Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Arbejdsvilkår skræmmer studerende og slider på de nyuddannede

Hver fjerde nyuddannede sygeplejerske og næsten lige så mange sygeplejestuderende tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år. Mere fokus på arbejdsvilkår og jobstart, siger DSR.

Sygeplejersken 2020 nr. 10, s. 10

Af:

Mai Brandi Ludvigsen, journalist

spl10-2020_akt_arbejdsskade
Det viser undersøgelsen
  • 80 pct. af de studerende er bekymrede for, om der vil være nok tid til at lære dem op.
  • Næsten 60 pct. er bekymrede for, hvordan kommende kolleger vil tage imod dem.
  • 40 pct. har overvejet at droppe ud af uddannelsen. Heraf angiver halvdelen udsigten til dårlige arbejdsvilkår efter endt uddannelse som en årsag.
  • Godt 20 pct. af de studerende er usikre på, om de ønsker at arbejde som sygeplejerske om fem år.
  • 28 pct. af de nyuddannede er usikre på, om de ønsker at arbejde som sygeplejerske om fem år.

Kilde: VIA University College.

Hårde arbejdsvilkår slider på og bekymrer nyuddannede og sygeplejestuderende. Mere end hver fjerde nyuddannede sygeplejerske tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år. Det viser et endnu ikke offentliggjort forskningsprojekt fra VIA University College med 2.200 nyuddannede sygeplejersker og sygeplejestuderende på 6. og 7. semester.

”Vores resultater viser, at knap 20 pct. af de studerende og 28 pct. af de nyuddannede sygeplejersker tvivler på, om de arbejder som sygeplejerske om fem år, og det er da stærkt bekymrende tal. Undersøgelsen tyder på, at problemets omfang stiger i takt med de nyuddannedes erfaring. Dvs., at jo længere tid de har været i jobbet som sygeplejerske, jo højere er andelen, som tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år," siger Vibeke Røn Noer, lektor og forskningsleder, VIA University College.

”Undersøgelsen viser også, at ca. en tredjedel af de nyuddannede sygeplejersker har skiftet job inden for de første tre år. Den primære årsag er for meget arbejde under et for højt tidspres på deres forrige arbejdsplads,” siger hun.

Virkeligheden rammer hårdt

Anja Hansen er en af de sygeplejersker, som har oplevet den svære overgang fra studerende til nyuddannet sygeplejerske. Hun blev færdig for to år siden og havde ikke klaret at gå det igennem en gang til.

”Jeg havde intet liv ved siden af. Jeg havde ikke engang overskud til at købe ind og lave aftensmad.”
Problemet er ifølge Anja Hansen, at normeringen ikke passer til, at patienterne er så dårlige, som de er.

Brug for handling

I Dansk Sygeplejeråd kalder næstformand Dorthe Boe Danbjørg, tallene fra undersøgelsen alarmerende:

”Det er godt, at vi er kommet i gang med at uddanne flere sygeplejersker, men det bliver som at fylde et bundløst kar, hvis vi ikke også retter fokus mod de færdiguddannede. Vi skal bl.a. blive bedre til gode introforløb og mentorordninger. Tallene sætter en stor fed streg under, at der skal gøres noget nu.”