Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Til sidst måtte jeg sige: Din søn kan dø

Mange flygtninge var ikke klar over, at de kunne få sundhedsfaglig assistance. Derfor lod de børn med tårnhøje temperaturer, slem hoste, grimme øjeninfektioner og voldsomme sår ligge inde i shelterne. Udover dette var de største problemer de ikke-eksisterende sanitære forhold og kulden.

Sygeplejersken 2016 nr. 2, s. 36-37

Af:

Rikke Fedders Melchior, sygeplejerske

2016-2-lesbos

Første gang jeg tog afsted til Lesbos, var jeg der syv dage, midt i den mest hektiske periode på Lesbos. Op mod 9.000 flygtninge ankom dagligt. Alt var kaos, og vi manglede udstyr til at hjælpe. Så da jeg besluttede mig for at tage af sted igen, lavede jeg et opslag på Facebook, hvor jeg søgte hjælp i form af medicinske remedier. Responsen var overvældende, og jeg er stolt over solidariteten. Jeg havde fire kufferter med nødhjælp med til Lesbos anden gang! 

Kontakt til lægegruppe 

Jeg søgte også på nettet efter nogen at samarbejde med. Jeg fik kontakt til en gruppe engelske yngre læger, som ville køre til Lesbos i minibusser fyldt med nødhjælp til en transit-camp, der hed Moria. Jeg mødtes med dem samt en anden sygeplejerske og tre ikke-sundhedsfaglige frivillige i Athen. Dagen efter tog vi den korte tur til Lesbos med fly. Vi bookede os ind på et hotel lige ved sydkysten på Lesbos. Gode rammer for at kunne yde det optimale i Moria, hvor størstedelen af alle ankomne flygtninge til Lesbos bliver registreret. 

Dag 1 i Moria

Vi skal arbejde i en tiltænkt klinik, men da vi ankommer, har vilkårene ændret sig. Hver dag var der nye tiltag, ændringer af regler fra politiet, Lesbos’ borgmester eller nødhjælpsorganisationerne. De faciliteter, vi skulle have benyttet os af til at drive en klinik, var ikke længere til vores disposition, og vi måtte tænke i alternativer. En organisation i Moria hjalp os med nogle standhaftige telte og skabe til medicin og sårplejeartikler. 

Turde ikke forlade deres telte

Jeg havde et fantastisk teamsamarbejde med de tre yngre læger. Vi lavede det, der kaldes ”outreach”, som består i, at man fylder en taske med medicin og sårplejeartikler til de mest almindelige ting, man ville komme ud for i campen. Vi fandt ud af, at vi på den måde kom i kontakt med de allermest syge i campen. Vi undersøgte ofte flygtningene i deres telte eller shelters, da de sjældent turde forlade deres telt af frygt for, at det blev overtaget af andre, der måske troede, det var ledigt.

Mange flygtninge var ikke klar over, at de kunne få sundhedsfaglig assistance. Derfor lod de børn med tårnhøje temperaturer, slem hoste, grimme øjeninfektioner og voldsomme sår ligge inde i shelterne. Udover dette var de største problemer de ikke-eksisterende sanitære forhold og kulden.

For dem, der ikke var heldige at finde tæpper og shelters at sove i, blev det overnatning under åben himmel. For at få varmen følte de sig nødsaget til at brænde plastik af. Det stank uhyrligt, og adskillige kom til vores klinik med hoste efter at have indåndet de dampe hele natten. 

Arbejdsdagene var nogle dage 16-18 timer. Vi havde ikke altid adgang til toilet. Der var madvogne med varierende hygiejniske standarder. Men oftest blev vi så involveret i alt muligt, at vi ”glemte” at spise.

Nye samarbejdspartnere

På 7.-dagen skulle mine tre nye venner desværre retur til England. Bånd knyttes ufattelig hurtigt her, fordi man er sammen på sådan en intens måde. Samme dag som de tog afsted, sagde jeg goddag til en dansk læge.

Vi blev indkaldt til et møde på dag 8 om den fremtidige struktur i Moria, altså den sundhedsfaglige del. Vi skulle integreres mere sammen med en anden sundhedsfaglig gruppe i Moria. Derudover kom der en uafhængig gruppe af engelske læger og en sygeplejerske, som skulle være der de næste 7-14 dage. Den danske læge og jeg forsøgte at holde sammen, men samarbejdede meget med de nye britiske læger, og vi havde nogle gode dage med en del outreach.

Måtte overtale far til at indlægge søn

En af dagene mødte vi en afghansk familie med bl.a. en dreng på syv år. Han var tydeligt besværet af bronkospasme. Respirationsfrekvensen var på mellem 45-60, saturationen var vanskelig at måle, men indimellem kom der et rimeligt troværdigt resultat på 89-91 pct., pulsen var 185 – han var tydeligt meget syg af dette. Faderen fortalte, via en tolk, at drengen havde haft lungeproblemer før, men havde ingen diagnose. Min kollega have en bærbar forstøver med og kunne give ham Ventoline. Han fik også Prednisolon. Faderen fortalte, at de skulle med færgen om aftenen. Han havde været nede og købe billetter: ni styk a 60 euro. Han var bange for, at de ikke nåede færgen, hvis drengen skulle på sygehuset. De havde ikke råd til nye billetter. Han ville nødigt skilles fra resten af familien og lovede at søge læge i Athen.

Vi insisterede på, at drengen måtte på sygehuset, da han ikke responderede på behandlingen med Ventoline. Efter 45 minutters overtalelse gik faderen med til at tage på sygehuset med sønnen. Jeg pakkede forstøveren, Ventoline, Rubens ballon, og afsted kørte vi. På sygehuset fik drengen foretaget røntgen, blodprøver og fortsatte behandlingen med Ventoline. Faderen blev ved med at sige, at hans søn havde det bedre, og at sønnen havde sagt det, men drengen sagde ikke et ord på sygehuset. Det var tydeligt, at faderen var desperat. Han forstod ikke den mulige konsekvens. Til sidst måtte jeg bede tolken sige, at drengen kunne dø på den 13 timer lange tur til Athen. Tolken og faderen var chokerede, og faderen kiggede ned i sine lår, tog hænderne til hovedet og blev helt stille. Jeg lod ham sunde sig lidt og sagde ikke mere. 

Kompromis med desperat far 

Efter at drengen havde fået flere omgange med Ventoline, begyndte han at se bedre ud. Respirationsfrekvensen faldt, han begyndte at tale, og iltmætningen blev 96-98 pct. uden ilt. Røntgenbilledet viste tegn på lungebetændelse, men det så ud til at kunne klares på tabletter. Tiden var ved at være knap. Faderen var rastløs, han ville udskrive sin søn mod givet råd. Til sidst spurgte jeg lægen på sygehuset, om jeg kunne indgå et kompromis, så de kunne tage færgen. Jeg ville ringe til tolken – som skulle med samme færge – med svar på blodprøverne, og han ville kunne fortælle familien, om de skulle blive tilbage. Faderen accepterede de vilkår, og drengen blev udskrevet. Jeg kontaktede tolken, da svarene kom, og fortalte, at de var acceptable, og at der kunne opstartes antibiotika som ordineret af den græske læge ved udskrivelsen. Tolken skrev senere en besked om, at drengen havde det bedre, og at de nu alle var nået til Tyskland.

Fortsættes i næste nummer af Sygeplejersken.
 

2015-14-lesbos2

Sygeplejerske Rikke Fedders Melchior tog i efteråret 2015 to gange til Lesbos for at hjælpe bådflygtninge. Hun blev interviewet om sin forberedelse og turene i Sygeplejersken nr. 14/15. Nu har hun skrevet et rejsebrev fra sin seneste tur. Vi bringer første del her.

Læs også interview med Rikke Fedders: Flygtninge er afhængige af os

Rejsebrev del 1: Til sidst måtte jeg sige: Din søn kan dø

Rejsebrev del 2: Triage af 150 mennesker på en kyst