Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Historisk: Et kig ind i køkkenet på datidens sygehus

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding udstiller en serie fotos på sin hjemmeside af Øresundshospitalet for 90 år siden. I dag er de store supersygehuse på vej, men hvordan så et hospitalskøkken egentlig ud i 1920’erne og 30’erne?

Sygeplejersken 2015 nr. 12, s. 13

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

2015-12-historie_foer
Caption 
Øresundshospitalets køkken 1929.
Attribution 
Arkivfoto Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Dengang

Øresundshospitalet blev indviet i 1878 som karantænesygehus for Københavns Kommune. Det blev placeret væk fra den daværende bymæssige bebyggelse i landlige omgivelser ned mod Øresund. Hospitalet mistede dog adgangen til kysten med anlæggelsen af Kystbanen 1897.

Fra 1905 blev det udbygget til et tuberkulosesygehus, som med gentagne udvidelser efterhånden også rummede andre specialer som radiologi og patologi.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding udstiller nu en serie fotos fra 1920’erne og 30’erne på sin hjemmeside. Billederne giver et unikt indblik i, hvordan datidens supersygehus så ud. Med hestetrukken sygevogn, uldne plaider foldet fint om sengene og kvinder med kogende kar i køkkenet.

Efterhånden som tuberkulosen blev bekæmpet, kunne man konvertere 106 sengepladser til geriatrisk behandling, og senere blev der tilføjet en gynækologisk afdeling. Øresundshospitalet blev nedlagt som aktivt sygehus 1982 og omdannet til plejehospital.
I dag anvendes bygningerne af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer, og Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorier placeret her.

Se museets fotos på www.dshm.dk > Et hospital for 90 år siden.
Kilde: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.


2015-12-historie_nu
Caption 
Der kommer køkkener på alle de nye supersygehuse, men endnu er de ikke bygget færdige.
Attribution 
Arkivfoto Scanpix


Nu

”Fire ud af seks supersygehuse bygges uden køkkener”. Sådan lød en avisoverskrift i november 2013, da det kom frem, at supersygehusene havde overskredet deres budgetter så voldsomt, at køkkenerne skulle spares væk.

Og det på trods af, at undersøgelser har vist, at 40 pct. af alle indlagte patienter befinder sig i ernæringsmæssig risiko og koster samfundet millioner i form af længere indlæggelser og hyppigere genindlæggelser.

Men den kritik, de manglende køkkener afstedkom, fik formanden for Danske Regioner til at garantere, at der kommer køkkener på alle de planlagte supersygehuse.  

Da diskussionen gik højt omkring det manglende køkken i supersygehuset i Skejby, udtalte Bent Hansen (S) til flere medier, at:
”Der skal være et køkken, for så mange pizzeriaer er der altså ikke i Aarhus.”