie, arbejdsplads og boligforening beskrives, samt hvordan konflikter typisk udvikler sig, og hvordan de kan løses ved hjælp af ABC’en.

Forfatterne viser en dyb indsigt i noget af det vigtigste, når vi håndterer konflikter. De beskriver den mæglende tilgang i både arbejds- og privatlivet som en evne til at rumme andre menneskers meninger, holdninger, væremåder og værdier uden på forhånd at dømme dem ude. Vi skal flytte os fra de spontane, fordømmende reaktioner, hvor autopiloten og følelserne tager over, til en mere undersøgende handlemåde. Konflikter opstår i relationer, hvorfor de også skal håndteres i relationer. Og der skal gøres noget, det hjælper ikke at gemme sig i sin egen hule, blive opslugt af sig selv og pege fingre ad de andre. Deraf ABC’en:

A. Tænk vi.
B. Undersøg.
C. Gør noget.
ABC’en er en klar parallel til den model, mange sygeplejersker arbejder med for at forebygge konflikter, vold og trusler:
1. at registrere
2. at analysere
3. at lære
4. at handle.

Bogen har meget fine afsnit om anerkendelse, fortolkninger, magt og personlig udvikling.

 

Professionelle uden dagsorden

Anm_livshistorieJónas Gústafsson (red.)
Livshistoriefortællinger
– nøglen til livet
Frydenlund 2014
182 sider – 249,00 kr.   

Af Annette Bonde Bertelsen, sygeplejerske, udviklingskonsulent, Socialt rehabiliteringscenter, Borger og arbejdsmarked, Esbjerg Kommune. 
Jónas Gústafssons bog ”Livshistoriefortællinger – nøglen til livet” har fokus på, hvordan professionelle i det psykosociale rehabiliteringsarbejde kan hjælpe psykisk sårbare med at skabe en ny fortælling, der tager udgangspunkt i det levede liv og de værdier, drømme og håb, som knytter sig hertil. Der findes mange bøger om, hvordan professionelle hjælper psykisk sårbare mennesker, men der er få bøger, der som denne beskriver, hvordan vi ud fra en narrativ og eksistentiel tilgang kan være medvirkende til, at mennesker kommer videre i deres liv.

Den røde tråd i bogen er beskrivelserne af, hvordan det at skabe sammenhæng og mening i livet er vigtigt for menneskers recovery. Mennesker, der har været i langvarig kontakt med behandlersystemet og sociale tilbud pga. psykisk sårbarhed, bliver ofte identificeret og identificerer sig med diagnosen og fortællingen om sygdommen, hvilket er stigmatiserende og hæmmende i forhold til igen at blive aktive samfundsborgere med de pligter og rettigheder, det indebærer.

En anden styrke i bogen er afsnittet om handleplaner. Livshistoriefortællingerne bliver brugt til at gøre fortælleren bevidst om, hvilke temaer der skal arbejdes med i handleplanen, og hvilke kompetencer der skal udvikles. Det betyder, at fortælleren er mere motiveret og fokuseret i det videre arbejde.

En af bogens styrker er det vedholdende fokus på det eksistentielle, narrative og interaktionistiske, det at man er sammen, viser ægte interesse, er nærværende, udvikler tillid og håb, det at den professionelle ikke har en dagsorden for mødet med den anden, fortælleren har magten til at definere, hvad der skal tales om. Der er ikke ret mange bøger, der har dette fokus, og som samtidig beskriver metode og praksis.

 

Kan læses uden kendskab til økonomi

 Anm_basalKjeld Møller Pedersen
Basal sundhedsøkonomi
Munksgaard 2014
305 sider – 275,00 kr.   

Af Gitte Lindermann, sygeplejerske og cand.scient.pol. Lean-konsulent i Region Hovedstadens Psykiatri. Hvordan tager man stilling til nye tiltag i sundhedsvæsenet?
Basal sundhedsøkonomi er en mindre bog, som helt overordnet behandler to områder i sundhedsøkonomien. Den første del handler om den beskrivende økonomi i sundhedsvæsenet. Bl.a. om organisering, opgavefordeling, politisk styring og afregningsmodeller.

Den anden del har overordnet fokus på den analytiske og teoriorienterende del af sundhedsøkonomien, hvor der kommer tal, formler og grafer på bogens sider. Ydelseshonorering, rammebudgetter, middellevetid for uddannelses- og indkomstgrupper, forebyggelse. Basal sundhedsøkonomi skal ses i forbindelse med forfatterens anden bog: ”Sundhedsøkonomi” (Munksgaard 2013), som er mere uddybende og har flere emner med. Denne bog er kortere. 

Sundhedsøkonomi er en specialisering, som er udsprunget fra mange fag. Sundhedsøkonomi er ikke bare økonomi, for i denne forbindelse er vægten lagt på mikroøkonomi, økonometri og velfærdsøkonomi, som igen lægger sig op ad politologi, forvaltning, institutionelle mekanismer. Epidemiologi er også at spore i sundhedsøkonomien, for kendskabet til prævalens og incidens er en nødvendighed.

Bogen giver derfor en tværfaglig tilgang til emnet. Bogens styrke er, at den er skrevet i en dansk kontekst og tager udgangspunkt i danske forhold. Ellers kan sundhedsøkonomi hurtigt blive beskrevet i en amerikansk kontekst, hvor forsikringsordninger som Medicare og Medicaid fylder siderne i de amerikanske lærebøger. Forfatteren skriver, at bogen er skrevet i letlæseligt sprog og kan læses uden forudgående kendskab til økonomi. Og det er rigtigt. Husk bare, at der er store og komplekse teorier fra forskellige fag i hvert kapitel. Så bogen er let at læse, men svær at forstå, hvis ikke der er en god underviser bag og en målgruppe med interesse for økonomi, dansk politologi og forvaltning.  

 

Kort nyt om bøger

Af Jette Bagh, fagredaktør Poul Videbech, Morten Kjølbye, Thorkil Sørensen, Per Vestergaard
 

Psykiatri
En lærebog om voksnes psykiske sygdomme
FADL’s Forlag 2014
346 sider – 499,95 kr.

Femte udgave af bogen har gennemgået en omfattende revision, så der nu er overensstemmelse mellem behandlingsforskrifter og nye referenceprogrammer og kliniske vejledninger fra Sundhedsstyrelsen og speciallægeselskaber. Bogen er nyttig og informativ for både sygeplejersker og studerende i psykiatrien og indeholder bl.a. gode afsnit om familiens inddragelse i behandlingsarbejdet, recovery, OPUS-tilbuddet, livsstil og delirium. Layoutet fremmer overblik og læselyst, og de 15 kapitler slutter meget passende med psykiatriens historie og supplerende litteratur.


Birthe K. Vinner Nielsen
Birthe K. – sådan kan det gå
Forlaget Ådalen 2014
202 sider – 200,00 kr.

37 år gammel får forfatteren, som er skolelærer, en stor hjerneblødning og global afasi, hvilket kommer til at præge hendes tilværelse i al fremtid. Bogen er en meget personlig, meget detaljeret og grundig beskrivelse af forfatterens arbejde med at genvinde den mentale førlighed og talens brug. 13 personer, som har været tæt på hende, beskriver hendes kampånd, engagement og foredragsvirksomhed, og, for datterens vedkommende, rolleskiftet mellem mor og datter. Bogens rimede titel bryder jeg mig ikke om, men indholdet kan formentlig indgyde mennesker i en lignende situation håb. 


Rasmus Tranegaard Andersen og Jesper Engsted
Sygt sund!
Forlaget Columbus 2014
144 sider – 231,00 kr.

Politikerne, medierne og den enkelte dansker er fokuseret på sundhed. Kampagner, påbud, anbefalinger og tilbud konkurrerer, og fitnessindustrien producerer stadigt flere mænd og kvinder med svulmende muskler og bizarre spisevaner. Hvad er det for noget, hvem er de sunde, hvad vil politikerne opnå? Bogen er velegnet til diskussion og inspiration, det er en lærebog i samfundsfag, men nysgerrige sygeplejestuderende kan godt få idéer til projekter ved at skimme den. Er de usunde danskere samfundets skyld, eller skal den enkelte tage større ansvar for egen sundhed? Obs! Ingen litteraturliste, ingen forslag til supplerende litteratur.