Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ny samtaleform letter udskrivelse fra hospice

På Hospice Djursland blev 30 patienter udskrevet sidste år, men for mange patienter kommer det som et chok at skulle hjem igen. Derfor har man indført en ny type samtale, som skal sikre, at patient og pårørende er forberedt på udskrivelsen.

Sygeplejersken 2015 nr. 9, s. 30-30

Af:

Miriam Lykke Schultz, journalist

palliation_2
Caption 
Helle Dalby Kristensen, souschef for Hospice Djursland i samtale med en patient
Attribution 
Foto: Kissen Møller Hansen
Umiddelbart skulle man tro, at det vil blive opfattet som en rigtig god nyhed for patienterne, at de nu er stabile nok til at blive sendt hjem fra hospice, men for en stor del kommer udskrivelsen som et chok.
 
Det samme gælder for deres pårørende.

”Patienterne har hele tiden set hospice som sidste stop og kan ikke forlige sig med at blive udskrevet fra de trygge omgivelser, de har affundet sig med at dø i,” fortæller Helle Dalby Kristensen, der er souschef for Hospice Djursland. Samtidig kan det være meget svært at begynde forfra med et sygeforløb, man inderst inde troede var ved vejs ende, forklarer hun.

”For mange af patienterne er det vældig sorgfulgt at tage afsked. Det har været en svær proces at nå til den accept, at man snart skal dø, og så står de pludselig og skal igennem det hele en gang til med al den smerte, der er forbundet med det.”

Frygter hjemsendelse
Patient og pårørende er ofte så belastede, at selv om det bliver gjort klart ved indlæggelsessamtalen og undervejs i forløbet, at udskrivelse kan komme på tale, så kan de have fortrængt det. Derfor bliver de dybt rystede og meget kede af det, når det for alvor går op for dem, at man tænker på udskrivelse.

”Vi har set eksempler på patienter, der er blevet så fysisk dårlige over beskeden, at udskrivelsen må udskydes eller helt aflyses,” siger Helle Dalby Kristensen.

Også de pårørende reagerer voldsomt på udskrivelsen.

”Der er ægtefæller, der har oplevet tiden på hospice som en kæmpe aflastning, og som havde håbet, at de kunne nyde den sidste tid sammen med deres kære i trygge rammer, hvor personalet er let tilgængeligt og har kompetencen til at handle på de palliative problemstillinger, der måtte opstå.”

Fire ud af fem udskrives fra hospice

De fleste hospicebrugere har en indlæggelsestid på 15 dage eller derunder. Af de patienter, der udskrives fra hospice i live, bliver fire ud af fem udskrevet til eget hjem. Resten kommer på plejehjem eller hospital, viser tal fra Region Midtjylland.

Ny samtaleform
Patient og pårørendes modstand mod udskrivelse har ofte gjort det svært for personalet at bringe udskrivelse på banen. Derfor blev der sidste år nedsat en arbejdsgruppe, som skulle komme med en løsning på, hvordan Hospice Djursland fremover bedre kan håndtere udskrivelserne for både patient, pårørende og personale. 

Resultatet blev en ny type samtale, nemlig forventningssamtalen, der afholdes med patienten og de pårørende ca. fire dage efter patientens indlæggelse.

De klare retningslinjer for samtalen har sikret, at der både bliver afstemt forventninger, og at personalet omhyggeligt får gjort det klart, at muligheden for udskrivelse stadig er åben.”

”De er i en psykisk sårbar situation, som gør det svært for dem at rumme store omvæltninger, men at der tidligt i forløbet bliver sået et lille frø om, at de på et tidspunkt måske skal hjem, har gjort det nemmere for personalet at bringe udskrivelse på banen og nemmere for patienter og pårørende at tage imod beskeden,” fortæller hun.

Den endelige beslutning om udskrivelse tages på en tværfaglig konference som en måde at aflaste sygeplejerskerne på, fordi man derved fratager sygeplejerskerne følelsen af, at de står med ansvaret og sådanne beslutninger alene, siger Helle Dalby Kristensen.

 
Dette tema består af følgende artikler: