Vi vidste ikke, at de fik så meget medicin

Allerede ved den første optælling af medicin kunne personalet konstatere, at problemet var meget større, end de havde haft fantasi til at forestille sig. 23 af afdelingens 24 indlagte patienter var udsat for polyfarmaci. En patient fik hele 27 præparater i døgnet. 

”Det var et chok. Vi vidste jo godt, patienterne fik meget medicin. Vi vidste bare ikke, at de fik så meget,” siger Farhiya Abdi.

Hun er medicinansvarlig sygeplejerske på neurologisk apopleksiafsnit, Bispebjerg Hospital.

Sammen med assisterende afdelingssygeplejerske Jeanne Tolvdag Woll er hun tovholder på et projekt om polyfarmaci, der betegner dét at indtage flere end fem forskellige medicinske præparater i døgnet. 

Afdelingen indsamler data om omfanget af polyfarmaci blandt afdelingens patienter og sørger for at bringe orden i deres medicin, før de udskrives igen.

Formålet er at blive bedre i stand til at opdage og handle på uhensigtsmæssig medicinering, og den slags projekter er der i høj grad brug for.

Problemet med polyfarmaci rækker nemlig langt ud over neurologisk apopleksiafsnits fire vægge. 

Ifølge WHO er polyfarmaci i dag en af de største udfordringer for sundhedsområdet på verdensplan.

Alene i Danmark er flere end 750.000 danskere polyfarmacipatienter. Et registerstudie fra 2019 viser, at knap hver femte dansker over 60 år får flere end ti forskellige lægemidler i døgnet.

Specialiseret system er problematisk

Polyfarmaci er ikke i sig selv farligt. Det kan for nogle patienter være både nødvendigt og fornuftigt. Men det gælder langt fra alle.

”Når så mange alligevel er polyfarmacipatienter, skyldes det en kombination af, hvad danskerne fejler, hvordan sundhedsvæsenet er bygget op, og hvordan vi generelt ordinerer medicin,” forklarer Hanne Rolighed Christensen, der er ledende overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

I dag lider mere end en tredjedel af danskerne af mere end én kronisk sygdom, mens næsten en kvart million er såkaldt komplekst multisyge med fire eller flere sygdomme.

I det specialiserede sundhedsvæsen behandles den multisyge patient i forskellige ambulatorier, der behandler hver sygdom ud fra hver sin behandlingsvejledning. 

”Men specialerne taler ikke sammen på tværs. En patient, der lider af fire forskellige sygdomme, risikerer at blive medicineret efter behandlingsvejledninger for alle fire, uden at der tages hensyn til hans øvrige sygdomme og medicinindtag. Og så ender du på et meget højt antal lægemidler,” forklarer Hanne Rolighed Christensen. 

Overmedicineringskultur

Med de mange lægemidler følger en øget risiko for bivirkninger, uhensigtsmæssige interaktioner og medicineringsfejl.

Særligt ældre kan være følsomme over for lægemidler, der påvirker centralnervesystemet, og de kan have nedsat nyrefunktion, der øger risikoen for overdosering og bivirkninger.

Hanne Rolighed Christensen efterlyser mere samarbejde mellem specialerne, og kalder den måde, man i dag praktiserer medicin på en ”overmedicineringskultur” med alt for lidt fokus på afmedicinering.

Behandlingsvejledninger inkluderer eksempelvis stort set aldrig strategier for, hvordan eller hvornår en medicinsk behandling skal stoppe igen.

”På den måde lægges der bare flere og flere lægemidler tid, og tilbage står patienten og får 15, 20 eller 30 lægemidler.

Overordnet har vi en kultur med fokus på de gode virkninger af medicin og på, om patienterne skal have noget mere. I stedet skal vi begynde at tænke i, om de skal have noget mindre,” siger hun.

Store konsekvenser for den enkelte

Når neurologisk apopleksiafsnit modtager en patient, der indtager mere end fem præparater i døgnet, laver afdelingen en grundig medicingennemgang.

Den resulterer typisk i, at flere lægemidler kan justeres i dosis eller seponeres. Projektet har allerede nu vist, at der er visse uhensigtsmæssige ordinationer, der går igen på patienternes medicinlister. 

”Mange får Magnesia, selvom de har nedsat nyrefunktion og ikke kan tåle det. Vi ser tit en fast ordination på otte Paracetamol i døgnet, selvom der ikke er smerter. Nogle har fået Tramadol i årevis, selvom det giver ret mange bivirkninger, og mange har taget sovemedicin i flere år, selvom det ikke har virkning efter to ugers brug,” remser Farhiya Abdi op.

For patienterne kan de store mængder medicin medføre bivirkninger som døsighed og en følelse af at ”gå rundt i en boble”, der kan have nedsat livskvalitet til følge.

Visse typer af lægemidler kan interagere, hvis de gives samtidigt, så effekten bliver nedsat eller helt udebliver. Svimmelhed forårsaget af medicinske præparater kan desuden give øget faldtendens, der særligt for ældre kan have fatale konsekvenser.

I 2019 udgjorde medicineringshændelser næsten 26 pct. af samtlige utilsigtede hændelser rapporteret fra sygehusene og næsten 67 pct. fra kommunerne.

Det viser årsberetningen for Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Samlet set anslås det, at mellem 5-15 pct. af alle hospitalsindlæggelser er lægemiddelrelaterede.

”Det handler simpelthen om patientsikkerhed. Derfor er det helt afgørende, at vi har fået fokus på det her problem,” siger Jeanne Tolvdag Woll. 

Ansvar for hele patienten 

Indsatser mod polyfarmaci kan ses over hele landet, hvor mange plejehjem, kommuner og hospitalsafdelinger iværksætter projekter eller har polyfarmaci som fokuspunkt. De senere år er der desuden åbnet flere specialklinikker og –ambulatorier, der er målrettet gruppen af multisyge og polyfarmacipatienter. 

En af dem er Klinik for Multisygdom ved Regionshospitalet i Silkeborg. Her fungerer sygeplejerske og forløbskoordinator Malene Thuesen som tovholder på patienternes forløb.

”Polyfarmacipatienter har et stort behov for at opleve, at nogen ser på hele deres sygehistorie og al deres medicin og laver en samlet vurdering,” siger hun og forklarer, at sygeplejerskernes koordinerende funktion giver patienten en oplevelse af sammenhæng i et ellers fragmenteret system. 

Både på neurologisk apopleksiafsnit og på Klinik for Multisygdom oplever personalet, at patienterne rigtig gerne vil af med nogle af de mange lægemidler, og at de blomstrer op, når der bliver ryddet op i deres medicin – men meget få ved, at det er en mulighed.

”Det kan man ikke forvente, at patienterne selv er klar over. Det skal vi som fagpersoner hjælpe patienten med,” siger Malene Thuesen.

Men ansvaret for patientens samlede medicinering falder ofte ned mellem stolene i de mange forskellige forløb, han har i sundhedsvæsenet.

På neurologisk apopleksiafsnit er det netop det ansvar, afdelingen gerne vil påtage sig.

”Sikker medicinering er en kerneydelse, og målet er, at alle patienter på sigt udskrives herfra med orden i deres medicin. Vi forholder os til hele patienten. Det skal være en del af den pakke, man får, når man er indlagt hos os,” siger Farhiya Abdi.  

Caption 

Farhiya Abdi gennemgår sammen med en ældre patient hans medicinliste. ”Kan du huske, hvilke lægemidler du får?” spørger hun venligt. Patienten tøver lidt, men svarer så: ”Nej, ikke rigtigt. Det bliver hele tiden lavet om.”

Attribution 

Foto: Nikolai Linares

Sygeplejersker spiller en hovedrolle

Farhiya Abdi og Jeanne Tolvdag Woll er enige om, at det største afkast, projektet har givet neurologisk apopleksiafsnit, er den skærpede opmærksomhed på hensigtsmæssig medicinering. 

”Det har understøttet den kritiske bevidsthed om medicin, som alle sygeplejersker bør have. Når man ser et præparat på en medicinliste, kan man have tendens til at tænke, at når det er udskrevet af en læge, må der jo være en grund. Kunsten er at undre sig og turde gå ind i, hvad den grund er,” siger Jeanne Tolvdag Woll. 

Ifølge Hanne Rolighed Christensen skal de forskellige faggrupper i virkeligheden turde blande sig mere i hinandens arbejde.

Hensigtsmæssig medicinering er et kollektivt ansvar, siger hun.

Sygeplejerskerne er med deres kliniske blik og tætte observation af patienten ofte de første til at observere tegn på bivirkninger eller interaktioner. Derfor skal de ikke være tilbageholdende med at blande sig kvalificeret i patienternes medicin:

”Sygeplejersker har måske ikke ordinationsret, men de har observationspligt. Ofte kender sygeplejersken patienten meget bedre, end lægen gør. Det gør dem helt centrale i forhold til at opdage og bremse polyfarmaci.”