Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Omrejsende i lobbyisme og brandslukning

Valg til KB/LF 2017. Ved det forestående valg takker Morten Hartvig Pedersen af efter syv år som kredsnæstformand. Nu vil han tilbage til anæstesien.

Sygeplejersken 2017 nr. 11, s. 34-35

Af:

Andreas Rasmussen, journalist

2017-11-morten-hartvig-pedersen

Da 7.500 sygeplejersker den 1. maj 1995 indledte en strejke, tændte det en ild i Morten Hartvig Pedersen. Han var ikke tillidsrepræsentant, men var ung, nyuddannet og havde krudt i røven.

Mange sygeplejersker oplevede, at de ikke blev lønnet ordentligt for at stå til rådighed og vise fleksibilitet overfor arbejdsgiveren. Morten og en gruppe andre sygeplejersker købte derfor en kæmpe bunke telefonsvarere – det var, før mobiltelefonen blev allemandseje – som de solgte billigt til deres kollegaer.

“Hvis vi ikke kunne få rimelig løn for at være fleksible og møde ind med kort varsel, så måtte vi jo arbejde efter reglerne – og der står jo intet om, at man skal tage telefonen, når den ringer. Med telefonsvareren kunne sygeplejerskerne selv vælge, om de ville ringe tilbage,” forklarer han.

Konflikten endte med et regeringsindgreb. Men den fik også personlige konsekvenser for ham. Det var nemlig dér, han for alvor fik øjnene op for de faglige kampe, der følger med sygeplejefaget.

Senere samme år blev han valgt til amtskredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd. Der sad han on and off frem til 2010, hvor han blev næstformand i Kreds Syd i den nye storkredsstruktur. Det er han endnu.

Åbenbaringen

Da han trådte ind i fagforeningens etablerede strukturer, fik han øjnene op for, at tingene måske ikke helt var, som han havde forestillet sig.

Stopper også

Nils Kristian Håkansson, kredsnæstformand i DSR Kreds Sjælland, meddelte i begyndelsen af september på Facebook, at han ikke genopstiller til KB-valget:

”Jeg har besluttet ikke at genopstille ved det kommende KB-valg, og dermed slutter et kapitel på 10 meget spændende år.”

“Jeg var nok lidt ung og naiv. Jeg troede, at jeg skulle losse de andre bestyrelsesmedlemmer i måsen og få dem til at blive mere aktive. Men jeg fandt ud af, at de allerede er aktive, men på et helt andet plan,” siger han og fortsætter:

“Det er dér, hvor det som menigt medlem kan være svært at se den forskel, som DSR gør. Men det finder man ud af, når man kommer ind i maskinrummet og hører om alle de mange forhandlinger, der foregår.”

Han peger på, at der i dag ofte er kritik af DSR i forskellige facebookgrupper for sygeplejersker, og han er ærgerlig over, at de menige medlemmer ikke har et bedre indblik i, hvad de politisk valgte laver. En af forklaringerne kan være, at mange forhandlinger er underlagt et vist niveau af hemmelighedskræmmeri.

“En forhandling handler jo om, at når der er et resultat, så melder man det ud, man har opnået. Det er jo ikke udtryk for, hvad der er blevet sagt undervejs,” siger Morten Hartvig Pedersen.

Brandslukker

At være kredsnæstformand betyder, at man bliver frikøbt af Dansk Sygeplejeråd, så man kan bruge al sin tid på at tjene medlemmernes interesser. For Morten Hartvig Pedersen betyder det, at han er på orlov fra sin stilling som anæstesisygeplejerske på ortopædkirurgisk afdeling på OUH.

Vil du være som Morten?

Hvis du gerne vil vælges ind i din lokale kredsbestyrelse, så er det nu, du skal slå til. Den 29. september er der nemlig deadline for opstilling som kandidat. Du kan læse meget mere om kredsbestyrelsesvalget, og hvordan du bliver kandidat på dsr.dk/valg17

I stedet bruger han sin tid på møder, e-mails, telefonsamtaler og forhandlinger. Som han selv formulerer det: “Mit arbejde kan koges ind til at være omrejsende i lobbyisme og brandslukning.” 

Han uddyber:

“Brandslukning handler om, at når der sker omstruktureringer i sundhedsvæsenet, påvirker det folks arbejdsvilkår. Typisk bliver der indkaldt til et fyraftensmøde, hvor folk kan lufte deres frustration. Så er det vores opgave som politisk valgte, typisk sammen med en faglig konsulent, tillidsrepræsentanten og fællestillidsrepræsentanten, at prøve at strukturere den frustration. Vi kan så vurdere, hvilke problemer der kan løses af tillidsrepræsentanten overfor ledelsen eller i MED-udvalget, eller om det er noget, der skal op på politisk niveau, hvor vi selv skal tage en snak med ledelsen.”

Et af de centrale spørgsmål er, om man vil involvere medierne i sagen:

“Det er en afvejning hver gang, om man får mest ud af at tage et møde med ledelsen, eller om man skal informere medierne om en konkret sag. Jeg og de fleste i kredsen har den oplevelse, at vi opnår mest ved diplomatiet og det direkte møde med ledelsen. De fleste ledelser vil jo gerne ændre noget, før det bliver udbasuneret i pressen. Men hvis de ikke evner eller prioriterer at løse problemerne, så må vi gå videre med det.”

Lobbyismedelen beskriver Morten Hartvig Pedersen således: 

“Vi skal pleje relationer til ledere i både kommuner og på sygehuse, men også til de politisk valgte. Vi går gerne til møder med politiske partier eller borgmesteren – vi takker ja til alle, der inviterer. På den måde kan vi præge udviklingen i små nøk den rigtige vej.”

Virkeligheden kalder

Selvom han har været glad for de seneste syv år, så er kredsnæstformanden klar til at vende tilbage til anæstesien.

“Jeg har brugt 22 år på at gøre mig selv til en fagligt dygtig sygeplejerske. Det har været svært at skulle smide ud. Det føler jeg ikke, at jeg kan slippe. Derfor genopstiller jeg ikke. Nu må jeg tilbage og prøve det igen.”

Selvom han kommer til at savne arbejdet, så er der især en ting, han glæder sig til:

“At have fri, når man har fri! Som kredsnæstformand har du pr. definition ikke fri. Du er på 24-7. Det er hårdt, men det er en del af jobbet.”