Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med: Caroline Kahl

"Det kan være meget tilfredsstillende at sige farvel til en patient og have en fornemmelse af, at vi nok ikke ses i de her rammer igen. At nu er det vendt for dem, eller de tager noget med, som kan hjælpe dem, inden de havner i den situation igen.”

Sygeplejersken 2019 nr. 14, s. 7

Af:

Michael Holbek, journalist

Caroline Kahl
Caroline Kahl
Privatfoto
Caroline Kahl, 25 år, udviklingssygeplejerske. Arbejdssted: Sengeafsnit 4,
Psykiatrien, Aarhus Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Jeg tror, det ligger i generne. Det lå meget naturligt for mig, at jeg skulle være i et fag, hvor jeg har med mennesker at gøre.”

Hvad var dit første job?
”På sengeafsnit Q3 på det nu nedlagte, psykiatriske hospital i Risskov.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for psykiatrien?
”Det er spændende og et privilegie at lære mennesker at kende, som andre, når de har det skidt, går i en stor bue uden om. At få lov til at lære dem at kende bagved, når de f.eks. er psykotiske, meget depressive, maniske og kan have en udfordrende adfærd, for de er jo meget mere end bare deres diagnoser.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Jeg lærer rigtig meget af mine patienter. De giver mig tit nogle perspektiver, jeg ikke selv ville have kunnet ræsonnere mig frem til. Et andet lys på, hvordan et liv også kan være.”

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”At man har et stort overblik. At man er nærværende og imødekommende selv på en travl dag.”

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Giv dig selv lov til at være ny. Vær bevidst om, hvor langt dine kompetencer rækker, og vær hele tiden nysgerrig på at lære mere.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”Succeshistorierne. F.eks. forløb, der har været særlig svære eller lange og hårde, og som alligevel ender på bedste vis. Det kan være meget tilfredsstillende at sige farvel til en patient og have en fornemmelse af, at vi nok ikke ses i de her rammer igen. At nu er det vendt for dem, eller de tager noget med, som kan hjælpe dem, inden de havner i den situation igen.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”Uden tvivl at bevare håbet, når det ser allermest håbløst ud. Hvis jeg har en patient, som virkelig ikke kan se meningen med livet, eller når vi som personale kan være afmægtige i situationen og ikke ved, hvad vi skal gøre. Det er vigtigt, at jeg som sygeplejerske kan holde fast i, at der er håb. Det er der altid. En psykiatrisk diagnose er ikke en dødsdom, og man kan komme ud på den anden side.”

Hvad kan holde dig vågen om natten?
”I psykiatrien er det de voldsomme oplevelser. Alarmsituationer, der har været særlig ubehagelige, eller hvis man modtager en trussel, der virkelig kryber ind under huden på én. Det kan godt give vågne timer, men det er bestemt ikke hverdagskost.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Jeg er mest stolt af, hvor meget jeg har nået på relativ kort tid. Jeg er 25, jeg er færdiguddannet sygeplejerske, jeg har en kandidat, og jeg sidder nu i en stilling, hvor jeg får lov til at bruge mine kompetencer.”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Jeg tror, man lytter til os i sundhedsvæsenet. Men en ting er at lytte, noget andet er, om der bliver hørt efter. Jeg kunne især ønske, at der på alle parametre var mere overskud i sundhedsvæsenet. Et generelt overskud ville give rum til et bedre læringsmiljø, og til at vi kunne udvikle vores kompetencer, så vi kan blive endnu bedre til det, vi gør.”

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Noget skal være gået meget, meget galt, hvis jeg ikke stadig er i psykiatrien. Jeg er meget glad for den hylde, jeg er på.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”Som det ser ud nu, bliver den fortsat mere effektiviseret og mere specialiseret både i opgaver og struktur. Men der kommer meget oppefra, og jeg håber, sygeplejen må spire nedefra, så de, der står i situationerne og håndterer dem til daglig, vil få en central rolle i udviklingen af sygeplejen. At man vil lytte til deres ideer og give dem lov til at præge tingene.”