Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til deres plan"

"Jeg kan godt høre, at de har en vagtplan, der skal gå op. Det handler ikke om mig, og jeg føler mig ikke personligt ramt."

Sygeplejersken 2021 nr. 11, s. 48

Af:

Andreas Rasmussen, journalist

sy11-2021_senfoelger_trine-mueller-otten

ikon-senfoelgerTrine Müller Otten blev smittet med covid-19 i slutningen af december sidste år. Nu kæmper hun for at vende tilbage, før fyresedlen bliver en realitet.

Det gik stærkt på fællesakutmodtagelsen (FAM) på Aabenraa Sygehus i december 2020. Mellem kravlenisser og gran faldt sygeplejerskerne som fluer. Trine Müller Otten og 29 af hendes kolleger blev alle smittet med covid-19 på kort tid. 

“Vi stod i front. Vi tog imod covid-19-patienterne og behandlede dem.”

Ni måneder senere kæmper hun stadig med alvorlige senfølger, mens den truende fyreseddel i horisonten kommer tættere og tættere på.

“Jeg havde et meget mildt forløb og var sygemeldt 12-13 dage, før jeg var retur på arbejde. Min arbejdsplads var søde, de understregede at jeg bare skulle tage min tid, før jeg vendte tilbage. Så jeg følte mig slet ikke presset,” fortæller hun.

Den 51-årige sygeplejerske vendte tilbage til arbejdet på fuld tid allerede i januar. Men der var noget, der ikke var som det skulle være. 

“Jeg var ekstremt træt, og min koncentration forsvandt hurtigt. Det blev løbende værre, og efter seks uger gik jeg til både Amin arbejdsmiljørepræsentant og lægen, der henviste mig til senfølgecentret i Odense. Der fik jeg tid i juni, og de sygemeldte mig med det samme. På det tidspunkt havde jeg arbejdet fuld tid fra januar til juni med problemerne,” fortæller Trine Müller Otten og tilføjer:

“Jeg knoklede på arbejdet, men jeg var intet værd, når jeg kom hjem.”

”Ud i noget afskedigelse”

Hun blev sygemeldt i to måneder, og i august vendte hun så tilbage. Hendes leder havde lagt en plan, hvor hun skulle trappe op i tid, men det gik lidt for stærkt, synes Trine Müller Otten.

“Vi har aftalt, at jeg skal skånes lidt, for jeg får hurtigt svært ved at koncentrere mig. På et tidspunkt bliver jeg sat til en anden opgave, end den vi har aftalt, og jeg er nødt til at gå hjem to timer efter, fordi jeg ikke kan klare mere. Så bliver jeg indkaldt til omsorgssamtale, hvor jobcentret også er med,” fortæller hun.

På mødet bliver sagens alvor italesat:

“Jeg får direkte at vide, at hvis jeg ikke kan følge den plan, de har lagt, der løber frem til slutningen af oktober, så kan det være, at jeg ikke skal være på FAM. ”Så kunne vi jo komme ud i noget afskedigelse,” siger ledelsen.

Jeg kan godt høre, at de har en vagtplan, der skal gå op. Det handler ikke om mig, og jeg føler mig ikke personligt ramt. Det handler om mine senfølger, og at de har brug for en medarbejder, der kan yde det, som de skal bruge. De spørger, hvad jeg kan og ikke kan, men det ved jeg jo ikke. Der er ingen, der ved det. Alle eksperterne siger bare, at det tager lang tid. Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til deres plan.”

Pres på identiteten

De seneste uger (i begyndelsen af september) har Trine Müller Otten kæmpet for at følge ledelsens tidsplan.

“I sidste uge var jeg på 12 timer, i denne uge har jeg 20 timer. Når jeg kommer hjem efter fem timers arbejde, er jeg nødt til at sove en time. Det går udover mit privatliv. Det er en balancegang.”

I skrivende stund ved Trine Müller Otten ikke, hvordan det ender. Hun ved ikke, om symptomerne nogensinde forsvinder helt, hvornår det i så fald sker, og hvad det betyder for hendes arbejdsliv.

“Ledelsen har altid givet udtryk for, at de var glade for, at jeg var i afdelingen. Jeg er en af dem, som de nyuddannede kommer til med spørgsmål, når de er i tvivl. Vi har en god spørgekultur, hvor vi hjælper hinanden, men det er svært at være i, når mit eget hoved koger pga. senfølgerne. Jeg ved godt, det ikke handler om mig som person, men jeg kommer til at føle mig som en dårlig sygeplejerske, og det giver et pres på min identitet. Skal jeg så lave noget helt andet?

Og har jeg overhovedet lyst til det?”

Derfor ville hun ønske, at der var ressourcer til, at hun kunne vende tilbage i sit eget tempo.

“De første tre uger var jeg uden for normeringen, men sådan er det ikke længere. Mit drømmescenarie er, at jeg kunne få tid og ro til at være i det her uden at blive presset af drift og vagtplaner.” 

Trine Müller Otten har anmeldt sin sygdom som arbejdsskade, men endnu ikke fået en afgørelse i sagen. 

Læs også i samme serie

Covid-19-senfølger bringer jobbet i fare

"Jeg troede, jeg skulle blive der, til jeg skulle pensioneres"

"Jeg stopper med værdighed"