Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Opfølgende samtale med tidligere indlagte patienter på intensivt afsnit

Et tilbud om en opfølgende samtale med tidligere indlagte intensive patienter og deres pårørende er resultatet af et samarbejde mellem læger og sygeplejersker i followupgruppen. Hensigten er at bidrage til bedre rehabilitering efter længere tids livstruende sygdom.

Sygeplejersken 2015 nr. 2, s. 62

Af:

Mary Kruse, overlæge,

Birgitte Jacobsen, intensivsygeplejerske,

Maibritt Rishøj, intensivsygeplejerske,

Åse Taber, intensivsygeplejerske,

Rikke Borregaard, intensivsygeplejerske

Followupgruppen har gennem to år arbejdet med et kvalitetsprojekt, der består i at invitere patienter og eventuelle pårørende til en opfølgende samtale efter et længere indlæggelsesforløb på Intensivt Afsnit.

Gruppen gik i gang med projektet, fordi vi havde indtryk af, at der var et stort behov hos patienter og pårørende for at tale indlæggelsesforløbet på intensivt afsnit igennem. Det sås bl.a. ved, at en del af dem kom forbi afsnittet eller ringede til os og ønskede at tale med os om de forskellige psykiske og fysiske problemstillinger, de kunne have i efterforløbet.

At være patient på et intensivafsnit er ofte en voldsom oplevelse. De fleste patienter befinder sig i akut livsfare og kan være rædselsslagne for at dø. Mange har kun glimtvis eller ingen erindring om, hvad der er sket. Mange har også som følge af sygdomsforløbet været svært delirøse med manglende evne til at opfatte, hvad der er sket omkring dem. Samtidig udsætter vi patienterne for mange undersøgelser, observationer, instrumenter samt pleje og behandling, som kan være ukendte og skræmmende.

Derfor kan det være svært for patienterne at forstå, hvad der er sket under indlæggelsen, og dermed få bearbejdet deres oplevelser, så de kan komme videre i deres liv. De kan have et tomrum fra deres sygdomsperiode, som de har svært ved at fylde ud. Her kan samtalen hjælpe med at få sat ord på deres oplevelser.

Projektet startede i februar 2012. Fokus var patienter, som havde været indlagt på intensivt afsnit i syv dage eller derover. Patient og pårørende bliver tilbudt en opfølgende samtale to måneder efter udskrivelse fra stamafdelingen. Målet med projektet er at give patienterne mulighed for at tale om, hvad de har oplevet, mens de har været indlagt, og at få større viden og erfaring om, hvad de tumler med af problemstillinger i dagligdagen efter udskrivelsen. Undersøgelser viser, at problemstillinger som nedsat søvn, appetit og tendens til depression og stress kan forekomme. Det er problemstillinger, som kan medvirke til nedsat livskvalitet og utilstrækkelig rehabilitering.

Hjælp til at komme videre

Da vi også inviterer pårørende med til samtalen, kan patient og pårørende efterfølgende få bedre mulighed for at bearbejde oplevelserne ved at skabe åbenhed og bidrage med redskaber til at komme videre og minimere de problemstillinger, der måtte være.

Den tidligere patient og eventuelle pårørende bliver inviteret via et brev. Den første halve time taler patient og pårørende med en læge og en sygeplejerske. Indholdet i samtalen er udelukkende det, de selv har behov for at tale om. De fleste vil gerne have en grundig gennemgang af sygdomsforløbet og behandlingen.

Der kan være specifikke episoder, som de har undret sig over og gerne vil have uddybet. I løbet af samtalen beder vi dem om at fortælle, hvordan de oplevede at være patient på intensivt afsnit, og om ting, vi kunne gøre anderledes. Den anden halve time viser sygeplejersken rundt på afsnittet. De bliver tilbudt at se en intensivstue og få forklaret og set nogle af de instrumenter, som de har været behandlet med, f.eks. respirator, dialysemaskine, tuber, slanger og overvågningsudstyr. De får måske også mulighed for at hilse på sygeplejersker eller læger, som de har været i kontakt med under deres indlæggelse. Til sidst bliver de spurgt, om de har lyst til at besvare seks spørgsmål om samtalen.

Besvarelserne af evalueringsskemaerne viser, at tidspunkt for indkaldelse til samtalen er passende, og at samtalen er brugbar. Alle oplever det som enten befriende at tale om indlæggelsen, eller at samtalen giver svar på mange spørgsmål. Ingen patienter har endnu svaret, at det var ubehageligt at mødes til samtalen, og alle vil anbefale den til andre. Halvdelen mener, det er vigtigt, at de kender sygeplejersken eller lægen, den anden halvdel synes ikke, det betyder noget. Alle føler, at der er sat tid nok af til samtalen.

Personalet får værdifuld feedback fra patient og pårørende. Bl.a. at det er svært at blive overflyttet fra intensivt afsnit til et almindeligt sengeafsnit, at der er et stort behov for information, at der er mange ting, patienterne ikke husker, og at det er svært at være intuberet og dermed frataget talens brug. De nævnte områder har resulteret i et ønske om at tilbyde en samtale til flere, evt. ved indlæggelse fem dage eller derover.

Samtidig har vi udarbejdet en pjece, der beskriver de problemstillinger, som det kan indebære at være akut, kritisk syg og intensiv patient, og der er udarbejdet et kvalitetsdokument, der sikrer en ensrettet metode til at udføre den opfølgende samtale på. Desuden er der investeret i en iPad til at fremme kommunikation for intuberede patienter, og der er etableret en gruppe, der arbejder med at lette overgangen fra intensivt afsnit til almindeligt sengeafsnit.

Andre er blevet optaget af vores followupprojekt, og i den forbindelse har Sygehus Vendsyssel i 2013 tildelt followupgruppen en kvalitetspris på 10.000 kr. Pengene er brugt på at dygtiggøre os i den svære samtale.

Internationalt er der begyndende interesse for emnet, og nogle intensivafdelinger i Danmark tilbyder ligeledes en opfølgende samtale, men generelt er der endnu ikke stor viden om emnet.

Der foreligger ikke evidens for, at opfølgende samtaler fremmer længere tids overlevelse, men den kan øge den tidligere patients livskvalitet efter udskrivelse. Evaluering af projektet og den erfaring, som samtalerne har givet os, kan føre til et kvalitetsløft og udvikling af den samlede lægelige og sygeplejemæssige indsats på området.

Mary Kruse, overlæge
Birgitte Jacobsen, Maibritt Rishøj, Åse Taber og Rikke Borregaard, intensivsygeplejersker
Alle i followupgruppen og ansat på intensivt afsnit, Sygehus Vendsyssel Hjørring; bfj@rn.dk